Indhold
Forord
Det kan ikke siges eller skrives for tit. Det er Egnsarkivets opgaver at modtage/indsamle arkivalier, som kan belyse egnens historie - og det er Egnsarkivets opgave at registrere det modtagne på en sådan måde, at interesserede både nu og i fremtiden kan tappe oplysninger af det indsamlede.For at tjene formålet bedst muligt, må Egnsarkivet »være synligt» for kommunens borgere, så de husker os. når de har noget at aflevere.
En af de måder Egnsarkivet »gør sig synlig på» er dette årsskrift. En anden måde er gennem arkivernes åbningstider, som fremgår af kommunens annoncer i Ugebladet. I besøgstiderne kommer der både folk for at aflevere og for at kigge i vore arkivalier, og begge former for besøgende er lige velkomne. Derudover har arkivet gennem de senere år haft nogle meget velbesøgte arrangementer rundt i kommunen. Her i Egnsarkivet i Hørning er vi så heldige, at vi får kommunalt tilskud men det rækker alligevel ikke til at betale for alle de arbejdsopgaver, der følger med.
Derfor er Egnsarkivet altid interesseret i personer, som på en eller anden måde vil yde hjælp. Alle kan hjælpe, for der er mange forskellige arbejdsopgaver at tage fat på.
1) Bistå med registrering
Det er ønskeligt med en smule erfaring i administrativt arbejde og det vil være en fordel - men ikke en absolut nødvendighed - at kunne betjene en skrivemaskine. Vi vil gerne kunne etablere nogle registreringshold, som under vejledning af et bestyrelsesmedlem, lejlighedsvis kan tage en tørn.
2) Genkendelse
Personer, der ved at have boet mange år i Hørning, har et kendskab til byen og dens borgere, kunne lejlighedsvis mødes og bistå med at datere, sætte navne på O.s.v.
3) Deltage i pasning i åbningstider
Det ville være dejligt om nogle ville indga i en turnus med at være På arkiverne i åbningstiden. Synes du lokalhistorie er interessant, og kan du lide at snakke med andre om emnet, så har du de nødvendige kvalifikationer til at deltage i denne opgave.
4) Praktisk hjælp
Vi vil gerne i endnu højere grad end nu lave udstillinger og andre arrangementer, men det medfører ofte mere praktisk arbejde, end bestyrelsen selv magter. Derfor ville det være rart at kende nogle personer, som i givne situationer vil give en hånd med. Det kan både være noget rent håndværksmæssigt med plancher o.lign. og det kan være med at stille borde op,lave kaffe o.lign,
5) Hjælp til fremstillingsopgaver
Der findes meget stof, som trænger til en kærlig hånd, hvis det skal kunne offentliggøres på en læseværdig måde. Derfor vil vi meget gerne i kontakt med personer, som evner at formulere sig skriftligt. Også personer, som kunne tænke sig lejlighedsvis at renskrive og/eller læse korrektur vil vi meget gerne høre fra.
Har du lyst til at deltage i arkivets arbejde, omfanget bestemmer du selv, så send dit navn til:
Ejner Ærø, formand
Egnsarkivet i Hørning eller til privatadressen:
Søballevej 4
Veng, 8660 Skanderborg
Det vil være hensigtsmæssigt, hvis du anfører nummer/numre på den form for hjælp, du kunne tænke dig at yde, så vil vi kontakte dig. Der kan både være tale om at yde hjælp i dag- eller aftentimer, som det passer dig bedst.
Bestyrelsen
Top
Blegind kirke
Blegind
kirke er opført omkring år 1200 og bestod den gang af skibet og koret,
opført i romansk stil. Kirken er proportioneret typisk for den art
Landsbykirker, der kaldes »små kirker . Korets indre er bygget over et
kvadret, mens de ydre sider i skibet forholder sig til hinanden som
2:3. Den oprindelige kirke havde små, rundbuede vinduer, antageligt
fordelt med 3 i koret og 5 i skibet, nu ses kun de 2 af dem, et i
korets nordside og 1 i skibets vestgavl. Kirken har haft 2 døre, en
sydportal og en nordportal, »Fruentimmerdøren. Nordportalen er senere
tilmuret, mens sydportalen endnu benyttes som forbindelse mellem
våbenhus og kirke. Oprindeligt har åbningen mellem skibet og koret
været smallere, den blev udvidet i den senere middelalder, antagelig
omkring år 1500.
I slutningen af middelalderen tilføjedes tårnet og våbenhuset, nok nogenlunde samtidigt. Tårnet er et såkaldt styltetårn med en åben arkade mod vest, hvori trappen til tårnets øvre del er anbragt. Tårnet er ændret flere gange i tidens løb. Det oprindelige tårn, der omtales første gang i 1639, havde kamtakker i gavlene. Omkring 1660 blev tårnets top ændret til almindeligt sadeltag med rygningen nord-syd vendt.
I slutningen af forrige århundrede ændredes tårnets top påny i forbindelse med en påkrævet reparation.
Den nye afslutning blev tegnet af arkitekt V. Ahlmann, der påny gen- skabte den kamtakkede form i en tårntop, opført i røde mursten, der var fuget og dekoreret med hvidtede bånd og en overgangsgesims forneden, umiddelbart over glamlugerne.
Ved en hovedistandsættelse i begyndelsen af 1950’erne, ledet af arkitekt Aksel Skov, Århus, blev tårntoppen påny ændret, idet overgangsgesimsen blev fjernet, og hele toppen blev hvidtet sammen med den nederste del af tårnet, hvilket efter min mening egentlig var lidt synd.
Også våbenhuset har gennemgået flere ændringer. Selve bygningen nævnes første gang i 1619, da yderdøren blev fornyet. 11715 nævnes, at våbenhusets sydgavi ligesom tårnet er forsynet med kamtakker. Nogle år senere er yder- murene gjort 1/2 alen højere, og i i 880’erne blev loftet hævet for at frilægge tympanonstenen over sydportalen. Vinduet i østsiden er indsat i 1860. Kirkens store vinduer, der har erstattet de oprindelige romanske vinduer, nævnes første gang i 1641, da de blev repareret af en glarmester fra Århus. Senere er vinduerne udvidet nedefter i 1877, da man indsatte det store vindue i nordsiden. Blegind kirke ejedes af kongen indtil oprettelsen af Skanderborg rytterdistrikt, da kirken lagdes ind under dette. Rytterdistriktet bortauktionerede sine kirker i 1767, og ved den lejlighed blev Blegind kirke købt af daværende sognepræst Laurits Sørensen Worsøe, hvis arvinger i 1790 igen solgte kirken til sognets beboere.
Kirken overgik til selveje i 1912.
Bent Meyer.
I slutningen af middelalderen tilføjedes tårnet og våbenhuset, nok nogenlunde samtidigt. Tårnet er et såkaldt styltetårn med en åben arkade mod vest, hvori trappen til tårnets øvre del er anbragt. Tårnet er ændret flere gange i tidens løb. Det oprindelige tårn, der omtales første gang i 1639, havde kamtakker i gavlene. Omkring 1660 blev tårnets top ændret til almindeligt sadeltag med rygningen nord-syd vendt.
I slutningen af forrige århundrede ændredes tårnets top påny i forbindelse med en påkrævet reparation.
Den nye afslutning blev tegnet af arkitekt V. Ahlmann, der påny gen- skabte den kamtakkede form i en tårntop, opført i røde mursten, der var fuget og dekoreret med hvidtede bånd og en overgangsgesims forneden, umiddelbart over glamlugerne.
Ved en hovedistandsættelse i begyndelsen af 1950’erne, ledet af arkitekt Aksel Skov, Århus, blev tårntoppen påny ændret, idet overgangsgesimsen blev fjernet, og hele toppen blev hvidtet sammen med den nederste del af tårnet, hvilket efter min mening egentlig var lidt synd.
Også våbenhuset har gennemgået flere ændringer. Selve bygningen nævnes første gang i 1619, da yderdøren blev fornyet. 11715 nævnes, at våbenhusets sydgavi ligesom tårnet er forsynet med kamtakker. Nogle år senere er yder- murene gjort 1/2 alen højere, og i i 880’erne blev loftet hævet for at frilægge tympanonstenen over sydportalen. Vinduet i østsiden er indsat i 1860. Kirkens store vinduer, der har erstattet de oprindelige romanske vinduer, nævnes første gang i 1641, da de blev repareret af en glarmester fra Århus. Senere er vinduerne udvidet nedefter i 1877, da man indsatte det store vindue i nordsiden. Blegind kirke ejedes af kongen indtil oprettelsen af Skanderborg rytterdistrikt, da kirken lagdes ind under dette. Rytterdistriktet bortauktionerede sine kirker i 1767, og ved den lejlighed blev Blegind kirke købt af daværende sognepræst Laurits Sørensen Worsøe, hvis arvinger i 1790 igen solgte kirken til sognets beboere.
Kirken overgik til selveje i 1912.
Bent Meyer.
Blegind forsamlingshus
Efter
at jorden var skaffet blev Blegind forsamlingshus etableret i 1897 og
initiativet udgik fra 5 gårdejere. De optog i eget navn et lån på 3000
kr.
Præcist hvornår huset er bygget fremstår ikke helt klart. 23. marts 1898 underskrives skjødet på parcellen. Pris 266,50 kr. og stempelafgift 5 øre.
Handlen var vel afsluttet og huset bygget. Af den ældst bevarede forhandlingsbog fremgår følgende:
»Ved Generalforsamlingen for Blegind Forsamlingshus i Januar 1911 vedtogs
1. At udvide førnævnte Hus med Tilbygning mod Nord efter de fremlagte Grundrids og Overslag.
2. Rasmus Jensen og Anders Sørensen valgtes til Bestyrelsesmedlemmer i stedet for Kr. Pedersen og Peter Nørgaard, og Lærer Andersens Hustru og J. Kristoffersens Hustru valgtes i stedet for Lene Basse og Postens Kone».
»Ved Bestyrelsesmødet den 23. April 1911 vedtogs
1. at overdrage Murer - og Tømrerarbejdet med Tillæg til samme, ved udvidelsen af Forsamlingshuset til Kr. Kousgaard for en pris af 1520 kr.
2. At laane 1600 b. i Landbosparekassen i Aarhus, til betaling af førnævnte Tilbygningssum og Malerarbejde m.m. - det bemærkes at Restlaanet på Ejendommen er 1425 b.».
Underskrevet Anders Sørensen.
Med kvinderne gik det mindre godt.
28. Juli 1911: »...det overdrages de
kvindelige Medlemmer at anskaffe manglende Gardiner m.m.».
3. Februar 1916: ». . .endvidere vedtog Generalforsamlingen at lade de 2 kvindelige Bestyrelsesmedlemmer udtræde af Bestyrelsen, da de efter Loven ikke ansaas for at kunde have Stemmeret; men i sin tid var valgt som en slags Tilsynsførende med Husets Inventar, Gardiner og lignende.»
Med huset gik det bedre.
Tilbygningen i 1911 og 3 år senere kom det store mirakel til byen: lyset.
27. Januar 1914: ». . .det vedtoges at indlægge elektrisk Lys i Forsamlingshuset. «
25. Januar 1915: ».. .angående omkostningerne ved Indlæggelse af det elektriske lys, da blev det bestemt at i Tilfælde af hele installationen skulle betales paa en Gang, da at opkræve pengene hos Blegind».
27. September 1915: ». . .havde ladet en Liste cirkulere, hvor beboerne kunne tegne sig for frivillige Bidrag til at betale den elektriske Installation med».
Det viste sig, at det lige kunne dække hele installationsomkostningerne på Ca. 150 kr.
Huset ændredes i 1924, hvilket år man også fik sin egen brønd. Forskellige andre ændringer fulgte med nye toiletter og centralvarmeanlæg m.m., sidst med en ny toiletbygning, istandsæftel. se af salen, nye vinduer og nyt tag i perioden 1976-82.
Præcist hvornår huset er bygget fremstår ikke helt klart. 23. marts 1898 underskrives skjødet på parcellen. Pris 266,50 kr. og stempelafgift 5 øre.
Handlen var vel afsluttet og huset bygget. Af den ældst bevarede forhandlingsbog fremgår følgende:
»Ved Generalforsamlingen for Blegind Forsamlingshus i Januar 1911 vedtogs
1. At udvide førnævnte Hus med Tilbygning mod Nord efter de fremlagte Grundrids og Overslag.
2. Rasmus Jensen og Anders Sørensen valgtes til Bestyrelsesmedlemmer i stedet for Kr. Pedersen og Peter Nørgaard, og Lærer Andersens Hustru og J. Kristoffersens Hustru valgtes i stedet for Lene Basse og Postens Kone».
»Ved Bestyrelsesmødet den 23. April 1911 vedtogs
1. at overdrage Murer - og Tømrerarbejdet med Tillæg til samme, ved udvidelsen af Forsamlingshuset til Kr. Kousgaard for en pris af 1520 kr.
2. At laane 1600 b. i Landbosparekassen i Aarhus, til betaling af førnævnte Tilbygningssum og Malerarbejde m.m. - det bemærkes at Restlaanet på Ejendommen er 1425 b.».
Underskrevet Anders Sørensen.
Med kvinderne gik det mindre godt.
28. Juli 1911: »...det overdrages de
kvindelige Medlemmer at anskaffe manglende Gardiner m.m.».
3. Februar 1916: ». . .endvidere vedtog Generalforsamlingen at lade de 2 kvindelige Bestyrelsesmedlemmer udtræde af Bestyrelsen, da de efter Loven ikke ansaas for at kunde have Stemmeret; men i sin tid var valgt som en slags Tilsynsførende med Husets Inventar, Gardiner og lignende.»
Med huset gik det bedre.
Tilbygningen i 1911 og 3 år senere kom det store mirakel til byen: lyset.
27. Januar 1914: ». . .det vedtoges at indlægge elektrisk Lys i Forsamlingshuset. «
25. Januar 1915: ».. .angående omkostningerne ved Indlæggelse af det elektriske lys, da blev det bestemt at i Tilfælde af hele installationen skulle betales paa en Gang, da at opkræve pengene hos Blegind».
27. September 1915: ». . .havde ladet en Liste cirkulere, hvor beboerne kunne tegne sig for frivillige Bidrag til at betale den elektriske Installation med».
Det viste sig, at det lige kunne dække hele installationsomkostningerne på Ca. 150 kr.
Huset ændredes i 1924, hvilket år man også fik sin egen brønd. Forskellige andre ændringer fulgte med nye toiletter og centralvarmeanlæg m.m., sidst med en ny toiletbygning, istandsæftel. se af salen, nye vinduer og nyt tag i perioden 1976-82.
Top
aldrup
aldrup
Aldrup Mølle
Som
perler på snor har vandmøllerne ligget langs alle vandløb, også langs
Århus å, hvor der på den korte strækning var ni møller. Der er 14 km i
direkte luftlinie fra udløbet af Solbjerg sø til Århus, men åen gør sig
nogle svinkeærinder, så hele åløbet måler ca. 35 km.
Men nok så væsentligt er det, at der er 50 meter fald på strækningen, og det er lige så meget som på Gudenåen, der bruger 160 km på at udligne den samme høj deforskel.
Det giver gode muligheder for at udnytte åen som naturlig drivkraft, og den øverste af de ni møller var Aldrup mølle. Der var visse fordele forbundet med at eje den øverste af en række møller, bl.a. var man jo ikke afhængig af de andre møller ved åen, og desuden var det her, man kunne fange de eftertragtede ål.
Til gengæld var vandføringen mindre end længere nede ad åen, men ved hjælp af en mølledam kunne man op- samle energien til senere brug.
I vore dage forbinder vi vandmøllerne med begrebet landlig idyl, men vi må ikke glemme, at møllen var en arbejdsplads, den tids industri, og selv om vandet gjorde det tungeste arbejde, så var der alligevel hårdt slid med at slæbe sække med korn og mel. Arbejdet var også ganske farligt, og man hører ofte om folk, der blev lemlæstet i maskineri- et. Men det udelukker naturligvis ikke, at den tids mennesker i ledige stunder har kunnet nyde naturens skønhed, ikke mindst når mosekonen og lygte- mændene drev deres spil i sommernatten.
Bortset fra kirken er der ikke noget sted i Blegind sogn, der optræder så tidligt i de skriftlige kilder som Aldrup mølle, og vi har netop passeret 700-års dagen for den første skriftlige omtale
Den 30. september 1289 skøder kong Erik Menved Aldrup mølle til »vore elskede Aarhuskanniker for det tab, som de har lidt paa de godser, som hører til deres fælles bord, ved oversvømmelsen fra vor mølle i Aarhus». Kong Erik var kun 15 år, så initiativet stammer nok fra hans formyndere enkedronning Agnes og drosten Peder Nielsen med tilnavnet Hoseøl, som det også fremgår af det gamle dokument
med vilje og samtykke af vor elskede moder og vore andre raader har overdraget og skødet vor mølle i Aldrup at besidde evindelig».
Det passer jo fint ind i nutidens opfattelse af middelalderens mennesker som fromme kristne. Men man skal nu ikke altid lade sig narre af de fromme ord, der ofte blot er en glasur, som skal skjule de bagvedliggende politiske og økonomiske motiver. Hvorfor nu denne kongelige velvilje over for gejstligheden i Århus?
Et rimeligt svar på dette spørgsmål får man kun ved at betragte sagen i et større perspektiv. Tiden var politisk urolig, og kongemagten stod svagt. Det var kun 3 år siden, at kongens far Erik Klipping blev myrdet i Finderup, og der var megen uro om dommene over de formodede kongemordere.
De fredløse fandt asyl i Norge, og sammen med den norske flåde hærgede og brændte de adskillige danske kyst- byer.
Samtidig stod landet midt i det, der senere blev kendt som kirkekampen, striden mellem konge og ærkebisp. Man var omsider sluppet af med Jakob Erlandsen, der meget belejligt døde, men netop i 1289 var Jens Grand blevet valgt til ærkebiskop. Han havde godt nok svoret kongen troskab, men hans første embedsgerning var at rejse til Rom, hvor paven løste ham fra eden.
Jens Grand var beslægtet med både Jakob Erlandsen og flere af de fredløse, så der var al mulig grund for konge- magten til at skaffe sig forbundsfæller. Århusbisperne og den øvrige gejstlighed i byen havde indtil da været kongens trofaste tilhængere, så det er nok her, vi skal finde motivet til den kongelige gavmildhed.
Ved reformationen i 1536 overtog kronen bispegodset, men domkapitlerne fik lov at beholde deres gods indtil 1660’erne da det også blev krongods. Aldrup mølle indgik i Skanderborg rytterdistrikts gods, og sammen med det øvrige ryttergods blev møllen i 1767 solgt til selveje.
Både kirken og kronen har naturligvis haft fæstere i møllen, men deres navne kendes kun spredt og tilfældigt, og ud over navnene ved vi i øvrigt ikke noget om disse mennesker. Den samme anonymitet hviler over de første selvejere frem til 1830’erne, men til gengæld har vi så en virkelig grundig viden om møllens ejere fra dette tidspunkt.
Chr. Heilskov har i Aarhus Stifts Aarbøger opregnet navnene på de tidlige fæstere og ejere, og Kristian Vestergaard har i bogen: »Vandmøller i gl. Skanderborg amt» udvidet fortegnelsen. Begge disse kildeskrifter indeholder desværre en del fejl eller misforståelser, men pladsen her er ikke til at korrigere disse. Det kan forhåbentlig gøres ved en senere lejlighed.
I 1834 blev Aldrup mølle købt af Rasmus Christian Knudsen, der var søn af Knud Rasmussen i Ingerslev mølle. Han var en kendt mand på egnen, og han var sogneforstander i Tiset fra 1842 til 1847. I 1842 blev han tillige valgt til skolepatron for skolerne i Tiset og Ingerslev.
En skolepatron var i henhold til skole- loven af 1814 den administrative og økonomiske leder. Og da soldaterne fra egnen skulle fejres efter 3-års krigen 1848-1850 var det R.C. Knudsen, der afholdt festlighederne i Aldrup mølle. De 16 soldater var indbudt med damer, og ud over festtalerne blev der serveret mad og drikke flere gange i løbet af dagen med dans indimellem.
Et andet bevis på Aldrup mølles centrale placering i befolkningens bevidsthed stammer fra valget til stænderforsamlingerne, forløberen for det folkestyre, der blev realiseret i 1849. Landet var inddelt i valgkredse, hvoraf en hed Aldrupkredsen.
Den omfattede Hads og Ning herreder. Der var et område, der strakte sig fra Horsens fjord til en halv snes kilometer nord for Århus, og bredden mellem Skanderborg og kysten.
Aarhus Amtstidende markerer 100-års dagen den 18. november 1934 med en artikel.
Avisen har den opfattelse, at vælgerne fra hele kredsen stævnede til Aldrup mølle for at stemme, men det er nu næppe troligt, selv om det kun var de største jordbesiddere, der havde stemmeret, i alt ca. 2-3% af befolkningen. Den tids samfærdselsmidler bestod blot i hestevogne, så det sikkert lige som i vore dage været mange valg- steder i kredsen, men Aldrup mølle kan da udmærket havde været afstemningssted for de nærmeste sogne.
R.C. Knudsen var gift tre gange, idet han overlevede de to første ægtefæller. I det første ægteskab var der en datter Maren, der blev gift med garver Rasmus Hansen i Skanderborg. I dette ægteskab var der igen en datter, Petrine Rasmine Hansine Hansen, født 1832. Allerede i 1846 skænkede R.C. Knudsen Aldrup mølle til den lille pige, men han betingede sig. at han selv og hans hustru kunne blive boende i Aldrup mølle så længe en af dem levede. Vi ved ikke med bestemthed, hvad der lå bag denne storslåede gave, men det kan hænge sammen med et skifte i forbindelse med at R.C. Knudsen indgik nyt ægteskab. R.C. Knudsen døde i 1851, men enken af tredie ægteskab og en lille 4-årig datter af andet ægteskab boede fortsat i møllen, mens den da 19-årige Petrine Hansen
levede hjemme hos forældrene i Skanderborg.
Her er det så. at min oldefar Johan Christian Bursche træder ind i historien. Hans bedstefar Johan Christoffer Bursehe var omkring år 1790 indvandret fra kurfyrstendømmet Sachsen syd for Hanen, og han slog sig ned som gartner i Randers, hvor han hurtigt blev en velanskrevet borger, og en af gaderne i bykernen bærer endnu i dag hans navn. Slægten bredte sig til Århus, hvor Johan Chr. Bursche, født i 1832, gik handelsvejen. Som ung handelsbetjent, en slags prokurist, har han truffet den to år yngre Petrine Hansen, og de to unge har fattet gensidig sympati. Vi ved ikke hvordan de har truffet hinanden, men mon ikke min oldefar har været på forretningsrejse til Skanderborg og har truffet pigen hos hendes far, garver Hansen.
Men nok så væsentligt er det, at der er 50 meter fald på strækningen, og det er lige så meget som på Gudenåen, der bruger 160 km på at udligne den samme høj deforskel.
Det giver gode muligheder for at udnytte åen som naturlig drivkraft, og den øverste af de ni møller var Aldrup mølle. Der var visse fordele forbundet med at eje den øverste af en række møller, bl.a. var man jo ikke afhængig af de andre møller ved åen, og desuden var det her, man kunne fange de eftertragtede ål.
Til gengæld var vandføringen mindre end længere nede ad åen, men ved hjælp af en mølledam kunne man op- samle energien til senere brug.
I vore dage forbinder vi vandmøllerne med begrebet landlig idyl, men vi må ikke glemme, at møllen var en arbejdsplads, den tids industri, og selv om vandet gjorde det tungeste arbejde, så var der alligevel hårdt slid med at slæbe sække med korn og mel. Arbejdet var også ganske farligt, og man hører ofte om folk, der blev lemlæstet i maskineri- et. Men det udelukker naturligvis ikke, at den tids mennesker i ledige stunder har kunnet nyde naturens skønhed, ikke mindst når mosekonen og lygte- mændene drev deres spil i sommernatten.
Bortset fra kirken er der ikke noget sted i Blegind sogn, der optræder så tidligt i de skriftlige kilder som Aldrup mølle, og vi har netop passeret 700-års dagen for den første skriftlige omtale
Den 30. september 1289 skøder kong Erik Menved Aldrup mølle til »vore elskede Aarhuskanniker for det tab, som de har lidt paa de godser, som hører til deres fælles bord, ved oversvømmelsen fra vor mølle i Aarhus». Kong Erik var kun 15 år, så initiativet stammer nok fra hans formyndere enkedronning Agnes og drosten Peder Nielsen med tilnavnet Hoseøl, som det også fremgår af det gamle dokument
med vilje og samtykke af vor elskede moder og vore andre raader har overdraget og skødet vor mølle i Aldrup at besidde evindelig».
Det passer jo fint ind i nutidens opfattelse af middelalderens mennesker som fromme kristne. Men man skal nu ikke altid lade sig narre af de fromme ord, der ofte blot er en glasur, som skal skjule de bagvedliggende politiske og økonomiske motiver. Hvorfor nu denne kongelige velvilje over for gejstligheden i Århus?
Et rimeligt svar på dette spørgsmål får man kun ved at betragte sagen i et større perspektiv. Tiden var politisk urolig, og kongemagten stod svagt. Det var kun 3 år siden, at kongens far Erik Klipping blev myrdet i Finderup, og der var megen uro om dommene over de formodede kongemordere.
De fredløse fandt asyl i Norge, og sammen med den norske flåde hærgede og brændte de adskillige danske kyst- byer.
Samtidig stod landet midt i det, der senere blev kendt som kirkekampen, striden mellem konge og ærkebisp. Man var omsider sluppet af med Jakob Erlandsen, der meget belejligt døde, men netop i 1289 var Jens Grand blevet valgt til ærkebiskop. Han havde godt nok svoret kongen troskab, men hans første embedsgerning var at rejse til Rom, hvor paven løste ham fra eden.
Jens Grand var beslægtet med både Jakob Erlandsen og flere af de fredløse, så der var al mulig grund for konge- magten til at skaffe sig forbundsfæller. Århusbisperne og den øvrige gejstlighed i byen havde indtil da været kongens trofaste tilhængere, så det er nok her, vi skal finde motivet til den kongelige gavmildhed.
Ved reformationen i 1536 overtog kronen bispegodset, men domkapitlerne fik lov at beholde deres gods indtil 1660’erne da det også blev krongods. Aldrup mølle indgik i Skanderborg rytterdistrikts gods, og sammen med det øvrige ryttergods blev møllen i 1767 solgt til selveje.
Både kirken og kronen har naturligvis haft fæstere i møllen, men deres navne kendes kun spredt og tilfældigt, og ud over navnene ved vi i øvrigt ikke noget om disse mennesker. Den samme anonymitet hviler over de første selvejere frem til 1830’erne, men til gengæld har vi så en virkelig grundig viden om møllens ejere fra dette tidspunkt.
Chr. Heilskov har i Aarhus Stifts Aarbøger opregnet navnene på de tidlige fæstere og ejere, og Kristian Vestergaard har i bogen: »Vandmøller i gl. Skanderborg amt» udvidet fortegnelsen. Begge disse kildeskrifter indeholder desværre en del fejl eller misforståelser, men pladsen her er ikke til at korrigere disse. Det kan forhåbentlig gøres ved en senere lejlighed.
I 1834 blev Aldrup mølle købt af Rasmus Christian Knudsen, der var søn af Knud Rasmussen i Ingerslev mølle. Han var en kendt mand på egnen, og han var sogneforstander i Tiset fra 1842 til 1847. I 1842 blev han tillige valgt til skolepatron for skolerne i Tiset og Ingerslev.
En skolepatron var i henhold til skole- loven af 1814 den administrative og økonomiske leder. Og da soldaterne fra egnen skulle fejres efter 3-års krigen 1848-1850 var det R.C. Knudsen, der afholdt festlighederne i Aldrup mølle. De 16 soldater var indbudt med damer, og ud over festtalerne blev der serveret mad og drikke flere gange i løbet af dagen med dans indimellem.
Et andet bevis på Aldrup mølles centrale placering i befolkningens bevidsthed stammer fra valget til stænderforsamlingerne, forløberen for det folkestyre, der blev realiseret i 1849. Landet var inddelt i valgkredse, hvoraf en hed Aldrupkredsen.
Den omfattede Hads og Ning herreder. Der var et område, der strakte sig fra Horsens fjord til en halv snes kilometer nord for Århus, og bredden mellem Skanderborg og kysten.
Aarhus Amtstidende markerer 100-års dagen den 18. november 1934 med en artikel.
Avisen har den opfattelse, at vælgerne fra hele kredsen stævnede til Aldrup mølle for at stemme, men det er nu næppe troligt, selv om det kun var de største jordbesiddere, der havde stemmeret, i alt ca. 2-3% af befolkningen. Den tids samfærdselsmidler bestod blot i hestevogne, så det sikkert lige som i vore dage været mange valg- steder i kredsen, men Aldrup mølle kan da udmærket havde været afstemningssted for de nærmeste sogne.
R.C. Knudsen var gift tre gange, idet han overlevede de to første ægtefæller. I det første ægteskab var der en datter Maren, der blev gift med garver Rasmus Hansen i Skanderborg. I dette ægteskab var der igen en datter, Petrine Rasmine Hansine Hansen, født 1832. Allerede i 1846 skænkede R.C. Knudsen Aldrup mølle til den lille pige, men han betingede sig. at han selv og hans hustru kunne blive boende i Aldrup mølle så længe en af dem levede. Vi ved ikke med bestemthed, hvad der lå bag denne storslåede gave, men det kan hænge sammen med et skifte i forbindelse med at R.C. Knudsen indgik nyt ægteskab. R.C. Knudsen døde i 1851, men enken af tredie ægteskab og en lille 4-årig datter af andet ægteskab boede fortsat i møllen, mens den da 19-årige Petrine Hansen
levede hjemme hos forældrene i Skanderborg.
Her er det så. at min oldefar Johan Christian Bursche træder ind i historien. Hans bedstefar Johan Christoffer Bursehe var omkring år 1790 indvandret fra kurfyrstendømmet Sachsen syd for Hanen, og han slog sig ned som gartner i Randers, hvor han hurtigt blev en velanskrevet borger, og en af gaderne i bykernen bærer endnu i dag hans navn. Slægten bredte sig til Århus, hvor Johan Chr. Bursche, født i 1832, gik handelsvejen. Som ung handelsbetjent, en slags prokurist, har han truffet den to år yngre Petrine Hansen, og de to unge har fattet gensidig sympati. Vi ved ikke hvordan de har truffet hinanden, men mon ikke min oldefar har været på forretningsrejse til Skanderborg og har truffet pigen hos hendes far, garver Hansen.
Den
unge handelsrejsende må have gjort et virkelig godt indtryk, når han
blev accepteret af garveren, der var en af byens matadorer. Den rige
unge pige har sikkert haft mange bejlere. Allerede fra forlovelsestiden
foreligger der et endnu eksisterende dokument, nemlig et testamente af
23. marts 1855, hvori Petrine Hansen testamenterer alt hvad hun ejer -
herunder altså Aldrup mølle - til sin forlovede. Ifølge testamentet på
grund af svageligt helbred, men heldigvis kom hun over svageligheden og
levede i endnu 60 år i et langt og lykkeligt ægteskab.
Brylluppet blev holdt den 6. november 1856, og vielsen blev ikke foretaget i en kirke, men hjemme i Aldrup mølle. Igen et tegn på, at møllen rangerede højere end andre ejendomme. Konge- brevet, der gav tilladelse til denne afvigelse fra ordinansen, eksisterer endnu den dag i dag, og det fremgår, at det var pastor 3. Steenberg fra Tiset og altså ikke præsten fra Blegind, det forrettede vielsen, selv om Aldrup mølle ligger i Blegind sogn.
Vandløbene dannede ofte skel i gamle dage. og ved Aldrup mølle var åen da også skel ikke blot mellem Blegind og Tiset sogne. men også mellem Hjelmslev og Ning herreder, og en tid endda mellem to amter, nemlig Skanderborg og Århus. Selv i dag danner åen her skel mellem Hørning og Århus kommuner, således at Aldrup mølle er Hørning kommunes yderste forpost mod øst. Men så langt tilbage, som overleveringen går, har beboerne i møllen søgt Tiset kirke. Det kan muligvis føres tilbage til, at R.C. Knudsen som nævnt var stærkt engageret i forholdene i Tiset sogn, og familien Bursche har så videreført traditionen. Familiegravstedet findes stadig på Tiset kirkegård, hvor alle gravstenene er bevaret.
Vi ved ikke meget om hverdagen i møllen indtil min oldefar overtog den i 1856. men det fremgår tydeligt af de mange overleverede papirer, at der er tale om et virkeligt systemskifte. Oldefar var som nævnt handelsuddannet, og der blev nu indført en efter den tids forhold avanceret bogføring. I regnskabshøgerne kan man se hvem, der fik malet korn og hvor meget. Kunderne er naturligvis især fra Blegind og Tiset sogne, men der har også været enkelte kunder så langt væk som Skanderborg og Århus. Regnskabet over formaling af korn er ført op til mølleriet blev nedlagt i 1930 erne. Den sidste indførsel i bogen er fra 24. marts 1935, da der for en pris af 20 øre blev formalet 60 kg korn.
I perioder var der også stampemølleri i Aldrup, og kunderne var her især farverierne i Aarhus, men også private kom og fik stampet vadmel. Det var kun få af møllerne, der også udførte stampning, så kundekredsen i Aldrup er hele Ning herred samt en stor del af Hjelmslev herred.
Ved siden af mølleriet var der også landbrug i Aldrup mølle, og det fremgår af regnskabsbøgerne, at der bl.a. blev solgt smør til forretninger i København. Men min oldefar var en driftig forretningsmand, og da andels- bevægelsen fængede i 1880’erne, var han en af initiativtagerne til oprettelsen af Aldrup mejeri i 1885, kun 3 år efter det første andelsmejeri i Danmark. Meget praktisk fik han mejeriet placeret på møllens jord lige på den anden side af åen, så nu var Aldrup virkelig et industricenter på egnen. Og da Tiset skulle have ny skole, ligeledes i 1885, kom den også til at ligge på møllens jord i Tiset sogn ved gammel Horsens landevej.
Ægteparret i Aldrup mølle blev med tiden en institution på egnen. Ved guidbrylluppet i 1906 blev der samlet ind til en gave i Blegind og Tiset sogn. Gaven var et dejligt vægur, der nu pryder væggen i min stue, med en sølvplade, der fortæller em anledningen og giverne. Derudover var der endda penge til et stort sølvbæger, ligeledes med inskription.
I denne summariske beskrivelse af Aldrup mølles historie er der desværre ikke plads til at gå i detaljer med eksempelvis gårdens jordtilliggende, - der er heller ikke plads til at fortælle om ålefangsten med salg både i ind- og udland. Det må vente til en senere lejlighed.
Min oldefar drev møllen til sin død i 1917. Min bedstefar Rasmus Christian Bursche var da 60 år, og han døde allerede i 1922, hvorefter min far, der igen hed Johan Christian lige som min oklefar(og jeg selv!), drev møllen indtil den blev nedlagt i 1935/36. Historien om reguleringen af åen, sænkningen af vandstanden i Solbjerg sø og nedlæggelsen af mølleriet må også vente til en anden gang.
Men det skal med, at min bedstefar havde en yngre bror Johan Christoffer, der blev manufakturgrosserer i Århus. I sit testamente oprettede han et »legat til minde om Familien Bursche af Aldrup mølle, oprettet af Købmand J.C. Bursehe og hustru af Aarhus til fremme af landbruget i Blegind og Tiset sogne. Inflationen har desværre medført, at dette legat som så mange andre har måttet ophøre som selvstændigt legat, idet legatportionerne blev for små på grund af pengenes forringede værdi.
Det skal også nævnes, at far havde en søster Olga, der blev gift med den senere sognekonge» i Blegind, Viggo Leth. Men det er nok andre, der skal fortælle slægten Leths historie. Der var ni børn i ægteskabet, og to af sønnerne, Gunnar og Holger, bor jo stadig i Blegind.
Far solgte i 1933 møllegården med landbrugsjorden, men beholdt selv alle »herlighederne»: møllen og møllerettighederne. hl.a. på grund af erstatningen ved den planlagte nedlægning af møllen. Desuden rettighederne til at drive åleiangst og oprette en fangststation, den såkaldte ålekiste. Og endelig et par andele i Ravnholt skov, der endnu i dag udmærker sig ved ikke at være udskiftet. En af de meget få rester fra fællesskabets tid.
Far beholdt et stykke jord på begge sider af det ny åløb, hvorved møllegården blev helt adskilt fra åen. Efter nedlægningen af mølleriet i 1936 blev
ålekisten med tilhørende stemmeværk bygget tværs over åen. Kr. Vestergaard skriver i sin bog om vandmøllerne i gammel Skanderborg amt, at mølle- bygningen er bevaret. Det er desværre ikke tilfældet. Tilbage står i dag kun stuehuset og nogle af landbrugsbygningerne.
På en anden udstykket parcel af møllens jord i Tiset sogn byggede far det røde hus lige over for Tiset skole. Jeg selv var kun 2 år, da vi flyttede fra møllegården, så jeg har ingen personlige erindringer om den. Men der er en omfattende både skriftlig og mundtlig overlevering. som kan danne grundlag for indlæg i kommende årsskrifter.
Møllegården har haft en omskiftelig skæbne siden da. Jorden i både Blegind og Tiset sogne er solgt fra. En periode var gården endda tilholdssted for et kollektiv, der til fulde levede op til navnet. De kaldte sig »Ragnarok»! Vi skal nok være glade for, at far sikrede sig al den skriftlige dokumentation, således at den nu kan ende hvor den rettelig hører hjemme, nemlig på Egnsarkivet i Hørning.
Johan Bursche, Odder
Litteratur
Danmarks Riges Breve, 2. række, 3.
bind, LB. nr. 377
Chr. Heilskov i Aarhus Stifts Aarbøger
1927, 1937 og 1943
Kr. Vestergaard: Vandmøller i gi.
Skanderborg amt, 1981
Aarhus Stiftstidende 16. april og 10.
oktober 1851.
Aarhus Amtstidende 18. november
1934.
Arkivmateriale fra Aldrup mølle.
Brylluppet blev holdt den 6. november 1856, og vielsen blev ikke foretaget i en kirke, men hjemme i Aldrup mølle. Igen et tegn på, at møllen rangerede højere end andre ejendomme. Konge- brevet, der gav tilladelse til denne afvigelse fra ordinansen, eksisterer endnu den dag i dag, og det fremgår, at det var pastor 3. Steenberg fra Tiset og altså ikke præsten fra Blegind, det forrettede vielsen, selv om Aldrup mølle ligger i Blegind sogn.
Vandløbene dannede ofte skel i gamle dage. og ved Aldrup mølle var åen da også skel ikke blot mellem Blegind og Tiset sogne. men også mellem Hjelmslev og Ning herreder, og en tid endda mellem to amter, nemlig Skanderborg og Århus. Selv i dag danner åen her skel mellem Hørning og Århus kommuner, således at Aldrup mølle er Hørning kommunes yderste forpost mod øst. Men så langt tilbage, som overleveringen går, har beboerne i møllen søgt Tiset kirke. Det kan muligvis føres tilbage til, at R.C. Knudsen som nævnt var stærkt engageret i forholdene i Tiset sogn, og familien Bursche har så videreført traditionen. Familiegravstedet findes stadig på Tiset kirkegård, hvor alle gravstenene er bevaret.
Vi ved ikke meget om hverdagen i møllen indtil min oldefar overtog den i 1856. men det fremgår tydeligt af de mange overleverede papirer, at der er tale om et virkeligt systemskifte. Oldefar var som nævnt handelsuddannet, og der blev nu indført en efter den tids forhold avanceret bogføring. I regnskabshøgerne kan man se hvem, der fik malet korn og hvor meget. Kunderne er naturligvis især fra Blegind og Tiset sogne, men der har også været enkelte kunder så langt væk som Skanderborg og Århus. Regnskabet over formaling af korn er ført op til mølleriet blev nedlagt i 1930 erne. Den sidste indførsel i bogen er fra 24. marts 1935, da der for en pris af 20 øre blev formalet 60 kg korn.
I perioder var der også stampemølleri i Aldrup, og kunderne var her især farverierne i Aarhus, men også private kom og fik stampet vadmel. Det var kun få af møllerne, der også udførte stampning, så kundekredsen i Aldrup er hele Ning herred samt en stor del af Hjelmslev herred.
Ved siden af mølleriet var der også landbrug i Aldrup mølle, og det fremgår af regnskabsbøgerne, at der bl.a. blev solgt smør til forretninger i København. Men min oldefar var en driftig forretningsmand, og da andels- bevægelsen fængede i 1880’erne, var han en af initiativtagerne til oprettelsen af Aldrup mejeri i 1885, kun 3 år efter det første andelsmejeri i Danmark. Meget praktisk fik han mejeriet placeret på møllens jord lige på den anden side af åen, så nu var Aldrup virkelig et industricenter på egnen. Og da Tiset skulle have ny skole, ligeledes i 1885, kom den også til at ligge på møllens jord i Tiset sogn ved gammel Horsens landevej.
Ægteparret i Aldrup mølle blev med tiden en institution på egnen. Ved guidbrylluppet i 1906 blev der samlet ind til en gave i Blegind og Tiset sogn. Gaven var et dejligt vægur, der nu pryder væggen i min stue, med en sølvplade, der fortæller em anledningen og giverne. Derudover var der endda penge til et stort sølvbæger, ligeledes med inskription.
I denne summariske beskrivelse af Aldrup mølles historie er der desværre ikke plads til at gå i detaljer med eksempelvis gårdens jordtilliggende, - der er heller ikke plads til at fortælle om ålefangsten med salg både i ind- og udland. Det må vente til en senere lejlighed.
Min oldefar drev møllen til sin død i 1917. Min bedstefar Rasmus Christian Bursche var da 60 år, og han døde allerede i 1922, hvorefter min far, der igen hed Johan Christian lige som min oklefar(og jeg selv!), drev møllen indtil den blev nedlagt i 1935/36. Historien om reguleringen af åen, sænkningen af vandstanden i Solbjerg sø og nedlæggelsen af mølleriet må også vente til en anden gang.
Men det skal med, at min bedstefar havde en yngre bror Johan Christoffer, der blev manufakturgrosserer i Århus. I sit testamente oprettede han et »legat til minde om Familien Bursche af Aldrup mølle, oprettet af Købmand J.C. Bursehe og hustru af Aarhus til fremme af landbruget i Blegind og Tiset sogne. Inflationen har desværre medført, at dette legat som så mange andre har måttet ophøre som selvstændigt legat, idet legatportionerne blev for små på grund af pengenes forringede værdi.
Det skal også nævnes, at far havde en søster Olga, der blev gift med den senere sognekonge» i Blegind, Viggo Leth. Men det er nok andre, der skal fortælle slægten Leths historie. Der var ni børn i ægteskabet, og to af sønnerne, Gunnar og Holger, bor jo stadig i Blegind.
Far solgte i 1933 møllegården med landbrugsjorden, men beholdt selv alle »herlighederne»: møllen og møllerettighederne. hl.a. på grund af erstatningen ved den planlagte nedlægning af møllen. Desuden rettighederne til at drive åleiangst og oprette en fangststation, den såkaldte ålekiste. Og endelig et par andele i Ravnholt skov, der endnu i dag udmærker sig ved ikke at være udskiftet. En af de meget få rester fra fællesskabets tid.
Far beholdt et stykke jord på begge sider af det ny åløb, hvorved møllegården blev helt adskilt fra åen. Efter nedlægningen af mølleriet i 1936 blev
ålekisten med tilhørende stemmeværk bygget tværs over åen. Kr. Vestergaard skriver i sin bog om vandmøllerne i gammel Skanderborg amt, at mølle- bygningen er bevaret. Det er desværre ikke tilfældet. Tilbage står i dag kun stuehuset og nogle af landbrugsbygningerne.
På en anden udstykket parcel af møllens jord i Tiset sogn byggede far det røde hus lige over for Tiset skole. Jeg selv var kun 2 år, da vi flyttede fra møllegården, så jeg har ingen personlige erindringer om den. Men der er en omfattende både skriftlig og mundtlig overlevering. som kan danne grundlag for indlæg i kommende årsskrifter.
Møllegården har haft en omskiftelig skæbne siden da. Jorden i både Blegind og Tiset sogne er solgt fra. En periode var gården endda tilholdssted for et kollektiv, der til fulde levede op til navnet. De kaldte sig »Ragnarok»! Vi skal nok være glade for, at far sikrede sig al den skriftlige dokumentation, således at den nu kan ende hvor den rettelig hører hjemme, nemlig på Egnsarkivet i Hørning.
Johan Bursche, Odder
Litteratur
Danmarks Riges Breve, 2. række, 3.
bind, LB. nr. 377
Chr. Heilskov i Aarhus Stifts Aarbøger
1927, 1937 og 1943
Kr. Vestergaard: Vandmøller i gi.
Skanderborg amt, 1981
Aarhus Stiftstidende 16. april og 10.
oktober 1851.
Aarhus Amtstidende 18. november
1934.
Arkivmateriale fra Aldrup mølle.
Top
Præstegården
blev solgt som præstegård i 1909. På det tidspunkt præstegården blev
solgt, var den byens største gård - 106 tdr. land. Den havde været den
største gård i mange år. Det var præsten, der drev gården, men
forpagtede den dog somme tider ud. Olga Leth’s far var forpagter og
boede i et hus ved siden af kirken (Kirkevænget 7). Han var fra Aldrup
Mølle - en Burche. Gården har skiftet ejer mange gange siden 1909. Arne
Schøler var den 10. ejer.
-De ni foregående ejere var: Hans Holm Sørensen, Anders Sørensen, Hessellund, Jakob Mikkelsen, Kristian Basse, Sevel Jensen, Jens Damsgaard, Juul Nielsen og Basse Rasmussen
Jorden til præstegården har været af større og mindre areal. Der er solgt fra og skiftet. -En af de første ejere, Jakob Mikkelsen solgte jord fra til Borgbjerggården, og Ingerslev Mølle fik 18 tdr.land.
En af de tidlige ejere (Basse) sagde, at muren ud til vejen skulle undermures, for den så forfærdelig ud. Der gik imidlertid 60 år, inden reparationen blev udført!
Der fortælles, at en pastor Hansen, der havde gården i halvfemserne, var meget interesseret i landbrug og gjorde meget ud af det. Til et foredrag havde han hørt, at ajle skulle være godt for frugtbuske.
Han bad derfor karlene bære ajle fra dammen, hvor ajlen løb til, op i haven til frugtbuskene. Der var naturligvis masser af vand i ajlen. Buskene fik en halv spand hver, så præsten kunne se, at de havde været der. -Året efter kom der masser af bær, og præsten fortalte vidt og bredt om, hvor godt ajle var for frugtbuske. Han vidste dog ikke, hvor lidt de havde fået!
Den sidste ejer, Arne Sehøler, der døde for nylig var en god fortæller. En af hans bedste er nok historien om »Slante Laus», præsten, der var velhavende i kraft af sit forretnings- talent. Han købte hele Dørup og Bjertrup fra Skanderborg Slot og solgte til landmændene. -Han købte også kirken. Historien er gengivet i Årsskriftet 1989 af Arne Sehøler.
Arne Schøler’s historiske interesse viste sig også i hans meget fine sten- samling.
På hans marker er der ved åen en boplads fra ældre stenalder og deromkring har han fundet mange fine stenredskaber - også fra yngre stenalder, bronce- og jernalder. De, der har set Schølers samling, er meget betaget af den.
Præstegården i Blegind
Præstegården
blev solgt som præstegård i 1909. På det tidspunkt præstegården blev
solgt, var den byens største gård - 106 tdr. land. Den havde været den
største gård i mange år. Det var præsten, der drev gården, men
forpagtede den dog somme tider ud. Olga Leth’s far var forpagter og
boede i et hus ved siden af kirken (Kirkevænget 7). Han var fra Aldrup
Mølle - en Burche. Gården har skiftet ejer mange gange siden 1909. Arne
Schøler var den 10. ejer.-De ni foregående ejere var: Hans Holm Sørensen, Anders Sørensen, Hessellund, Jakob Mikkelsen, Kristian Basse, Sevel Jensen, Jens Damsgaard, Juul Nielsen og Basse Rasmussen
Jorden til præstegården har været af større og mindre areal. Der er solgt fra og skiftet. -En af de første ejere, Jakob Mikkelsen solgte jord fra til Borgbjerggården, og Ingerslev Mølle fik 18 tdr.land.
En af de tidlige ejere (Basse) sagde, at muren ud til vejen skulle undermures, for den så forfærdelig ud. Der gik imidlertid 60 år, inden reparationen blev udført!
Der fortælles, at en pastor Hansen, der havde gården i halvfemserne, var meget interesseret i landbrug og gjorde meget ud af det. Til et foredrag havde han hørt, at ajle skulle være godt for frugtbuske.
Han bad derfor karlene bære ajle fra dammen, hvor ajlen løb til, op i haven til frugtbuskene. Der var naturligvis masser af vand i ajlen. Buskene fik en halv spand hver, så præsten kunne se, at de havde været der. -Året efter kom der masser af bær, og præsten fortalte vidt og bredt om, hvor godt ajle var for frugtbuske. Han vidste dog ikke, hvor lidt de havde fået!
Den sidste ejer, Arne Sehøler, der døde for nylig var en god fortæller. En af hans bedste er nok historien om »Slante Laus», præsten, der var velhavende i kraft af sit forretnings- talent. Han købte hele Dørup og Bjertrup fra Skanderborg Slot og solgte til landmændene. -Han købte også kirken. Historien er gengivet i Årsskriftet 1989 af Arne Sehøler.
Arne Schøler’s historiske interesse viste sig også i hans meget fine sten- samling.
På hans marker er der ved åen en boplads fra ældre stenalder og deromkring har han fundet mange fine stenredskaber - også fra yngre stenalder, bronce- og jernalder. De, der har set Schølers samling, er meget betaget af den.
Top
I
Blegind indledtes fastelavnsfestlighederne med ringridning, hvor konge
og fanebærer blev kåret. Selve fastelavnsridtet blev gennemført af et
helt optog af ryttere, og en charabanc med både spillemænd og klovne.
Det endelige sigte var naturligvis en fest i forsamlingshuset.
Sparsommelige har man været. Som den gang en gris druknede i en
salpetertønde, der fungerede som afløbsbrønd. Trods den kranke skæbne
blev grisen alligevel solgt i udskåret stand på torvet i Århus.
Sparsommeligheden var en naturlig følge af små indtægter, men priserne var jo også anderledes end dem, vi kender i dag. Der er et eksempel fra 30’erne på en husleje på 10 kroner om måneden, for et hus, men så var det jo godt nok også det tidligere fattighus.
Selv små indtægter skulle der slides for, men den gang var faggrænser intet problem. Kreativiteten var stor, når det gjaldt om at kombinere forskellige indtægtsmuligheder.
En daglejer fungerede tillige som skaffer ved større fester, medens hans kone påtog sig alle forskellige gøremål på gårdene. En mand hentede sig sit udkomme ved at lave tøjrepæle og køller. En gammel dame påtog sig at lære børnene at stave. En arbejds- og vejmand klippede byens drenge.
Sparsommeligheden var en naturlig følge af små indtægter, men priserne var jo også anderledes end dem, vi kender i dag. Der er et eksempel fra 30’erne på en husleje på 10 kroner om måneden, for et hus, men så var det jo godt nok også det tidligere fattighus.
Selv små indtægter skulle der slides for, men den gang var faggrænser intet problem. Kreativiteten var stor, når det gjaldt om at kombinere forskellige indtægtsmuligheder.
En daglejer fungerede tillige som skaffer ved større fester, medens hans kone påtog sig alle forskellige gøremål på gårdene. En mand hentede sig sit udkomme ved at lave tøjrepæle og køller. En gammel dame påtog sig at lære børnene at stave. En arbejds- og vejmand klippede byens drenge.
Læreren
på skolen drev et mindre jordbrug og havde både køer og grise, men så
havde han, som der siges, også god hjælp af skolebørnene. J0, det var
et broget liv, der udspillede sig i Blegind. Der boede spændende
mennesker, der ikke var originaler i den nedsættende betydning. De kan
bedre
karakteriseres som originale og hittepåsomme. En mand fra byen byggede sin egen vindmølle. Han var fingernem og reparerede maskiner - lidt Storm-Pagtigt siges der, men de fungerede.
Det var lidt af en Ole opfindertype, der også evnede at bygge sit eget hus. En anden gjorde sig så gode venner med uglerne, der logerede i træerne rundt om huset, at de ofte sad på hans skulder. Vist er der meget at fortælle om Blegind i tidligere tider. Om den inkarnerede asket, der vendte sit ikke- ryger skilt om, når den dygtige og vellidte tømrer kom - og så røg han alligevel ikke. Om drengen, der i kraft af et dødsfald måtte afskrive 25 øre han ærligt havde fortjent - er der noget at sige til, at han også måtte kommentere det?
Om manden, der måtte ud på en lufttur, fordi han brugte lovlig stærke patroner til at sprænge en trærod i luften med. Jo, også i Blegind er der sket mangt og meget, som kan hjælpe os til at danne os et billede af, hvordan hverdagen forløb i en tid, hvor det var de nære ting, der optog folk.
karakteriseres som originale og hittepåsomme. En mand fra byen byggede sin egen vindmølle. Han var fingernem og reparerede maskiner - lidt Storm-Pagtigt siges der, men de fungerede.
Det var lidt af en Ole opfindertype, der også evnede at bygge sit eget hus. En anden gjorde sig så gode venner med uglerne, der logerede i træerne rundt om huset, at de ofte sad på hans skulder. Vist er der meget at fortælle om Blegind i tidligere tider. Om den inkarnerede asket, der vendte sit ikke- ryger skilt om, når den dygtige og vellidte tømrer kom - og så røg han alligevel ikke. Om drengen, der i kraft af et dødsfald måtte afskrive 25 øre han ærligt havde fortjent - er der noget at sige til, at han også måtte kommentere det?
Om manden, der måtte ud på en lufttur, fordi han brugte lovlig stærke patroner til at sprænge en trærod i luften med. Jo, også i Blegind er der sket mangt og meget, som kan hjælpe os til at danne os et billede af, hvordan hverdagen forløb i en tid, hvor det var de nære ting, der optog folk.
Top
Blade fra sognefogeds dagbog
Detektiv:Den
bortløbne hund - eller hvad en sognefoged også kunne komme ud for.
Engang blev der indleveret en bortløben hund, og det var dengang sognefogedens opgave at finde ud af, hvor den hørte hjemme. Det var også en let sag, hvis hunden havde båret hunde- tegn, som påkrævet dengang. Men folk glemte tit at give hunden tegnet på, og jeg måtte derfor spørge mig for, for at finde ejerne.
Den hund, jeg omtaler her, blev genkendt af en reservepost, der forsikrede, at hunden tilhørte en enke på en nærmere angivet adresse i Hørning. Han forklarede, at der ved huset lå et lille udhus, hvor hunden havde sin kasse med hø stående. -»Der kan du bare lukke den ind, der er ingen hjemme om dagen, når konen er på arbejde», sagde posten.
Da jeg ikke havde bil dengang, cyklede jeg til Hørning med hunden i snor. Der stod ganske rigtigt en kasse med hø i udhuset, og jeg lukkede hunden derind. For en ordens skyld gik jeg til døren for at høre, om der var nogen hjemme. Men døren var låst, og en hund begyndte at gø i køkkenet. Ved et kik ind af vinduet kunne jeg se, der var stor lighed med hunden derinde og den, jeg netop havde lukket ind i udhuset! - Konen kunne selvfølgelig have to?
Jeg hørte aldrig mere til hunden!!
Giftefoged:
Den største - eller i hvert fald den mest særprægede begivenhed i min sognefogedtid i Blegind - var, da jeg fik æren at være giftefoged for et ungt par, der ønskede borgerlig vielse hos sognefogeden.
Jeg havde lidt spekulationer med, hvem jeg skulle tage som vidner, men det klarede brudeparret selv, idet de ringede hertil og fortalte, at de tog et par gode venner med som vidner. Min kone og jeg gjorde det lidt hyggeligt med lys og blomster, inden de ankom, og efter vielsen fik vi vin og småkager.
Til min store overraskelse havde brudeparret en gave med til mig for ulejligheden, og under den efterfølgende snak fik de fortalt, at de skulle feste på Hørning kro om aftenen. Da de var gået, bestilte jeg en buket, som’ blev sendt til kroen. Jeg har ikke siden hørt fra det unge par, men jeg håber, det slutter som en god historie med, at de lever lykkeligt til deres dages ende.
Invar Jensen
fhv. sognefoged i Blegind
Ramus Rasmussen blev født 22. april 1835 på slægtens gård i Opstup. Han giftede sig 3. juli 1867 (32 år gl.) med Karen Marie Nielsen. Hun var født 16. juli 1843 i Onsted og var ved brylluppet, som stod i Mårslet, 24 år.
Efter brylluppet købte de Borgbjerggården i Blegind, og fra den gård tog familien navnet i 1905, altså først 2 år, før Rasmus døde.
De folk, der nu flyttede ind på Borg- bjerg, var unge mennesker med mod på livet, arbejdsomme og energiske. De vidste, hvordan den gård skulle drives og satte en ære i at vise de andre, hvad de havde nået. Man var altid på Borgbjerg først med at så og høste. Man sagde i sognet, at »ham dernede på Borgbjerg, han høster jo mens kornet er grønt. -Men også Karen Marie var med på det nye. Hun lagde skrukhens på rugeæg og fik kyllinger, satte en stor ære i, at hendes ting i køkkenhaven også var noget af det første, der var fremme.
Op mod jul blev der slagtet og bagt i stor stil. Kamilla og den ældre bror Jakob, blev sendt ud i plantagen efter pølsepinde, der blev tændt op i den store ovn, og selv Rasmus hjalp til med at bage brød, kager og pebernødder. Alle urtepotterne i vinduerne fik viklet rødt crepe-papir omkring sig, og Kamilla var den første af børnene, der fik noget, der lignede et juletræ. -To stole blev sat med ryggen mod hinanden, og en grangren blev bundet til ryggen af hver... .Et par dage før jul blev der sendt en kurv med sylte, blodpølse, brød og kager til enkerne i byen samt dem, der ellers trængte til lidt opmuntring ved juletid.
Når der døde en i byen, blev der altid sendt en krans fra Borgbjerg, og om sommeren bandt Karen Marie selv kransene af havens blomster. Kamilla fortalte ofte om dengang en lille legekammerat døde. Karen Marie sendte Kamilla ned med en rød rose, som blev lagt i kisten.
Rasmus behandlede alle ens enten de var høj eller lav, hvilket følgende lille tildragelse fortæller lidt om. Langs vejen til Borgbjerg var der et læhegn, der grænsede op mod præstegårdsjorden (præsten boede dengang i Blegind). Dette hegn havde efterhånden fået så store grene ud over vejen, at de generede de kørende. Rasmus bad derfor præsten fjerne grenene, hvilket denne nægtede. Resolut stillede Rasmus op med sine karle og skar alle grenene af, idet han erklærede at de jo ragede hatten af folk, der kørte forbi.
Efter Rasmus's død overtog Jens Borgbjerg-gården, og Karen Marie flyttede sammen med Kamilla op til Blegind i et lille hus lige overfor købmanden.
Engang blev der indleveret en bortløben hund, og det var dengang sognefogedens opgave at finde ud af, hvor den hørte hjemme. Det var også en let sag, hvis hunden havde båret hunde- tegn, som påkrævet dengang. Men folk glemte tit at give hunden tegnet på, og jeg måtte derfor spørge mig for, for at finde ejerne.
Den hund, jeg omtaler her, blev genkendt af en reservepost, der forsikrede, at hunden tilhørte en enke på en nærmere angivet adresse i Hørning. Han forklarede, at der ved huset lå et lille udhus, hvor hunden havde sin kasse med hø stående. -»Der kan du bare lukke den ind, der er ingen hjemme om dagen, når konen er på arbejde», sagde posten.
Da jeg ikke havde bil dengang, cyklede jeg til Hørning med hunden i snor. Der stod ganske rigtigt en kasse med hø i udhuset, og jeg lukkede hunden derind. For en ordens skyld gik jeg til døren for at høre, om der var nogen hjemme. Men døren var låst, og en hund begyndte at gø i køkkenet. Ved et kik ind af vinduet kunne jeg se, der var stor lighed med hunden derinde og den, jeg netop havde lukket ind i udhuset! - Konen kunne selvfølgelig have to?
Jeg hørte aldrig mere til hunden!!
Giftefoged:
Den største - eller i hvert fald den mest særprægede begivenhed i min sognefogedtid i Blegind - var, da jeg fik æren at være giftefoged for et ungt par, der ønskede borgerlig vielse hos sognefogeden.
Jeg havde lidt spekulationer med, hvem jeg skulle tage som vidner, men det klarede brudeparret selv, idet de ringede hertil og fortalte, at de tog et par gode venner med som vidner. Min kone og jeg gjorde det lidt hyggeligt med lys og blomster, inden de ankom, og efter vielsen fik vi vin og småkager.
Til min store overraskelse havde brudeparret en gave med til mig for ulejligheden, og under den efterfølgende snak fik de fortalt, at de skulle feste på Hørning kro om aftenen. Da de var gået, bestilte jeg en buket, som’ blev sendt til kroen. Jeg har ikke siden hørt fra det unge par, men jeg håber, det slutter som en god historie med, at de lever lykkeligt til deres dages ende.
Invar Jensen
fhv. sognefoged i Blegind
Den 30. november 1974 døde
gårdejer Viggo Leth, Blegind. Han var født 1887 på slægtsgården
»Elmelunde i Blegind og blev således 87 år gammel.
Viggo Leth var uddannet som landmand. Han havde både været på højskole og landbrugsskole. I 1910 overtog han sit fædrende hjem sammen med sin hustru Olga, der også var født i Blegind. Fru Leth stod på en enestående måde sammen med sin mand og det både i arbejde og fest. Det samme gjalt ægteparrets 9 børn.
Leth tilhørte den på Århusegnen i næsten 600 år kendte gren af slægten Leth (Harlevholm slægten). Gården »Elmelunde.
Viggo Leth var først og fremmest landmand. Men foruden at drive sin ejendom som en mønstergård interesserede han sig overordentligt meget for alt offentligt arbejde.
Leth var medlem af Blegind-Hørning sogneråd 1937-62. De sidste 5 år som formand. Det var en tid, hvor landet var præget af stor arbejdsløshed og havde vanskeligheder med at komme af med dets landbrugsproduktion til udlandet. Det var en tid med problemer vedrørende vej-og kloakvæsen, og sidst men ikke mindst var det en tid med den tyske besætttelse og dens vanskeligheder.
Og efter krigen kom der skole- og boligproblemer. De sociale forhold trængte sig på og måtte løses sammen med sundheds- og brandvæsen m.m.
Viggo Leth fulgte, ikke mindst som sognerådsformand, med udviklingen. Han tog fat på opgaverne efterhånden, som de kom. Han tvang ikke sagerne igennem, han var altid villig til at forhandle om dem. På den måde fik han sine ting igennem, og det betød også, at han kunne hjælpe, når det var nødvendigt, og det gjorde han, men det måtte ikke misbruges. Det blev det heller aldrig. Han var af den mening, at mange problemer løstes bedst i forbindelse med det private initiativ. I øvrigt var det Viggo Leth, der gennemførte kommunesammenlægning i
Skanderborg Amt mellem BlegindHørning og Adslev-Mjesing.
Som menneske var Viggo Leth en jovial og venlig mand, der var i besiddelse af stort lune og megen sund fornuft. Han var ganske usnobbet og jævn. Hans forståelse for de små i samfundet var stor. Og hans motto var:» Vær dig selv, men ikke vær dig selv nok.
Viggo Leth var uddannet som landmand. Han havde både været på højskole og landbrugsskole. I 1910 overtog han sit fædrende hjem sammen med sin hustru Olga, der også var født i Blegind. Fru Leth stod på en enestående måde sammen med sin mand og det både i arbejde og fest. Det samme gjalt ægteparrets 9 børn.
Leth tilhørte den på Århusegnen i næsten 600 år kendte gren af slægten Leth (Harlevholm slægten). Gården »Elmelunde.
Viggo Leth var først og fremmest landmand. Men foruden at drive sin ejendom som en mønstergård interesserede han sig overordentligt meget for alt offentligt arbejde.
Leth var medlem af Blegind-Hørning sogneråd 1937-62. De sidste 5 år som formand. Det var en tid, hvor landet var præget af stor arbejdsløshed og havde vanskeligheder med at komme af med dets landbrugsproduktion til udlandet. Det var en tid med problemer vedrørende vej-og kloakvæsen, og sidst men ikke mindst var det en tid med den tyske besætttelse og dens vanskeligheder.
Og efter krigen kom der skole- og boligproblemer. De sociale forhold trængte sig på og måtte løses sammen med sundheds- og brandvæsen m.m.
Viggo Leth fulgte, ikke mindst som sognerådsformand, med udviklingen. Han tog fat på opgaverne efterhånden, som de kom. Han tvang ikke sagerne igennem, han var altid villig til at forhandle om dem. På den måde fik han sine ting igennem, og det betød også, at han kunne hjælpe, når det var nødvendigt, og det gjorde han, men det måtte ikke misbruges. Det blev det heller aldrig. Han var af den mening, at mange problemer løstes bedst i forbindelse med det private initiativ. I øvrigt var det Viggo Leth, der gennemførte kommunesammenlægning i
Skanderborg Amt mellem BlegindHørning og Adslev-Mjesing.
Som menneske var Viggo Leth en jovial og venlig mand, der var i besiddelse af stort lune og megen sund fornuft. Han var ganske usnobbet og jævn. Hans forståelse for de små i samfundet var stor. Og hans motto var:» Vær dig selv, men ikke vær dig selv nok.
Ramus Rasmussen blev født 22. april 1835 på slægtens gård i Opstup. Han giftede sig 3. juli 1867 (32 år gl.) med Karen Marie Nielsen. Hun var født 16. juli 1843 i Onsted og var ved brylluppet, som stod i Mårslet, 24 år.
Efter brylluppet købte de Borgbjerggården i Blegind, og fra den gård tog familien navnet i 1905, altså først 2 år, før Rasmus døde.
De folk, der nu flyttede ind på Borg- bjerg, var unge mennesker med mod på livet, arbejdsomme og energiske. De vidste, hvordan den gård skulle drives og satte en ære i at vise de andre, hvad de havde nået. Man var altid på Borgbjerg først med at så og høste. Man sagde i sognet, at »ham dernede på Borgbjerg, han høster jo mens kornet er grønt. -Men også Karen Marie var med på det nye. Hun lagde skrukhens på rugeæg og fik kyllinger, satte en stor ære i, at hendes ting i køkkenhaven også var noget af det første, der var fremme.
Op mod jul blev der slagtet og bagt i stor stil. Kamilla og den ældre bror Jakob, blev sendt ud i plantagen efter pølsepinde, der blev tændt op i den store ovn, og selv Rasmus hjalp til med at bage brød, kager og pebernødder. Alle urtepotterne i vinduerne fik viklet rødt crepe-papir omkring sig, og Kamilla var den første af børnene, der fik noget, der lignede et juletræ. -To stole blev sat med ryggen mod hinanden, og en grangren blev bundet til ryggen af hver... .Et par dage før jul blev der sendt en kurv med sylte, blodpølse, brød og kager til enkerne i byen samt dem, der ellers trængte til lidt opmuntring ved juletid.
Når der døde en i byen, blev der altid sendt en krans fra Borgbjerg, og om sommeren bandt Karen Marie selv kransene af havens blomster. Kamilla fortalte ofte om dengang en lille legekammerat døde. Karen Marie sendte Kamilla ned med en rød rose, som blev lagt i kisten.
Rasmus behandlede alle ens enten de var høj eller lav, hvilket følgende lille tildragelse fortæller lidt om. Langs vejen til Borgbjerg var der et læhegn, der grænsede op mod præstegårdsjorden (præsten boede dengang i Blegind). Dette hegn havde efterhånden fået så store grene ud over vejen, at de generede de kørende. Rasmus bad derfor præsten fjerne grenene, hvilket denne nægtede. Resolut stillede Rasmus op med sine karle og skar alle grenene af, idet han erklærede at de jo ragede hatten af folk, der kørte forbi.
Efter Rasmus's død overtog Jens Borgbjerg-gården, og Karen Marie flyttede sammen med Kamilla op til Blegind i et lille hus lige overfor købmanden.
Det
har op igennem historien, til og med begyndelsen af dette århundrede,
været almindeligt og vel også nødvendigt, at udnytte den menneskelige
arbejdskraft fra den tidlige barndom- 5-6 års alderen- til så langt op
i alderdommen, som det var muligt at presse lidt arbejde ud af de gamle.
Den smule alderdomsforsorg, som var, for den store del af befolkningen, trådte først i kraft, når de gamle var slidt op. Hårdest har forholdene været for de fattige familier, og det var de fleste,husmænd, indsiddere og jordløse.
Der er skrevet mange dybt rørende beretninger om børn, som allerede i 5-6 års alderen er blevet sat i tjeneste hos fremmede, ofte langt fra hjemmet, som de måske ikke så igen i flere måneder.
De er kommet i arbejde som smådrenge - hyrdedrenge og lillepiger- gåsepiger. De har stået allernederst i hierakiet, og alle andre på gården har kunnet sætte dem i arbejde.
For arbejdet har børnene fået føden et par træsko og måske lidt tøj, ting,- som deres fattige hjem vanskeligt kunne få råd til at give dem.
Også alderdommen kunne være - kummerlig for de mange. Det blev betagtet som en skam ikke at kunne for sørge sig selv, og det har ofte været et umenneskeligt slid at holde sulten fra døren, ofte kun muligt ved gode menneskers hjælp eller ligefrem tiggeri.
Når den gamle ikke kunne klare sig selv mere kom han/hun »på kassen»-fattigkassen- man blev anbragt på fattiggården- huset, som man havde i næsten alle landsbyer indtil noget op i dette århundrede.
I triste omgivelser måtte den gamle henslæbe sine sidste glædesløse år, ofte sammen med invalide og psykisk ødelagte mennesker.
Mange steder varede disse forhold ved, til vi fik den store socialreform i 1933. Først da kunne de gamle få aldersrente, og nu blev der også bygget alderdomshjem, hvor de gamle under rimelige forhold kunne tilbringe alderdommen.
Der var dog en gruppe, som var bedre stillet i deres alderdom. Det var dem, som ejede landsbyens gårde, de var formuende og kunne derfor stille krav til den, der skulle overtage gården- oftest en søn.
Der blev så udfærdiget en aftægstkontrakt, som nøje beskrev, hvilke årlige ydelser, den nye ejer var forpligtet til at levere den tidligere ejer- aftægtsmanden. Den langt overvejende del af ydelser skulle leveres i naturalier.
Men nu til aftægtskontrakten, som den kunne se ud for 100-150 år siden:
Jeg N.C., der ved Kjøbekontrakt af D.D. har afkjøbt min Fader C.N. den ham tilhørende Ejendom Mat. N. - på x-Mark y-Sogn forbinder herved mig og denne Ejendoms efterfølgende Ejere til at yde min Fader fornævnte C.N. saalænge han leverer følgende aftægt:
Til udelukkende brug og benyttelse for min fader med hustand, er jeg pligtig til, naar forlanges, at indrette i den østre ende af stuehuset en aftægtsbolig bestaaende af 2 Værelser og et Kjøkken samt Entre. Indretningen sker saaledes som Aftægtsmanden ønsker det og paahviler Lejlighedens senere Vedligeholdelse saavel ind- som udvendig Gaardens Ejer. Til Ildebrændsel overlades Aftægtsmanden et fag i Udlandet. Envidere overlades ham den vestlige Halvdel af Haven. Jeg er pligtig til at lade denne Del af Haven indhegne, vedligeholde Hegnet. samt aarlig paaføre haven 2 læs gjødning. Aftægtsmanden og andre, der er i følge med ham, har fri Færdsel overalt i Gaarden og paa Marken, dog selvfølgelig uden at maatte foraarsage Skade. Ligeledes har han ret til benyttelse af Brønd og Latrin. Gaardens Ejer skal afgive fornødent Staldrum til Heste tilhørende Fremmede, som maatte gjæste Aftægtsmanden.
2Den smule alderdomsforsorg, som var, for den store del af befolkningen, trådte først i kraft, når de gamle var slidt op. Hårdest har forholdene været for de fattige familier, og det var de fleste,husmænd, indsiddere og jordløse.
Der er skrevet mange dybt rørende beretninger om børn, som allerede i 5-6 års alderen er blevet sat i tjeneste hos fremmede, ofte langt fra hjemmet, som de måske ikke så igen i flere måneder.
De er kommet i arbejde som smådrenge - hyrdedrenge og lillepiger- gåsepiger. De har stået allernederst i hierakiet, og alle andre på gården har kunnet sætte dem i arbejde.
For arbejdet har børnene fået føden et par træsko og måske lidt tøj, ting,- som deres fattige hjem vanskeligt kunne få råd til at give dem.
Også alderdommen kunne være - kummerlig for de mange. Det blev betagtet som en skam ikke at kunne for sørge sig selv, og det har ofte været et umenneskeligt slid at holde sulten fra døren, ofte kun muligt ved gode menneskers hjælp eller ligefrem tiggeri.
Når den gamle ikke kunne klare sig selv mere kom han/hun »på kassen»-fattigkassen- man blev anbragt på fattiggården- huset, som man havde i næsten alle landsbyer indtil noget op i dette århundrede.
I triste omgivelser måtte den gamle henslæbe sine sidste glædesløse år, ofte sammen med invalide og psykisk ødelagte mennesker.
Mange steder varede disse forhold ved, til vi fik den store socialreform i 1933. Først da kunne de gamle få aldersrente, og nu blev der også bygget alderdomshjem, hvor de gamle under rimelige forhold kunne tilbringe alderdommen.
Der var dog en gruppe, som var bedre stillet i deres alderdom. Det var dem, som ejede landsbyens gårde, de var formuende og kunne derfor stille krav til den, der skulle overtage gården- oftest en søn.
Der blev så udfærdiget en aftægstkontrakt, som nøje beskrev, hvilke årlige ydelser, den nye ejer var forpligtet til at levere den tidligere ejer- aftægtsmanden. Den langt overvejende del af ydelser skulle leveres i naturalier.
Men nu til aftægtskontrakten, som den kunne se ud for 100-150 år siden:
Jeg N.C., der ved Kjøbekontrakt af D.D. har afkjøbt min Fader C.N. den ham tilhørende Ejendom Mat. N. - på x-Mark y-Sogn forbinder herved mig og denne Ejendoms efterfølgende Ejere til at yde min Fader fornævnte C.N. saalænge han leverer følgende aftægt:
Til udelukkende brug og benyttelse for min fader med hustand, er jeg pligtig til, naar forlanges, at indrette i den østre ende af stuehuset en aftægtsbolig bestaaende af 2 Værelser og et Kjøkken samt Entre. Indretningen sker saaledes som Aftægtsmanden ønsker det og paahviler Lejlighedens senere Vedligeholdelse saavel ind- som udvendig Gaardens Ejer. Til Ildebrændsel overlades Aftægtsmanden et fag i Udlandet. Envidere overlades ham den vestlige Halvdel af Haven. Jeg er pligtig til at lade denne Del af Haven indhegne, vedligeholde Hegnet. samt aarlig paaføre haven 2 læs gjødning. Aftægtsmanden og andre, der er i følge med ham, har fri Færdsel overalt i Gaarden og paa Marken, dog selvfølgelig uden at maatte foraarsage Skade. Ligeledes har han ret til benyttelse af Brønd og Latrin. Gaardens Ejer skal afgive fornødent Staldrum til Heste tilhørende Fremmede, som maatte gjæste Aftægtsmanden.
Aarlig
leveres Aftægtsmanden:
3-tre-Tdr. Rug, 2-toTdr. Byg, 2-to- Tdr. Malt, 1/2-en halv-Tdr. Boghvedegryn, 1-en Td. Byggryn, 6-sex- Lispund saltet og røget Flæsk, hvoraf de 3 Lispund skal være godt Mellemflæsk. 3-tre-Lispund Smør, 2-to Lis- pund Ost, 1-et slagtet Faar (af levende vægt 100 pund), 1- et slagtet Lam (af levende vægt 75 pund), 4-fire - Snese Hønseæg, 1-et Lispund renskeget Hør, 2-to- Tdr. Kartofter, 1-en - Skp. Kjøkkensalt og fornødent Strøsand samt 50 Kr. -Femti Kroner i Penge.
Samtlige disse Varer, der skulle være gode, sunde og i enhver Henseende forsvarlige, leveres bestandig paa Aftægtsmandens Bopæl og saaledes:
Rug, Byg, Malt, Byggryn, Boghvedegryn, Kjøkkensalt og Penge med Halvdelen hver 1. Maj og 1. November, Ost og Æg med 1/4 hver 1. Maj, 1. Aug, 1. November og 1. Februar, Smørret med 2 pund 1. og is. i hver Maaned, Hør og Kartofler 1. November, Flæsk, Lam og Faar 1. December og Strøsand efterhaanden som forlanges.
Hvis Aftægtsmanden ikke føler sig tilfreds med de leverede Ydelser, kan han, naar Indsigelse fremsættes senest 2 Dage efter Leveringen, forlange sig dem betalt i Penge, Kornet efter Kapiteltaxt og de øvrige Præstationer efter gangbar Pris.
Kornvarerne skal Gaardens ejer uden Udgift for Aftægtsmanden og naar han forlanger det, besørge til Mølle, her malet og derefter hjemført til hans’ Bolig, ligesom Gaardens Ejer skal lade Aftægtsmandens Brød bage, øl brygge og klæder samt linned vaske, tørre og stryge, alt på forlangende.
33-tre-Tdr. Rug, 2-toTdr. Byg, 2-to- Tdr. Malt, 1/2-en halv-Tdr. Boghvedegryn, 1-en Td. Byggryn, 6-sex- Lispund saltet og røget Flæsk, hvoraf de 3 Lispund skal være godt Mellemflæsk. 3-tre-Lispund Smør, 2-to Lis- pund Ost, 1-et slagtet Faar (af levende vægt 100 pund), 1- et slagtet Lam (af levende vægt 75 pund), 4-fire - Snese Hønseæg, 1-et Lispund renskeget Hør, 2-to- Tdr. Kartofter, 1-en - Skp. Kjøkkensalt og fornødent Strøsand samt 50 Kr. -Femti Kroner i Penge.
Samtlige disse Varer, der skulle være gode, sunde og i enhver Henseende forsvarlige, leveres bestandig paa Aftægtsmandens Bopæl og saaledes:
Rug, Byg, Malt, Byggryn, Boghvedegryn, Kjøkkensalt og Penge med Halvdelen hver 1. Maj og 1. November, Ost og Æg med 1/4 hver 1. Maj, 1. Aug, 1. November og 1. Februar, Smørret med 2 pund 1. og is. i hver Maaned, Hør og Kartofler 1. November, Flæsk, Lam og Faar 1. December og Strøsand efterhaanden som forlanges.
Hvis Aftægtsmanden ikke føler sig tilfreds med de leverede Ydelser, kan han, naar Indsigelse fremsættes senest 2 Dage efter Leveringen, forlange sig dem betalt i Penge, Kornet efter Kapiteltaxt og de øvrige Præstationer efter gangbar Pris.
Kornvarerne skal Gaardens ejer uden Udgift for Aftægtsmanden og naar han forlanger det, besørge til Mølle, her malet og derefter hjemført til hans’ Bolig, ligesom Gaardens Ejer skal lade Aftægtsmandens Brød bage, øl brygge og klæder samt linned vaske, tørre og stryge, alt på forlangende.
Daglig
leveres Aftægtsmanden paa
hans Bopæl om Morgenen strax efter Malkuingen i Tidsrummet fra L Maj
til 1. November 6-sex-potter nymalket og ublandet Mælk og i den øvrige
Del af Aaret 4-Fire-Potter daglig.
4Til
Ildebrændsel leveres
Aftægtsmanden aarlig 4000-fire Tusinde-æltede, strøgne og tørre Tørv af
almindelig Størrelse, 1-en-Favn Kløvet favntræ og’ 2-to-læs
Topbrændsel, Tørvene i rette indførselstid senest hver 1. August,
Topbrændsel hver 1. Maj. Tørv og Træ er Gaardens Ejer pligtig til at
opsætte forsvarligt i Brændehuset, Tørvene stables og Træet saves og
kløves til almindeligt Kakkelovnsbrænde.
5Af
det med Gaarden
solgte Indbo og Husgeraadsgjenstand forbehold Aftægtsmanden sig Ret til
at udtage til fuld Ejendom saa mange Gjenstande, som han ønsker til
Brug paa Aftægten.
6Gaardens
Ejer afgiver aarlig 10-ti- Gange
til Disposition for Aftægtsmanden og hvem anden han maatte ønske at
medtage, en forsvarlig med to Heste forspændt Fjedervogn med Agestole
og en paalidelig Kudsk til Rejser, som ikke maa overstige en Vejlængde
fra Aftægtsmandens Bopæl af 3-tre-Mil. Befordringen skal vente paa det
fremmede Sted for at kjøre Vedkommende tilbage og den kan ikke fordres
afgivet i Sæd eller Høst- tid. Læge og Præst skal Gaardens Ejer hente
og hjemkøre, naar og saa ofte det forlanges af Aftægtsmanden ligesom
han ogsaa skal besørge Medicin hjembragt til Aftægtsmanden.
7I
Aftægtmandens Alderdom eller mulige Sygdom skal Gaardens Ejer yde ham
al den Pleje og Opvartning, som maa ansees fornødent og som han maatte
forlange. ønsker han et kvindeligt Tyende til Pleje og Opvartning
betaler jeg ham aarlig i Løn til Tyendet 50-femti-Kroner med Halvdelen
hver 1. Maj og 1. November. Aftægtsmanden fæster selv Tyendet.
8Skulle
Aftægtsmanden faa i Sinde at fraflytte Aftægtsboligen staar saadant ham
frit for. Aftægten leveres ham da paa hans ny Bopæl, saafremt denne
ligger indenfor 3 Mil fra Gaarden; flytter han længere bort, maa han
lade Aftægtspræstationerne afhente paa Gaarden.
I tilfælde af Flytning bortfalder dog Benyttelsen af Bolig, Have, Mælk, Ildebrændsel, Kjørsel samt Pleje og Opvartning (dog ikke de 50 Kr. til Tyende). Erstatning for hvilke Dele Gaardens Ejer aarlig betaler Aftægtsmanden 150 - et Hundrede femti - Kroner, med Halvdelen hver 1. Maj og 1. November. Tilb agdflytning kan ske til hver 1. Maj og 1. November, med 1/2 Aars Varsel og alt efter Kontrakten leveres da ganske saaledes som forinden Fraflytningen.
9I tilfælde af Flytning bortfalder dog Benyttelsen af Bolig, Have, Mælk, Ildebrændsel, Kjørsel samt Pleje og Opvartning (dog ikke de 50 Kr. til Tyende). Erstatning for hvilke Dele Gaardens Ejer aarlig betaler Aftægtsmanden 150 - et Hundrede femti - Kroner, med Halvdelen hver 1. Maj og 1. November. Tilb agdflytning kan ske til hver 1. Maj og 1. November, med 1/2 Aars Varsel og alt efter Kontrakten leveres da ganske saaledes som forinden Fraflytningen.
Naar
aftægtsmanden afgaar ved døden
besørger gaardens ejer ham hæderligt og anstændigt begravet, saaledes
som skik og brug er for gaardfolk her.
10Nærværende
Aftægt skal
have Prioritets Panteret næst Bankhæftelse, Plov- harve-Penge, kgl.
Penge og Vejservitut samt 21.000 Kr. Kreditforeningsmidler eller andre
Midler til forhøjet Rente i den solgte Ejendom Matr. N. - af x-by af
samlet Hartkorn 4 Tdr. 2 Skp. 2 Tdk. i 3/4 All. med Besætning, Avl og
Afgrøde.
Jeg C.N. erkjender herved at være enig i foranstående. For det stemplede Papirs Skyld anslaas Aftægten til en kapitaliseret Værdi af 2000 Kr. Til Bekræftelse med vore Underskriftes vidnefast.
pt. Skanderborg d. 20. Maj 1889.
N.C. C.N.
Tilføjes denne Kontrakt:
At det i Post 2 omhandlende Faar skal have en levende vægt af 128 Pund. At den kontante Pengeydelse efter samme Post forhøjes fra 50 Kr. til 100
- Et Hundrede Kroner aarlig, dog først fra 1. Maj 1890 at regne og
At Aftægtsboligen forsynes med et Komfur, der leveres af Aftægtsyderen og skal være nyt og i forsvarlig Stand. For det stemplede Papirs Skyld bemærkes at aftægtens Kapitalværdi er forhøjet med 300 Kr.
pr. Skanderborg d. 28. November 1889
N.C C.N.
Peter Friis Kristiansen
Johannes Grønborg der var friskolelærer i Blegind, gjorde et memoire over sit liv, som nok er værd at læse. Vi har plukket lidt i skriftet - og bringer her et udpluk fra hans periode som lærer i Blegind fra 1885-1887.
Johannes Grønborg fortæller:
Jeg C.N. erkjender herved at være enig i foranstående. For det stemplede Papirs Skyld anslaas Aftægten til en kapitaliseret Værdi af 2000 Kr. Til Bekræftelse med vore Underskriftes vidnefast.
pt. Skanderborg d. 20. Maj 1889.
N.C. C.N.
Tilføjes denne Kontrakt:
At det i Post 2 omhandlende Faar skal have en levende vægt af 128 Pund. At den kontante Pengeydelse efter samme Post forhøjes fra 50 Kr. til 100
- Et Hundrede Kroner aarlig, dog først fra 1. Maj 1890 at regne og
At Aftægtsboligen forsynes med et Komfur, der leveres af Aftægtsyderen og skal være nyt og i forsvarlig Stand. For det stemplede Papirs Skyld bemærkes at aftægtens Kapitalværdi er forhøjet med 300 Kr.
pr. Skanderborg d. 28. November 1889
N.C C.N.
Peter Friis Kristiansen
Johannes Grønborg der var friskolelærer i Blegind, gjorde et memoire over sit liv, som nok er værd at læse. Vi har plukket lidt i skriftet - og bringer her et udpluk fra hans periode som lærer i Blegind fra 1885-1887.
Johannes Grønborg fortæller:
Jeg
mindes engang at havde hørt eller læst: »Fri os fra de glade amatører».
Min amatørisme understreges af, at jeg ikke husker kilden. I Hørning
Egnsarkiv er vi på det historiske område en flok glade amatører - men
uden sådanne, intet egnsarkiv. Gennem årsskriftet søger vi at udbrede
vores lokalhistoriske interesse til flere - men også på udgiverområdet
er vi de glade amatører.
Vi forsøger os med båndoptagelser, referater, som fortolkere o . m. a., men fagspecialister er vi bestemt ikke. Der, hvor der er størst risiko for fejl, er i det stof, vi indsamler på vore åbne møder, hvor meget er erindringsstof af anekdotisk karakter.
Dette er ingen undskyldning for, hvad vi skriver eller har skrevet, for vi har den opfattelse, at det anekdotiske stof
trods alt tegner et tidsbilede. Det er derimod en forklaring på, at vi ikke kommenterer henvendelser om unøjagtigheder - men bare glæder os over at nogen har læst det så grundigt, at de henvender sig. Det vi iøvrigt kan gøre, er at prøve at blive bedre til at få gode båndoptagelser i hus.
Vi har anskaffet bedre teknik, men øvelse og erfaring spiller også en rolle. Derudover vil vi naturligvis bestræbe os på at kontrollere årstal og lignende, som lader sig kontrollere.
Yderligere vil vi opfordre vore læsere til at opfatte det stof, netop som en samling anekdoter, der kan genkalde lidt af tidligere tiders stemning, samværsformer m.v. i stedet for at opfatte det som historiske kendsgerninger.
På bestyrelsens vegne
Else Rasmussen
Vi forsøger os med båndoptagelser, referater, som fortolkere o . m. a., men fagspecialister er vi bestemt ikke. Der, hvor der er størst risiko for fejl, er i det stof, vi indsamler på vore åbne møder, hvor meget er erindringsstof af anekdotisk karakter.
Dette er ingen undskyldning for, hvad vi skriver eller har skrevet, for vi har den opfattelse, at det anekdotiske stof
trods alt tegner et tidsbilede. Det er derimod en forklaring på, at vi ikke kommenterer henvendelser om unøjagtigheder - men bare glæder os over at nogen har læst det så grundigt, at de henvender sig. Det vi iøvrigt kan gøre, er at prøve at blive bedre til at få gode båndoptagelser i hus.
Vi har anskaffet bedre teknik, men øvelse og erfaring spiller også en rolle. Derudover vil vi naturligvis bestræbe os på at kontrollere årstal og lignende, som lader sig kontrollere.
Yderligere vil vi opfordre vore læsere til at opfatte det stof, netop som en samling anekdoter, der kan genkalde lidt af tidligere tiders stemning, samværsformer m.v. i stedet for at opfatte det som historiske kendsgerninger.
På bestyrelsens vegne
Else Rasmussen
Formand:
Ejner Ærø, Søballevej 4, Veng, 8660 Skanderborg
tlf. 86 95 02 40.
Else Rasmussen, N. Bach-Jensen og Bodil Wiehe, Bent Meyer, Ingvar
Jensen og Annelise Jensen.
Byrådets repræsentant er Lily Jensen.
Arkivarerne: For Hørning - Anne-Grethe Larsen, for Veng - P. Friis
Kristiansen.
Arkivernes adresse:
Hørning - Højboskolen, Toftevej 52, 8662 Hørning, tlf. 86 92 30 66.
Veng - Veng Fællesskole, Søballevej 2, Veng, 8660 Skanderborg
tlf. 86 95 02 42.
Åbningstider:
Fra 1. april til 30. september
Højboskolen:
1. torsdag i måneden fra kl. 18-20 og 3. torsdag i måneden kl. 18-20.
Veng Fællesskole:
1. torsdag i måneden fra kl. 18-20.
Fra 1. oktober til 31. marts
Højboskolen:
1. torsdag i måneden fra kl. 15-17 og 18-20,
3. torsdag i måneden fra kl. 18-20.
Veng Fællesskole:
1. torsdag i måneden fra kl. 18-20.
Der er lukket i arkiverne i hele juli måned.
tlf. 86 95 02 40.
Else Rasmussen, N. Bach-Jensen og Bodil Wiehe, Bent Meyer, Ingvar
Jensen og Annelise Jensen.
Byrådets repræsentant er Lily Jensen.
Arkivarerne: For Hørning - Anne-Grethe Larsen, for Veng - P. Friis
Kristiansen.
Arkivernes adresse:
Hørning - Højboskolen, Toftevej 52, 8662 Hørning, tlf. 86 92 30 66.
Veng - Veng Fællesskole, Søballevej 2, Veng, 8660 Skanderborg
tlf. 86 95 02 42.
Åbningstider:
Fra 1. april til 30. september
Højboskolen:
1. torsdag i måneden fra kl. 18-20 og 3. torsdag i måneden kl. 18-20.
Veng Fællesskole:
1. torsdag i måneden fra kl. 18-20.
Fra 1. oktober til 31. marts
Højboskolen:
1. torsdag i måneden fra kl. 15-17 og 18-20,
3. torsdag i måneden fra kl. 18-20.
Veng Fællesskole:
1. torsdag i måneden fra kl. 18-20.
Der er lukket i arkiverne i hele juli måned.
Bestyrelsen for Støtteforeningen
Formand:
Villy Sørensen, Toftevej 45, 8362
Hørning, tlf. 86 92 13 92.
Ejo Bjerregaard, Hans Martin Pedersen, Michael Jeppesen og
Erik Brandt.
SPONSORER:
Hørning Kro - Den Danske Bank, Hørning - Unibank, Hørning -
Hørning Brugsforening - Smeden i Stjær v/ Villy Kristensen -
Damefrisør Ulla Orholt, Hørning - Asgers V. V.S., Blegind - Johan
Bursche, Odder og Hørning Kommune
Ejo Bjerregaard, Hans Martin Pedersen, Michael Jeppesen og
Erik Brandt.
SPONSORER:
Hørning Kro - Den Danske Bank, Hørning - Unibank, Hørning -
Hørning Brugsforening - Smeden i Stjær v/ Villy Kristensen -
Damefrisør Ulla Orholt, Hørning - Asgers V. V.S., Blegind - Johan
Bursche, Odder og Hørning Kommune