Tilbage

Indhold

Lokalhistorisk materiale. Handel og vandel i stationsbyen. Mejeriet Engeholm. Gamle bogstavformer. Fin herremand i Venge. Hårbybønderne søger forlindring.
Karens Mølle. Tiderne skifter. Stenbænken. Fregerslev. Pragtiske oplysninger Bestyrelsen for egnsarkivet.



Lokalhistorisk materiale- hva’ er det?

Det er ikke altid let at vide, hvad der ligger inden- eller udenfor Egnsarkivets interesseområde. Nogle kommer alt for let til den slutning at »dette er da ikke noget Egnsarkivet kan have interesse for<. Andre mener, at alt, hvad der har nogle år på bagen bør tilgå Egnsarkivet.

De førstnævnte er Egnsarkivet mest betænkelige ved, fordi der nemt mistes ting, som burde have været bevaret. Derfor: kom hellere med for meget end for lidt.

De sidstnævnte leverer undertiden ting, som ikke er lokalt eller af en art, som i forvejen findes på arkivet. Det er dog ikke det store problem, for vi har indført den praksis, at vi altid spørger, om folk vil have det materiale tilbage, som arkiv- et ikke er interesseret i, eller om vi skal skaffe det af vejen. Undertiden kan det også være materiale, som rettelig hører til i et andet lokalområde, og så påtager vi os gerne at aflevere det til arkivet der.

Guf for Egnsarkivet er:

- Skøder, attester, skudsmålsbøger og enhver anden form for hel- eller halv- officielle dokumenter, der knytter sig til steder eller personer i lokalområdet.
- Billeder af personer og lokaliteter - ligeledes med tilknytning til lokalområdet.
- Levnedsbeskrivelser o. lign, i form af, at lokale personer skriver (eller fortæller til båndoptager) om deres liv. Lidt eller meget - for eksempel om barndommen, skolegang, speciel-
le hændelser, materielle kår, fritidsfornøjelser, erhvervsperioden, listen over muligheder er lang. Det er vigtigt, at vedkommende tager udgangspunkt i egne oplevelser, for har man hørt fra en, der har hørt o.s.v., så bliver beretningen jo ofte mere underholdende, men måske ikke helt i overensstemmelse med sandheden - vi kender jo fjeren, der blev til 5 høns. Egnsarkivet skulle helst fastholde tidligere tider så korrekt som mulig.

Det er egentlig ikke et egnsarkivs opgave at indsamle genstande, men i det omfang, vi har plads, vil vi gerne samle lidt ting, der kan være med til at fortælle lokal historie. Sådanne ting hver op på arkivet, og i forbindelse med udstillinger kan de medvirke til at gøre disse mere spændende. Værdifulde museumsgenstande har vi dog ikke forudsætninger for at tage vare på, sådanne bør tilgå de egentlige museer - og som sagt har vi også begrænset plads.

20-30 billeder af samme person vil også være i overkanten af, hvad vi er interesseret i - hellere enkelte billeder af et stort antal mennesker, end mange af få. På samme måde med gårde og huse, men dog gerne eksemplarer af de forskellige tilstande, huse eller gårde har været i. Det er vanskeligt at udstikke helt faste retningslinier, men det er vist forståeligt, at der i praksis skal findes en balance, som sikrer tilvejebringelse af et bredt billed af vort lokalsamfund gennem tiderne.
Top



Handel og vandel i stationsbyen.


I 1984 nedrev man stationsbyen i Hørning.
Dette skete nogle år efter, at det sidste tog var standset i Hørning, og forud for nedrivningen var der gjort ihærdige anstrengelser fra flere sider for at bevare stationsbygningen og finde et eller andet formål at anvende den til.

Det forlød, at bygningen kunne erhverves for 1 krone, men der skulle jo bruges væsentlige midler til dels en istandsættelse, dels en omindretning til et eller andet formål.

Håndværker- og Borgerforeningen fik udarbejdet skitseprojekt til en slags medborgerhus, indrettet med lokaler til udleje samt fornødne køkken- og toiletfaciliteter, men forsøget løb ud i sandet.

Og i 1984 skete så nedrivningen, og dermed var en epoke i Hørnings historie slut.

Jernbanen kom til Hørning i slutningen af l860’erne, dengang som en enkeltsporet bane.

Som det var tilfældet mange steder i landet, hvor jernbanesporene krøb frem, kom banen ved Hørning til at forløbe i nogen afstand fra selve bybebyggelsen og gennem et område med sporadisk bebyggelse, fortinsvist landbrugsbyggeri. Jorden hørte hovedsageligt under Fregerslev, men enkelte områder var
Hørning jord, herunder gården Svanefjord nord i området, hvis tilliggender var udskilt fra Hørning Kro’s jorder, hvilket var foranlediget af en kortvarig kroejer, Anders Christian Andersen, der vel nærmest købte kroen i 1880’erne for at udskille jord til Svanefjord.

Den første stationsbygning i Hørning var en enkelt træbygning, og der fandtes 2 jernbaneoverskæringer, den ene umiddelbart nord for stationen, omtrent hvor viadukten og nu broen senere blev bygget.
Herfra førte vejen stejlt opad mod Hørning by, omtrent med forløb som den nuværende Stationsvej, men vejen hed dengang Kirkebakken.
Længere mod nord ved Sandagerkær fandtes endnu en overgang, begge steder har været ledvogterhuse.

Man må vel så forvente at se frem til en ny, men mindre stationsbygning en gang i fremtiden, når der oprettes en nærbane med forløb til områderne syd for Arhus, således som det nu i nogle år har været tilfældet nord for Arhus.

Omkring 1920 blev jernbanen udvidet med endnu et spor og på samme tid op- førtes en ny stationsbygning, den der så blev nedrevet i 1984.
Omtrent samtidig blev den første viadukt over jernbanen bygget. Denne blev i 1973 afløst af den nuværende jernbanebro.

Jernbanens placering i nogen afstand fra den egentlige bybebyggelse i Hørning og på et næsten ubebygget område skabte grundlaget for udviklingen af et helt nyt bysamfund, således som det samtidig var tilfældet ved mange andre småbyer i jernbanens nærhed.
Der opstod en stationsby.


Stationsbyen i Hørning udviklede sig på samme måde som andre steder, d.v.s. at der først og fremmest kom en del erhvervsvirksomheder, der kunne have fordel af banens nærhed. Men byggeriet medførte også ganske naturligt både boligbyggeri og byggeri for servering og gæstgiveri.

Umiddelbart ved jernbaneoverskæringen har ligget et maltgøreri, hvor man fremstillede malt til ølbrygning.




Maltgøreriet bestod af 2 bygninger, længst nede mod engen en træbygning med kornloft, hvorfra en slidske førte ned til selve maltgøreriet.

Maltgøreriet blev købt af købmand Østergaard fra Arhus, og senere i 1909 forpagtet ud til købmand Larsen, der kørte det til omkring 1920, hvor han flyttede til Tårnborg længere henne ad Fregerslevvej.
Det må antages, at maltgøreriets virksomhed i det hele taget ophørte omkring 1920, da jernbaneviadukten blev bygget. Statsbanerne ville i hvert fald gerne have købt bygningerne, men da man fandt prisen - kr. 2.000 - for høj, opgav man dette og byggede istedet en betonmur.

Maltgøreriets store bygning med sit flade tag blev så liggende, hvor den lå og først nedrevet i 1930’erne.

Mellem maltgøreriet og jernbanestationen lå gæstgiveriet ud mod et lille torv hvor Blegingvej udmunder mod jernbanen. Nord for selve gæstgiveriet hen imod baneoverskæringen lå stalden, og bagved gæstgiveriet var en sal, der gik helt ud til hegnet mod jernbanen, så der kun en smal sti, der førte fra baneoverskæringen til stationsbygningen.

På det lille torv foran gæstgiveriet samledes kreaturerne, der skulle med toget til Arhus. Det fortælles, at kreaturhandlerne, når de kom tilbage med toget, ofte skulle have sig en øl i gæstgiveriet. Men efterhånden forekom det dem for dyrt, og de afstod og gik forbi gæstgiveriet. Men da de så nåede op til kroen, syntes de, at de skulle belønnes med en øl der. Det fortælles også, at en kreaturhandler Marinus Jensen holdt kreatursalg på torvet.

På hjørnet ved Blegindvej ligger endnu den bygning, der tidligere har været afholdshotel.

Der var en overgang stald i kælderen, og karlekammeret findes endnu, ligesom der endnu kan ses spor i tømmeret fra spiltovene i stalden.
Hotellets sal lå lidt længere oppe ad Blegindvej, det nuværende nr. 5. Det blev senere købt af maler Kaae, der ind rettede huset til lejligheder.

Selve afholdshotellet var fællesbygning med bageriet. Den første bager hed Agerskov. Det fortælles om ham, at han mistede 2 børn og ventede også at miste et tredje, men hans svigermor trådte til og ammede drengen op til en længde på omkring 2 meter.

Efter Agerskov fulgte flere bagere, indtil bageriet i 1960’erne solgtes til beboelse.

Længere oppe ad Blegindvej lå mejeriet Engesholm, som blev bygget i 1880’ erne. Det var oprindeligt en enkelt bygning med bestyrerbolig ovenpå. Der var en gangbro over Blegindvej, og mælkebilerne kørte under denne frem til mejeriet.
I 1939 købte mejeriet jord til og opførte en bestyrerbolig. Herved blev der mulighed for en udvidelse af mejeriet som blev udvidet med en etage. Mejeriet blev nedlagt i 1969.

Såvel mejeriet som bestyrerboligen blev nedrevet, da den nuværende jernbane- bro blev bygget. Hjørneejendommen Blegindvej/Fregerslevvej var slagteri. Huset blev bygget i 1907 af slagtermester Rasmus Jensen. Forhuset er senere anvendt til forskellige formål, bl.a. har Banken for Skanderborg og Omegn haft filial her. Men i gården fortsatte slagteriet i mange år.

Syd for jernbanestationen på samme side som denne lå Hørning handelsplads. Bygningerne er indenfor de seneste år indrettet til ungdomsboliger. Handels Pladsen er opført på omtrent samme tid som den nyere stationsbygning af købmand Østergaard, den samme som en overgang ejede maltgøreriet. Handelspladsen blev overtaget af købmand Elgaard.


Elgaard opførte bygningen ved siden af handelspladsen, Fregerslevvej 4, som han indrettede til kontor og beboelse. Elgaard omtales som en særdeles driftig mand, der allerede i en alder af 5 år fik sin debut som handelsmand, idet han erhvervede sig dødfødte lam, hvis skind han solgte.

Fra handelspladsen drev han en omfattende virksomhed med korn og foderstof, hønsefoder, kyllingefoder og tillige trælasthandelen.
Købmand Elgaard stillede store krav til sine folk. Der skulle bestilles noget.
Det fortælles, at han havde to piger til at lave mad til folkene, og engang, da der skulle bages pandekager, kunne pigerne ikke holde trit med folkenes appetit. Så kom Elgaard selv og bagte pandekager med 2 pander på een gang, som han vendte pandekagerne på.
Købmand Elgaard handlede med folkene på egnen,og med mellemrum red han omkring og så på bøndernes gårde, hvordan afgrøderne stod, og så bestemte han, hvem han ville give kredit.

Her havde Elgaard god nytte af den tidligere kreaturhandler Marinus Jensen, som havde måttet opgive sin egen forretning og var blevet ansat hos købmand Elgaard, fordi han kendte egnens gårdmænd godt og kunne give råd med hensyn til kredit.

Elgaard havde en medhjælper der hed gamle Chresten fra Mosehuset. Han var lidt doven anlagt og blev gang på gang fyret af Elgaard. Men han mødte bare op igen, og så gik det videre.


I 1931 brændte kornlageret ned. Det skete en nat, mens der var bal på kroen. Mange mennesker kom til og hjalp til med slukningen, men lageret brændte ned. Det fortælles, at der måtte gå brandvagt i en måned, mens det stadig ulmede i foderet.
Efter branden flyttedes fabrikken til Århus havn, men handelspiladsen foresatte som foderstofforretning.

Kontorbygningen blev solgt, og Elgaard flyttede ind på l.sal i hovedbygningen, og stueetagen blev lejet ud til købmandshandel.
Senere blev bygningen købt af købmand H. Faarup, der efterfulgt af sin søn Erik Faarup fortsatte købmandshandelen, til bygningen blev solgt og indrettet til ungdomsbo liger.

Elgaard byggede ejendommen Fregerslevvej 12 til sin datter Ruth, der blev gift med Nørballe. Ejendommen kom sidenhen til at tilhøre læge Bratlund.
Hørning Trælast hørte også til under Elgaards domæne. Der var oprindeligt tørvegrave på området, som blev fyldt op med jord fra Fregerslev.
Trælasten brændte, og der blev bygget nye haller og snedkerværksted.

Elgaard ejede også Karens Mølle, der lå på en bakketop bag husene på Tværvej, se omslagstegningen.
Karens Mølle fremstillede først og fremmest hønse- og kyllingefoder, idet man opkøbte korn og tilsatte protein. Foderet blev afprøvet i egen hønsegård, hvor man havde en fin bestand af Italienere. Der fremstilledes 2 sorter, som betegnedes Kvik og Kraft, og det fortælles, at det lokale fodboldhold havde tanker om at prøve at få sækkene fra møllen. Så kunne der stå »Kvik« på maven og »Kraft« på ryggen. Det blev dog så vidt vides ikke til noget.
Karens Mølle blev nedrevet i 1922, og forretningen flyttede ligesom Elgaards øvrige virksomheder til Århus.


Længere ude ad Fregerslevvej opførte tandlæge Kertinge en bygning, som senere blev overtaget af diakon Kaae, som indrettede plejehjem i bygningen. Dette blev senere til den selvejende institution »Kærsholm«, der med forstander Eivind Jørgensen som leder fungerede til 1990, hvor hjemmet blev nedlagt og nu er overtaget af Arhus amt.

Alt ialt tegner der sig et billede af en driftig bydel omkring jernbanestationen.
Ved en sammenkomst på Kærsholm den 12. november 1990 mødte mange mennesker op med viden og erindringer om folk og hændelser, som i sig selv kunne give stof til mange beretninger.

De mange fortællinger er optaget på bånd, som befinder sig på Egnsarkivet, og som vil kunne tages frem igen og igen og være kilden til viden og forståelse om denne helt specielle bydels liv og trivsel. Gennem tiderne har mange mindre virk-
somheder set dagens lys og er afløst af andre.

Husene, der blev opført, er alle typiske eksempler på arkitekturen i de mange stationsbyer, der i slutningen af forrige århundrede fulgte i kølvandet på jernbanesporenes vej gennem landet.
Husrækken langs Fregerslevvejs østside, som ses på Hans Martin Pedersens omslagstegning til dette årsskrift, er alle tidstypiske byggerier af stor bevaringsværdi.

Det statelige »Tårnborg«, Fregerslevvej nr. 9, er et fornemt eksempel på denne tids byggeri, opført til købmandshandel af købmand Ras Peter Mikkelsen. Senere blev ejendommen overtaget af forpagteren fra maltgøreriet, købmand C. Larsen. En overgang var her også barber med klipning til 35 øre, og der har været brødudsalg.


Hvordan stationsbyens fremtid end tegner sig må man håbe der stadig må være grundlag for liv og trivsel i dette område, hvor nok den mest helstøbte og tidstypiske bebyggelse i Hørning er samlet

Bent Meyer.
Top



Mejeriet


Top



Gamle bogstavformer.


Gamle dokumenter, kontrakter, skøder og breve kan være vanskelige at læse, da bogstavformerne har ændret sig op gennem århundrederne.
Det kan være en stor hjælp i tydningen af den gamle skrift at bruge de følgende siders skema over bogstavernes form og udvikling gennem tiderne.






Top



Fin herremand i Venge.


11767 købte amtmand i Skanderborg, Friedrich Ludwig von Woyda Wengegård og alt bondegodset i Venge, Hårby, Nørre Vissing, Vrold, Jaungyde og Alling samt otte gårde i Høyer. Dengang var Christian den syvende (1766 - 1808) konge og Friedrich Ludvig von Woyda var en af dennes betroede mænd med titel af etatsråd, konferensråd, kommerceråd, ridder af det hvide Bånd samt gehej meråd og var altså omtrent alt, hvad et menneske kunne blive af fint og fornemt.
Som følge af dette køb blev flertallet af Venge sogns bønder fæstere under von Woyda. Før i tiden havde rytterbønder følt det som en stor ulykke, når kongen solgte eller mageskiftede krongods, så nogle af dem kom til at stå under en almindelig herremand og dermed fik pålagt større afgifter og pligt til at gøre hoveriarbejde, foruden at deres personlige ret og frihed i det hele taget begrænsedes, ved at de blev herremandens livegne

Top

Hårbybønderne søger »forlindring«

Som kongens bønder kunne det nok komme til at stå skralt til økonomisk set, som da mændene på den gode jord i Hårby i 1679 på grund af misvækst og kvægsygdom var kommet i sådan armod, »at de ikke kunne avle det, de til fattige hustruer og små børns underhold skulle bruge, langt mindre til skatter«, og derfor som »Eders kongelige majestæts allerunderdamgste, ydmyge og tro undersåtter« måtte bede kongen, Christian den Femte (1670 - 1699) om allernådigst at blive »forlindrede«.Hver af deres gårde var på 10 tdr. 4 skp. hart- korn, og de skulle deraf normalt svare:2 tdr. 4 skp. rug, 5 tdr. 2 skp. byg, 2½ tdr. havre, i lam, 1 gås, 4 høns, ltd. brændevin, I kalv og i pd. smør. Chancen for at få forlindring var sikkert adskiffigt større hos kongen, end den ville være hos en herremand.
Kilde: Venge Sogn og Kirke 1959 af Hal- vor Bundgaard.


Karens Mølle                                                        moelle


Hørning er ingen storby, og bliver det nok heller aldrig - det er netop charmen. Alligevel rummer Hørning landskendte virksomheder, og det er faktisk ikke noget nyt.

I 1908 købte Chr. M. Elgaard en likvideret landhandel i Hørning (senere Hørning Handelsplads, hvor der i dag er ungdomsboliger). Det blev til en givtig forretning, så givtig, at Købmand Elgaard i 1921 kunne skyde kr. 100.000 i et nyt aktieselskab - A/S Karens Mølle - hjemmehørende i Hørning. Korn- og Foder- stof Kompagniet fra Århus indskød 150.000 kr.

Meningen med møllen var først traditionel produktion af gryn, men inspireret af lokale borgere med interesse for fjerkræavl - læge N. B. Løw og trafikassistent Sv. Kristensen - startedes et produktionsprogram med foderblandinger til fjerkræ

Her gengives købmand Elgaards forord til det skrift, der i 1946 markerede virksomhedens 25 års jubilæum:

Da jeg i 1921 optog Fabrikationen af Fjerkræfoder under Navnene Hønsefoder »KRAFT og Kyllingefoder »KVIK var dette tænkt som et led, en Specialitet, i min blandede Landforretning: Hørning Handeisplads. - Jeg gav denne særlige Afdeling af Forretningen Navnet »KARENS MøLLE. som under dette Navn har hørt til Pionererne her i Landet med Hensyn til Fabrikation af Kraftfoder til Fjerkræ.
Ved Milepælen i Karens Mølles Historie gaar mine Tanker naturligt tilbage, og jeg mindes med Glæde og Taknemlighed alle de gode Medarbejdere, som med Liv og Lyst gik op idet interessante Hverv at indarbejde noget fuldstændig nyt, som Kraftfoder til Fjerkræ var. Det er med
Stolthed, jeg noterer, at de næsten alle er blevet Chefer: Ledere af større Virksomheder og selvstændige Købmænd.
Jeg vil ved denne Lejlighed paa Firmaets og egne Vegne gerne bringe alle vore Kunder og Forretningsforbindelser over hele Landet min hjerteligste Tak for godt Samarbejde og den Tillid, der har været vist Karensmølles Produkter gennem de 25 Åar.

Foderstofsammensætningen repræsenterede ideer hentet fra den store verden og afprøvet af Danmarks Fjerkræavlerforening.

Med assistance af den højeste sagkundskab, fjerkræavlerforeningens konsulent C.W. Rasmussen-Iglekærgaard blev foderblandingen sammensat, og den fik navnet: Karensmølles kontrolfoder »KRAFT« med to dele grøntfoder.
Grøntfoderet var en julienne-blanding af snittede hvidkål, grønkål og gulerødder, oprindelig bestemt til suppe for den første verdenskrigs soldater, nu kom den i stedet hønsene til gode og fik selvfølgelig en dominerende betydning i den Tid, hvor hønsene ikke selv kunde finde det nødvendige grøntfoder.
Som ingredienser i foderblandingen indgik også hørfrøkager, ærter, majs, hvedeklid og animalsk foder: kød- og benmel samt blodmel.Dengang var hønsehold traditionelt grundlag for landhusmoderens »nålepenge« og hønsene blev ikke regnet som egentlige husdyr. Fodringen var derefter - hønsene skulle om vinteren bare overleve i deres dårlige huse uden sommerens adgang til grøntfoder - æglægningen gik i stå. men andet var ikke forventet.
Først med de omtalte nye ideer blev der friske æg både til forbrug og til salg også om vinteren. Traditioner er imidlertidsvære at bryde, og der måtte gøres en stor indsats for oplysning. Også dette fremgår af jubilæumsskriftet:

Karens Mølle paatog sig Oplysningsarbejdet.
Under Mottoet: »Godt Foder til gode Høns i gode Huse udsendte Møllen talrige oplysende Brochurer og lod ogsaa selv fremstille praktiske Foderredskaber og Mønsterhuse, og paa Fjerkræudstilunger og Dyrskuer stillede man moderne, arbejdende Hønserier op. - Man fik ogsaa Paaskønnelse for sin Indsats. Ved de jyske Landboforeningers Jubilæumsdyrskue i Bygholm Park ved Horsens blev et af disse Anlæg belønnet med Guldmedalje, som tilfaldt Arkitekten, Konsulent Rasmussen-Iglekærgaard.

Men, men den røde hane galede, som det fremgår af ovenstående illustration. I 1930 blev møllen i Hørning totalt ødelagt ved brand.

Herefter flyttedes produktionen til et havnepakhus på Arhus havn, hvor Korn- og Foderstofkompagniet havde til huse. Pakhuset overtog navnet »Karens Mølle" og udgjorde et markant træk i Arhus havnefront. Også her gjaldede den røde hane, idet pakhuset nedbrændte i 1961.

Navnet »Karens Mølle« skyldes købmand Elgaards datter. Karens Mølle lever sikkert fortsat i erindringen hos mange Arhus-borgere, men det er nok de færreste af dem, der forbinder navnet med Hørning.

Top

Tiderne skifter

Andetsteds i dette årsskrift omtales gården »Bormholm«, der fra 1915 fremstår med et stateligt stuehus - grundmuret og med tegltag - i stedet for det hidtidige bindingsværk med stråtag.

Sådan gik det, fordi enhver landmand havde ambitioner om at udskifte strå til hårdt tagbelægning. Brandfare og deraf følgende dyre forsikringer var nok den primære grund, men vedligeholdelsesbesvær og et strtags evne til at huse skadedyr - især hvis det ikke var vedligeholdt - var medvirkende årsager
I dag har stråtag fået en renaissance - oftest på fritidshuse, beboelseshuse i landdistrikter og på fritidslandbrug.
Tækkemændene har igen fået travlt og nye kommer til.
Det er nok et udslag af, at vi trods krise har et samfund, der er så velstående, at der er plads for det, der lidt nedvurderende benævnes nostalgi det kan også kaldes pietetsfølelse.

Gården Korsholm, som her er afbildet var tidligt med på den nye bølge, idet det faste tag i 1964 blev afløst af stråtag.

Mange fulgte efter, hvilket vi kan glæde os over, når vi færdes rundt i landet. At velholdte bygninger med stråtag er kønne, vil ingen vist benægte. I gamle dage benyttede man ofte langhalm til tækning, men i dag anvender man rør, som er et mere holdbart materiale. Med et rørtag lagt af fagfolk har man med en rimelig, men nødvendig vedligeholdelse i form af periodisk mønning et kønt, lunt og holdbart tag. Samtidig viser det hvordan man tidligere skaffede sig tag over hovedet gennem anvendelse af de naturmalerialer, man kunne skaffe sig i umiddelbar nærhed.
Top

Stenbænken


På Blegind kirkegård ved skibets sydvæg står en stenbænk. Bænkens sokkel er en almindelig sokkelsten fra en nedtaget gravsten, men »overliggeren" har en historie.
Stenen lå i mange, mange år som trappesten ved bryggersdøren i Blegindgård. (Den gamle præstegård). P.g.a. ombygning blev den flyttet, og kom til at ligge i tagdryppet fra staldtaget. Efterhånden blev stenen vasket ren, og de indhuggede
kragbåndsstriber trådte tydeligt frem.
Ved kirkegårdsomlægningen i 1990 blev stenen flyttet til kirkegården, hvor den nu er siddeplads for kirkegårdens besøgende.
Top

Bodil Sørensen, Blegind.

Kragbânds-stenen er omtalt i Danmarks
kirker, Aarhus Amt bd 6, hft 34, side
3046.
(Nationalmuseet 1989)


Fregerslev

Årbog fra 1929 udgivet af Historisk Samfund for Aarhus Stift indeholder bl.a. en artikel om Fregerslev.
Nedenstående er uddrag fra denne artikel.

Ved Nordsiden af Solbjerg Sø har vel engang været en samlet og formodentlig ikke ubetydelig By, hvad Endelsen -1ev kan tyde paa. Da stedet 1350 kaldes »Frijtisløff«, kommer Navnet formodentlig af Mandsnavnet Frithar eller Frithger. Nu er Byen udflyttet og spredt.
De to gaarde, der ligger nærmest ved Søen (Søgaardene), har en prægtig Udsigt og Haver, der skraaner stejlt ned mod Søen.
Fregerslev nævnes første Gang 1330, da Ridder Stig Andersen udstedte Gavebrev paa 2 Gaarde i »Freersløf«.I 1449 udstedte Jens Salmansen i »Freirssløff« et Pergamentsbrev. Dette er, hvad man ved om Stedet i Middelalderen.

Senere finder vi, at Peder Bertelsen, Slotskriver paa Skanderborg, i 1554 fik Forleningsbrev paa en Kronens Gaard i Fregerslev. 1573 fritages Peder Skriver I Fredsløf for Afgiften af den Gaard, han havde i Fæste i Fregerslev, saalænge han var Herredsskriver og Delefoged. Den Gaard, han beboede, har muligvis været Bormholm. Maaske var det ogsaa den, som Jens Madsen, Husfoged paa Skanderborg Slot, havde fæstet og som han 1578 fik Livsbrev paa. Jens Madsen har aabenbart været en høj Rangsperson, siden man finder hans Gravsten med ud- hugget, Portræt i Hørning Kirkes Vaabenhus. Slig luksus magtedes ikke af den første den bedste Per Madsen.

Den 3. Marts 1587 skriver Frederik II, der jo elskede sin Skanderborg-Egn, i sin Dagbog: »Y dach dro ieg tyl Freløeff i yach« (d.v.s. jagt), og d. 13 i samme Maaned var Kongen atter i Fregerslev. Her opholdt han sig formodentlig hos Jens Madsen. Byen kom senere under Ryttergodset. Ved Auktionen over dette 1768 købte en Peder Jensen, der maa have været en Velhaver, den kgl. jagtret paa Fregerslev Mark.

Fregerslev By bestod 1651 af 3 Helgaarde, 4 Halvgaarde og 1 Bol. 2 Helgaarde ved Kronens, Resten tilhørte Aarhus Kapitel. 11772 var her 7 Halvgaarde og 1 Bol, og ved Udskiftningen 1779 5 Gaarde. Disse var i 1859 bleven til 6 Gaarde og 4 Huse med Jord.
Navnene paa de enkelte Gaarde i Fregerslev er nu:

Agerskov (12 5/8 Td. H.). Den ejedes i Slutningen af det 18. og Begyndelsen af forrige Aarhundrede af Sognefoged Rasmus Jensen Basse (f. 1758, d. 1835). 11842 flyttedes Gaarden et Stykke bort fra de andre Gaarde. Fra 1835-5 1 ejedes Agerskov af ovennævntes Søn Jens Rasmussen Basse, og fra 1851 af dennes Søn Rasmus Jensen B., der endnu levede 1897. Hans Enke Ottilia Magdalena Be
nthin (f. paa Palsgaard) havde Gaarden i 1906. Efter hende har den været ejet af Iversen, Wind og nu af Søren Sørensen. Den smagfulde Hovedbygning er opført 1854, Avlsbygningerne for faa Aar siden.

Bormholm var oprindeligt en af Kronens Gaarde. 1593 fik Terkild Hansen Borumholm, Slotsskriver paa Skanderborg, Stadfæstelsesbrev paa Kronens Part af Korntienden af Hørning Sogn. Terkild Hansen Borumholm og Hustru har 1598 skænket Alterstagerne og efter 1600 Prædikestolen til Hørning Kirke, saa de har jo ikke været Smaakaarsfolk. Gaarden er også bleven kaldt »Fogedgaarden<, fordi her engang skal have boet en Herredsfoged. Det maa nok have været Peder Andersen, som i 1651 betalte 13 Ørter, 5 Skp. Havre til Aarhus Hospital. Han kan have været Fader til Herredsfoged Oluf Pedersen Freesløf, over hvem der er Gravsten i Hørning Kirke.

I 1801 ejedes Bormholm af Michel Sørensen og i en senere Tid af Karsten ‘Pedersen. Han byggede Laden 1876, som ses af hans Forbogstaver paa Vindfiøjen, hvor der staar Jh M Ps, formodentlig Johanne Marie Pedersen (f. Nielsen), hans kone. 1896-1901 ejedes Gaarden af Søren Borgbjerg og derefter af den nuværende Ejer, Broderen Rasmus B.
Den hovedbygning, som nu staar, er opført 1915. den tidligere var en ganske statelig Bindingsværksbygning med Kvist, hvis Sider var prydede med Dragehoveder. Den var utvivlsomt meget gammel og bar Præg af at have tilhørt »distingverede< Folk.

Lille Lethenborg, formodentlig oprindeligt kaldet Nørgaard, var 1662 og 99 fæstet af Rasmus Pedersen (Nørgaard). I 1767 købte N. N. Leth Gaarden af Rytterdistriktet. Den gik siden over til Sønnen Peder Nielsen L. Dennes datter Kirsten blev gift med Peder Møller, der fik Gaarden og i 1838 sammen med sin Svoger Søren Nielsen i Skibby stiftede et Legat til Minde om Svigerfaderen.Det blev kaldt »Peder Nielsen Leths Legat«.1) Efter P. Møller fik Svigersønnen Jensen Gaarden. Denne solgte den til Hans Holm Sørensen, der atter 1902 solgte den til den nuværende Ejer Søren Amdisen.

Den vestlige Søgaard blev 1770 købt fra Rytterdistriktet af Anders Andersen. Senere ejedes den af Niels Schou, Esben Nielsen Schou og Frederik Klausen, som 1820 overtog den ved Giftemaal med en Datter af Anders Andersen (Søgaard). Derefter ejedes Gaarden af Niels Jensen
Nørregaard, fra hvem den 1891 gik over til Sønnen Jens Nielsen Søgaard. Efter ham fulgte fra 1909 Peder Nielsen S.
Gaarden, der ligger smukt ved Skrænten mod Solbjerg Sø umiddelbart ved Skoven, blev opbygget 1876 efter en brand.


Den østlige Søgaard ejedes til 1864 af Mikkel Pedersen, derefter af hans svoger Chr. Sørensen til 1888, hvorpaa dennes Svigersøn Truels Peter Jensen havde den i 30 Aar. Nu ejes Gaarden siden 1919 af Laust Søgaard, en Svoger til 5. Søgaard i den vestlige Gaard.
En Kæmpehøj paa Fregerslev Mark kaldes Møgelhøj. Den er nu forstyrret og delvis ødelagt.
Top

Praktiske oplysninger

For nye medlemmer i Støtteforeningen.

Intereserede nye medlemmer af Støtteforeningen for Egnsarkivet, kan tilmelde sig, ved at gå på posthuset og indbetale på et girokort.

I års medlemsskab koster kun 60,00 kr.
Gironumnier er: 6 75 02 81

Adressen er:
Støtteforeningen for Egnsarkivet
Lucernevæn get 5
8362 Hørning

Vi har i Støtteforeningens bestyrelse valgt ovenstående metode, da vi kan spare en del penge, som kan gavne Egnsarkivet på andre måder, i stedet for, som i de foregående årsskrifter, at have vedlagt fortrykte giroblanketter.

Bestyrelsen for Støtteforeningen:

Formand: Villy Sørensen, Toftevej 45, tlf. 86 92 13 92
Kasserer: Ejo B. Sørensen
Bestyrelsesmedlemmer:
Hans Martin Pedersen, Michael Jeppesen og Erik Brandt.

Med venlig hilsen
Støtteforeningen

Bestyrelsen for Egnsarkivet i Hørning kommune:

Formand: Ejner Ærø, Søballevej 4, Veng, 8660 Skanderborg, tlf. 86 95 02 40.
Bestyrelsesmedlemmer:
 Else Rasmussen, Bodil Sørensen, Bodil Wiehe, Bent Meyer,
Ingvar Jensen og Annelise Jensen.
Suppleant: Lydia Nielsen.
Byrådets repræsentant: Lily Jensen.

Arkivernes arkivarer:
For Hørning: Else Rasmussen og Bodil Wiehe; for Veng: Peter Friis Kristiansen.
Arkivernes adresser:
Hørning: Højboskolen, Toftevej 52, 8362 Hørning, tlf. 86 92 30 66.
Veng: Veng Fællesskole, Søbaflevej 2, Veng, 8660 Skanderborg, tlf. 86 95 02 42.


Højboskolen: 1. og 3. torsdag i måneden kl. 18-20.
Veng Fællesskole: 1. torsdag i måneden kl. 18-20.

Der er lukket i arkiverne i hele juli måned.

Arkivets »Årsskrift 1992« vil omhandle Mesing by og omegn.
I forbindelse hermed afholdes »byvandring« i Mesing lørdag den 5. oktober 1991 og
»beboermøde« mandag den 21. oktober 1991 i Mesing forsamlingshus.
Alle er velkommen.
Se i øvrigt nærmere annoncering i dagspressen.





SPONSORER:
Hørning Kro * Den Danske Bank, Hørning * Unibank, Hørning * Super
Brugsen, Hørning * Smeden i Stjær vi Villy Kristensen * Damefrisør Ulla
Orholt, Hørning * Asgers VVS, Blegind * Hørning Kommune.
Top

Tilbage til indhold