Tilbage

Indhold.

Forord Mesing Mesing kirke Mesing skole Messingjens Fragtkørsel for 50 år siden Tysk besættelse af Danmark
Museum Kort over Mesing sogn Vægteren i Mesing Billeder Diverse af Halvor Bundgård Regnskaber for Mesing skole m/m Praktiske oplysninger m/m


FORORD


For femte gang præsenterer bestyrelsen for Hørning Egnsarkiv sit årsskrift.
Som tidligere udsendes årsskriftet vederlagsfrit til samtlige husstande i Hørning kommune. Vi håber, De nu kan se frem til en lille hyggestund i selskab med hæftet.
I så fald er vort første, men ikke eneste ønske nået. Det er et beskedent skift, hvor bestyrelsen efter bedste evne bearbejder stoffet, således at det forhåbentligt er læseværdigt, men sigtet er ikke spor beskedent. Vi håber, at vi af den vej kan skærpe interessen for vor lokale fortid. I disse EF-tider er mange opmærksomme på betydningen af at bevare vor kultur og vort særpræg. En forudsætning herfor er at værne om vore rødder - at kende og forstå, hvordan slægteme før os har levet. ùesning af vort lille skrift kan muligvis være en appetitvækker til at søge yderligere viden. Muligvis kan det også være impuls til at sikre materiale, man måtte ligge inde med for eftertiden, ved at overlade dette til Egnsarkivet.
På Egnsarkivet bliver modtaget materiale registreret og betryggende opbevaret. I det forløbne år har vi anskaffet EDB-udstyr, og når vort materiale efterhånden registreres i dette system, så vil det være uhyre
nemt at finde netop de oplysninger frem, som vore besøgende måtte ønske.
Ved at indtaste et navn på en person eller lokalitet eller måske et emne, så kan maskinen straks udskrive en liste over alle de arkivalier, vi måtte have med tilknytning til det indtastede, og på listen står endda, i hvilke arkivkasser, vi kan hente materialet. Noget sådant er af stor værdi for dem, der forsker, men også dem, der på et mere beskedent plan søger oplysninger, vil få glæde af systemet.
I arkivets åbningstider er der bestyrelsesmedlemmer til stede, som vil være behjælpelige, Hvad enten det drejer sig om at finde specifikke oplysninger eller en almindelig interesse for at se, hvad arkivet gemmer eller det drejer sig om at overlade materiale til arkivet.
I det forløbne år har vi også nyindrettet vort lokale i Hørning, således at det fremtræder mere lyst og venligt end før.
Der er således flere grunde til at aflægge arkivet besøg. Arkivalier fra
Hørning, Blegind m.v. befmder sig i vort lokale på Højboskolen, medens vestegnens arkivalier opbevares i vort lokale på Venge Fællesskole.


Top

MESING


På gården “Søndermarken” var der under besættelsen indkvartering af tyske soldater i 5 uger. De forlangte halvdelen af stuehuset til beboelse og kontor for den tyske major. I gårdens stalde var 16 heste opstaldet, og et yderligere antal heste og 180 soldater var indkvarteret på de omliggende gårde. Der blev indrettet et feltkøkken på gårdspladsen, og hver morgen var her parade og forplejning af de mange tyskere. Der blev hver morgen leveret 2 svin fra slagteriet, men de blev ikke spist op. Gårdens beholdning af kom og brændsel blev forlangt udleveret og aldrig senere erstattet. Det var med stor lettelse, byens borgere så de tyske soldater drage nordpå - måske til Norge? Ingen vidste hvor de skulle hen, og ingen i Mesing har nogensinde hørt om deres videre skæbne.

Byens udseende har forandret sig gennem tiden. Dog nok mest efter udflytningen af flere større gårde i perioden 1840 -1905. Den samme byggestil går igen i flere af gårdenes avisbygninger, så der har været travle perioder for de lokale håndværkere.

På Foerlev Møllevej lå Mesings telefon- central med hovedforbindelse til Skanderborg. Engang kom et kuglelyn rullende på luftledningen og endte i centralens omstillingsbord. Der lød et stort brag, og der kom små lyn ud ad alle klapperne og samlede sig igen til et kuglelyn. Der var central i Mesing fra 1913 til 1972.
Byens smed var ansat af gårdmændene, og de ejede smedien. Da forsamlingshuset skulle omforandres i 1933, besluttede man at anvende pengene fra salget af smedien hertil. Smedien blev solgt til “smediebestyrer” N.M. Nielsen.
Foerlev Møllevej 18-20 var rammen om den første Brugsforening - grundlagt 1885. Huset blev kaldt, og hedder stadig “Slottet”. Navnet er opstået, fordi der til opførelsen blev brugt sten fra Skanderborg Slot (nedrevet i 1767) Den første uddeler i Brugsen var Søren Rasmussen, som også var ejer af “Slottet”. I 1902 blev en ny Brugsforening opført på den anden side af vejen, og her blev i 1913 udvidet med et pakhus. 11947 var disse omgivelser imidlertid blevet trange, og en ny Brugs blev bygget længere mod nord på samme vej. Mesing Brugsforening blev nedlagt i 1979, og 94 år med skiftende uddelere og skiftende kunder var slut. I byen findes stadig en købmandshandel, men fremtiden er usikker med hensyn til indkøbsmuligheder i det lille samfund. Byens bageri med tilhørende bagerforretning er her i 1992 lukket, efter i mange år at have forsynet byen og dens opland med frisk brød via disk og omkringkørende bagerbil.


På Foerlev Møllevej lå en rytterskole. Bygningen var opført i 1679, og her var skole indtil først i 1800-tallet. Huset hed “Damhuset”, fordi der var et gadekær foran. 11936 blev gadekæret fyldt op, og vejene blev reguleret til et vej-T. “Damhuset” blev flyttet til den anden ende af byen
- til Stillingvej 15. Flytningen foregik på ruller: Fyldningen blev taget ud, og borgerne hjalp til med at skubbe “skelettet” gennem byen. Adslev/Mesing sogneråd havde skænket huset til skomagermester Ansgar Andersen, som anvendte det til museum. 11968 blev huset flyttet til Hjerl Hede og rummer nu et karetmagerværksted.
Forsamlingshuset er oprettet i 1888. Der var oprindeligt friskole i en del af huset.
Men ifølge protokollen er skolestuen taget
med til salen i 1899. Huset har været ramme om mange sammenkomster og begivenheder gennem tiden. Familiefester og foredrag, børnebal, chokoladebal og garnmelmandsbal. Under besættelsen måtte man p.g.a. spælTetiden afholde bal om eftermiddagen.
I “Mesinggård”s have ligger tæt ved vejen et lille velbevaret kampestenshus. Det fortælles, at det har været brugt til opbevaring af is. Store is-stykker blev lagt her ind og dækket til med tørv. Ved nedbrydningen af et af “Mesinggård”s udhuse stødte man på et meget stort kors-formet fundament til en skorsten. Har her mon stået en mejeriskorsten? Eller måske en teglværksskorsten? Ingen ved det med bestemthed.

Mesing Stenen
På pladsen foran kirken har sognets beboere i 1934 opstillet en Sten med et vers, hvori siges;

“at Byrder løftes bedst
 ved fælles værk
at Splid gør svag
men Enighed gør stærk”

Den store sten er hentet i “Den tuede Mose”.

Ved sognestien i den nordvestlige del af byen lå et maltgøreri. Her blev kernerne af byg behandlet, så de kunne bruges til hjemmebrygning af øl.
“At gøre malt” var en langvarig og arbejdskrævende process. Først blev byggen sat i blød i støre baljer, og her skulle den stå indtil alle komene var gennemvædede og opsvulmede. Vandet blev så hældt fra og byggen blev lagt i en høj dynge på ladegulvet. Dette blev kaldt “støben”. P.g.a. den høje fugtighed i kernerne blev dyngen varm invendig, og kerneme begyndte at spire. Ved denne spiring omdannedes kornets melindhold til sukker. Man skulle være meget påpasselig med, at kernerne spirede lige meget, så derfor skulle dyngen tilses dagligt og om nødvendigt vendes med en skovl.
Efter spiringen skulle støben tørres. Store jemplader med sprækker i blev sat op over bål på jorden, og herpå blev støben spredt ud. Ilden skulle brænde jævnt i mange timer, for at tørringen skulle blive god. Vægteren (Christen Horn 1789-1867 er omtalt andet sted i bladet) havde opsyn med ilden om natten.
Når støben var tørret og havde fået en brun farve, kom den i sække og blev bragt hjem på gårdene. Her blev den opbevaret på loftet ved skorstenen.

Mesing Kirke


Mesing sogn har siden sidste halvdel af 1500-tallet været anneks til Adslev sogn og siden 1967 til Veng sogn. Kirken ligger i udkanten af byen.
Kirkeskib og kor er opført omkring år 1200, og våbenhus og tårn er tilføjet i slutningen af middelalderen. I samme periode er skibets og korets hvælvede loft bygget.
Over syddøren er et reliefsmykket granittympanon med livstræet og to løver.  Da et nyt varmeanlæg skulle installeres i 1966, fremkom rester af kalkmalerier. Det var borter og invielseskors, (sidstnævnte er cirkler med kors i, som blev stænket med vie-vand ved kirkernes indvielse). Da disse kalkmalerier var meget mangelfulde og utydelige, blev de atter overkalkede.

Ældst blandt kirkens inventar er som vanlig døbefonten, der har lØvefigurer, som afviger noget fra egnens øvrige løve-fonte.
Baldakin-altertavlen er fra 1590’erne, og prædikestolen er fra 1613. Alterkalken er fra 1684 og bærer både våbener og ind- skrift for giveren: Ober-förster Petter Zeibiegh og hustru Margaretha von Gabbels, som derved sikrede sig begravelsespiads i kirkegulvet. Stoleværket er udskiftet flere gange i tidens løb, og har iflg. regnskaberne omfattet bl.a. en flytbar brudestol (1687) og en lukket stol (1741) som byens murermester Niels Andersen lod udfØre til sig selv og betalte 8 skilling årligt for at benytte.

Kirkens klokke er støbt i 1591 og omstøbt i 1928 af Smithske støberier, Aalborg.

Orgelet er oprindeligt fra omkring 1880- 1890. Det blev i 1951 leveret til kirken fra Thisted frimurerloge. Orgelet har en meget speciel og pladskrævende ventil- opbygning, og er det eneste af sin art i Danmark med denne komplicerede konstruktion, som ellers kun kendes fra renæssancetidens orgelbyggeri.

(Kilde: Nationalmuseet, Danm. KirkerAarhus Amt. Bd 6 hft 34)


MESING SKOLE

I 1962 blev jeg ansat som førstelærer i Mesmg Skole og nåede at undervise i i år, før den blev nedlagt og børnene blev sendt til Hørning.
Dengang så man det vel som noget positivt, at de små landsbyskoler forsvandt, og børnene kom til de store centralskoler. hvor man kom i klasse med jævnaldrende, fik flere fagtilbud og blev undervist af forskellige lærere i de forskellige fag. Som en journalist skrev i en af de lokale aviser om nedlæggelsen:” Man kan glæde sig over, at landsbyskolens dage er forbi og man kan fælde en tåre over denne kendsgerning. Man kan glæde sig over, at børnene nu vil få samme skoleuddannelse som kommunens øvrige børn, og man kan fælde en tåre over den tid, der deinitivt er afsluttet. Man får ét og mister noget andet. Men tiden går videre - der stilles nye krav, kommer nye skikke”.
Ja - en epoke var forbi - udviklingen i samfundet krævede sit. De små landsby- skoler var ikke længere tidsvarende.
Den skole, der lukkede sine døre d. 25/6- 1962 var bygget i 1912. Det gælder for skolestuens vedkommende. Den tihørende lærerbolig blev bygget i 1934.
Kigger man i de gamle skoleprotokoller fås mange oplysninger. Den ældst bevarede af disse er fra 1858. Da var der 60 skolesøgende børn i Mesing.

Der kan også opstilles en liste over fastansatte lærere ved skolen:
1858-63 : N. Nielsen
1863-97 : A. Knudsen
1897-1901: J. P. Kristensen
1901-04 : Peter Nielsen Mygind
1904-09 : Ernst Ernstsen
1909-29 : Hans L. Schmidt Juulsen
1930-47 : Allerslev Jensen
1948-56 : Ove Rasmussen
1957-59 : Hans Holger Rosendahi
1959-62 : Børge Madsen
1962-63 : Karen Inger Rasmussen

Børnetallet i Mesing har selvsagt været meget svingende. I perioder med mange børn var der ikke nok til at undervise i skolen. Da blev der også undervist i forsamlingshusets kaffestue. Det var de yngste årgange, der holdt til her.

Udenfor skolebygningen lå legepladsen, der strakte sig helt hen til Ny Stillingvej 5. Nr. 3 er altså bygget på den gamle legeplads. Udover at være legeplads blev den i sommerhalvåret anvendt til idræt. I vinterhalvåret foregik gymnastikken i forsamlingshuset.

Undervisningen foregik på den måde, at de store elever gik i skole fra kl. 8-12. Kl. 12.30 kom de små elever så, de fik 3 timers undervisning dagligt.
En gang om ugen havde pigerne to timers ekstra undervisning. Det var i håndarbejde, som jo dengang ikke var for drenge.

Som enelærer måtte man jo undervise i alle fag lige fra dansk til drengegymnastik. Det var også lærerens opgave at stå for opfyring og vedligeholdelse af ilden i den store kakkelovn i skolestuen. I de koldeste vintermåneder blev der fyret over. Det var ubehageligt de mgener, hvor man måtte konstatere, at det ikke var lykkedes at holde ilden ved lige. Da måtte eleverne sidde og fryse den første time, indtil det store rum var opvarmet. 14 stk. var de det sidste år, og de fyldte jo ikke meget i det 70 m2 store rum. Det føltes koldt længe - højt var der jo også til loftet, og de store vinduer var ikke for tætte, selvom der om vinteren kom forsatsvinduer op.
På den sidste skoledag havde skolen besøg af skoleinspektør, Erik Hansen fra Hørning, der bød eleverne velkommen til Hørning efter ferien. Han udtalte bl.a., at han godt forstod, hvis mange følte det som et tab at skulle sige farvel til den skole, der altid havde været midtpunkt i sognets liv. Ja, skolen blev brugt til mange ting. Ikke alene børnene havde jo forsamlingssted her. Om vinteren afholdtes der aftenskole for ungdommen.

Nogle vintre var der også en række foredragsaftener for de voksne ved sognepræst N.E. Mikkelsen.

Det var også her et lille sognebibliotek fandtes. Det bestod vel af ca. 400-500 bøger, hvoraf nogle ejedes af det kommunale bibliotek. Så byttede man engang imellem rundt med bøgerne i Jeksen og Adslev. Desuden kom der en bogbus nogle gange om året fra fællesbiblioteket i Silkeborg. Her udskiftedes så en del af de lånte bøger.

Der kunne sikkert nævnes andre aktiviteter der gennem årene er foregået i skolen. Til slut skal der da fortælles, at der jo kendes en endnu ældre skole i Mesing. Det var den, der lå midt i byen og i 1936 på ruller blev flyttet op til Ansgar Andersens hus, hvor han så indrettede museum i den.
Den historie er fortalt (
se side 4).

Karen Inger Rasmussen


jens

Messingjens

Der er mange, for hvem bynavnet Mesing er uløseligt knyttet til beretningen om hesten Messingjens, der deltog i Napoleonskrigene. Hesten er en af hovedpersonerne i en fantastisk beretning, som er udødeliggjort af St. St. Blicher, der lader den - i noget forvansket form - indgå som en af fortællingerne i Æ. Bindstouw.
Hesten kan næsten sikkert siges at stamme fra landsbyen Mesing, nord for Skanderborg, og har fået navn efter sin hjemby. Historien har også tilknytning til Blichers sogn Thorning, hvorfra den første rytter- soldat, der red på Messingjens, gårdejer Claus Nielsen Wattrup, kom.
Det er måske derfor, Blicher har benyttet historien, men den fortælling, der indgår i E. Bindstouw er på en del punkter væsensforskellig fra den virkelige historie.
Men har historien ikke også så megen tilknytning til Mesing, at den hører hjemme i en lokalhistorisk sammenhæng?
Da ryttersoldaten Claus Nielsen Wattrup blev syg, blev Messingjens overtaget af en anden soldat, Anders Rasmussen, der var en gårdmandssøn fra Egebjerg nord for Horsens.
Anders Rasmussen skal have erhvervet sig retten til den efterspurgte hest ved at smøre sine foresatte med lidt af de gode sager, han fik sendt hjemme fra gården, da han midt under Napoleonskrigene blev indkaldt til Hestefolket og gennemgik rekrutskolen.
Og så måtte Anders Rasmussen og Messingjens drage i krig, og de kom vidt omkring i Europa uden at komme meget i berøring med fjenden.
Danmark var med i krigen på Napoleons side, men efter slaget ved Waterloo kom de danske soldater til at deltage i besættelsen af Frankrig, og Anders Rasmussen og Messingjens kom i 1816 til byen Arleux i Nordfrankrig.
Her blev de danske soldater indkvarteret privat.
Anders Rasmussen fik kvarter i huset hos en rig, adelig guldsmed ved navn de Bercon. som i lighed med de fleste franskmænd var svært glad for de danske soldater - i hvert fald i begyndelsen.
Guidsmeden havde en eneste datter, Gabrielle Coudron Philippe de Bercon, en meget smuk ung pige med en blændende hårpragt.
De to mennesker blev betaget af hinanden, og der opstod et varmt kærlighedsforhold imellem dem.
Men det var trods alt mere end den gode guldsmed kunne acceptere, og han søgte på alle måder at forklare sin datter, at dette var et umuligt forhold. Da det ikke lykkedes, forsøgte han sig hos Anders, og han gik endda så vidt som til at tilbyde ham 15000 rgd., hvis han ville give afkald på Gabrielle.
Det var mange penge - en gård hjemme i Danmark kunne dengang erhverves for ca. 1000 rgd.
Men Anders stod fast, han ville have Gabrielle og hun ham.
Meget imod faderens vilje - men måske lidt med moderens hjælp - blev de to unge viet af den danske feltpræst, der hed Nyholm. Anders satte sine foresatte ind i sagen, og han fik tilladelse til at tage pigen med.
Men hun måtte forklædes til afrejsen, og hun blev ifØrt en dansk husaruniform, og Anders lavede en falsk knebeisbart af de yderste spidser af hårene i Messingjens’ manke, den fik hun klistret under næsen.
Der skal have været flere franske piger, der fulgte med de danske soldater, da de drog af mod nord, men efterhånden faldt de andre fra, kun Gabrielle holdt ud, selvom det sikkert har været svært for hende at sige farvel til sin hjemstavn. Hendes identitet blev snart afsløret, men de andre soldater accepterede »den lille soldat med den store knebelsbart« -ikke mindst fordi hun gerne optrådte som matketenderske og deltog i forplejnmgen og gerne skænkede brændevin fra et anker med et pæglmål, der endnu skal være i slægtens eje.
På ryggen af Messingjens gennemførte de to unge den månedslange rejse hjem til Danmark og kom i vinteren 1818 til Fredericia. Her blev soldaterne afmønstret, og hesten Messingjens blev solgt tillige med en del andre “udsættere”, og køberen var naturligvis Anders Rasmussen, der ikke kunne skilles fra sin gamle ven.
Og så drog Messingjens med Anders i sadlen og Gabrielle på bagsmækken videre nordpå med hjemgården i Egebjerg.

Anders præsenterede familien for sin franske kone, og faderen spurgte straks:
»Håe hu’ noej?«.
Hertil måtte Anders svare, at det eneste hun ejede var han hjerte.
»Læ hinn så reijs« -var faderens svar.
Men det var Anders ikke til sinds at gøre, så han forlod den fædrende gård sammen med sin kone, og på ryggen af Messingjens drog de mod nordvest til landsbyen Undenip lidt nord for Nim.
Her lejede de sig ind på en gård, og for sine sparepenge købte Anders 8 tdr. land ved Torp lidt Øst for Underup, og her byggede han et lille hus.
Her fik Messingjens sit otium. Han skulle intet arbejde udføre, bortset fra at være ridehest for Anders en gang imellem, når han havde et ærinde i købstaden. Ellers gik hesten rundt på gårdens områder uden tøjr og uden indhegning, som han altid havde gjort.
Gabrielle og Anders fik fem børn: Kirsten, Rasmus, Gabrielle, Karen og Karoline, og selvom kårene må have været små, skal de have levet lykkeligt på det lille husmandssted.

Messingjens endte sine dage her, og så stor var Anders’ kærlighed til sin gamle ven, at han ikke ville »træk kjowlen aa ham for aafle det« og heller ikke »ha awyjn eller hunn te aa snagh i ham«, så Jens blev behørigt begravet på gårdens område. Blichers fortælling slutter med Messingjens’ død og begravelse.
Han skal have fået beretningen af en tækkemand, der »laa aa tat« på laden ved præstegården i Thorning, mens Blicher gik nede på gårdspladsen og langede stråene op.
I Æ. Bindstouw er det Rasmus Owstrup, der har oplevet historien og beretter om Messingjens.
Han bliver taget til Hestefolket og møder i Horsens. Som i den virkelige historie får han tildelt Messingjens efter Wattrup ved at smøre sin underofficer med gode sager fra hjemgården.
Hæren drager sydpå, og i Åbenrå indkvarteres soldaterne hos de lokale beboere, og Rasmus får kvarter hos en gårdmand, med hele seks døtre.
En af dem hedder Helle, og hun sørger lidt ekstra for Rasmus, der beklager sig over den forplejning han får af gårdmanden, som er en »pihnwon hund«.
Helle og Rasmus er dæknavne for Gabrielle og Anders Rasmussen, og også i Blichers fortælling bliver de unge glade for hinanden. Da hæren drager videre i krige som Blicher ikke gør meget ud af - lover Helle at vente på Rasmus.
Da han vender tilbage venter Helle dr også på ham, men hendes far er imod bekendtskabet, så som i den rigtige beretning må Rasmus smugle hende ud, iført soldateruniform og med den hjemmegjorte knebelsbart under næsen.
Rasmus og hæren med Helle i husaruniform når tilbage til Horsens, hvor Rasmus Owstrup køber Messingjens, der er blandt de udtjente, der sættes til salg.
Så fortsætter de tre til Rasmus’ fødegård, hvor de i modsætning til den rigtige historie får en god modtagelse. Her bliver de gift, og Rasmus overtager den fædrende gård, og de lever lykkeligt sammen.
De får to børn, og dr Messingjens’ dage er talte, står hele familien omkring ham, til han dør, og som i den rigtige beretning bliver Jens begravet på gårdens område.
Her ender Blichers beretning, men den rigtige historie fortsætter og får en tragisk slutning.

Gabrielle havde svært ved at falde til i Danmark. Hun skrev breve hjem til familien i Arleux og blev efterhånden forsonet med sin fader, men hun genså aldrig sin hjemegn og sin familie.
Så længe Anders levede gik det godt, for de to respekterede hinanden højt og levede i et hamionisk samliv.
Men Anders døde i 1845 af tuberkulose, og så gik det nedad med Gabnelle.
Hun længtes voldsomt mod sin hjemegn og sin familie, og flere gange har hun begivet sig sydpå til fods for at prøve at komme hjem, og hver gange er hun blevet hentet tilbage.
Til sidst blev hun spærret inde i den lille stue i Torp, og i 1855 døde hun, 64 år gammel.
Både Anders og Gabrielle er begravet på Underup kirkegård, men gravstenene er borte.

I Arleux er sporene af guldsmedens adelige familie også udslettet. To verdenskrige har ødelagt kirken, og kirkebøgeme findes ikke mere.

Men historien om Messingjens lever stadig. Da han fik sit velfortjente otium på på gården i Torp og døde elsket og respekteret af familien, i hvis liv han havde spillet så stor en rolle.
Endnu i 1970 mente man at kunne påvise stedet ved Torp, hvor hesten ligger begravet.

En efterkommer af familien, Rasmus Jensen, der var den sidste, der boede i huset i Torp, har fortalt, at en ældre mand, Anders Ølvisen fra Jeksen, barnebarn af Gabrielle og Anders, havde udpeget stedet for ham og sagt:»Hie legge Messingjens, aa de passe pinde«

Bent Meyer.
Kildehenvisninger: Harald Pedersen: Blichers Messingjensnovelle, østjysk Hjemstavn 1970
St. St. Blicher: Æ. Bindstouw.

Top

FRAGTKØRSEL FOR 50-55 ÅR SIDEN


Mesing Fragt- og Vognmandsforretning oprettedes ca. 1923-24.
Undertegnede købte og overtog forretningen d. 7. april 1938.
Der var koncession på en fragtrute fra Mesing over Jeksen - Adslev - Dørup - Edslev-MøI1e - Edslev - Kolt - Lemming - Hasselager til Århus Fragtmandcentral i Toldbodgade. Ruten kørtes tirsdag, torsdag og lørdag. Afgang fra Mesing kl. 9.00 og fra Århus kl. 12.00. Af faste afleveringssteder var 3 brugsforeninger, 5 købmandshandler -6 smedier - 2 karetmagere - 1 tømrer - og i bagerforretning, samt til private på ruten. (1938).
Fragtpriserne var såvidt huskes; pakker til 1 kg: 25 Øre - 5 til 10 kg: 35 Øre - fra 50 til 100kg: 50 Øre - pr. kg. varer fra 100kg og op: 35 Øre pr. 100 kg.

Mandag kørsel med kreaturer til eksport på Århus Kvægtorv: 4 kr. for store dyr;
2 kr. for mindre: Returlæs foderstoffer - gødning- kul - cinders - koks og briketter:
Onsdag grise til Skanderborg Andelsslagteri, 50 Øre pr. stk., retur foderstoffer fra (Elgård).

Vejmaterialekørsel for kommunen. 1.50 kl. pr. kubikmeter.

Alt inden for privat lastautokØrsel: Specialiseret hestetransport i overbygget vogn- lad; Særlig for hingsteholdere som Rasmus Andersen, Mesing og J. P. Lind- toft, Lisbjerg Terp. Samt flytning af familie-bohave under lukket lad i særlige flyttekasser og pakningsmatenel i stor stil. Under belejringen i 1940-45 og år derefter, meget tørve- og brunkulskØrsel, og udbringning af træ og byggemateriale for Hørning Trælasthandel; endvidere også kØrsel for omegnens murer- og tømrer- mestre.
ForretningsophØr og nedlæggelse den 7. april 1970.

Michael Sørensen
Mesing




TYSK BESÆTTELSE AF DANMARK


Den tyske værnemagt rykkede ind i Danmark d. 9. april 1940. Og allerede d. 14. april fik Mesing-sogn indkvartering af et kompagni hestetrukket artilleri på 180 mand ialt, som fordeltes rundt på gårdene samt noget mandskab i forsamlingshuset. Muligvis kommen med tog til Skanderborg. Herfra skulle de videre men hvorhen? Ved afrejsen fra Mesing havde politiet i Skanderborg, af tyskerne fået ordre at tilsige lastvogne fra egnen til transporten torsdag eftenniddag kl. 14.00 med afgang fra Mesing ved 17-18-tiden. Jeg fik en hel kanon på lastvognen, og blev første vogn i en kolonne på 21 vogne. Der kørtes over Skanderborg til Århus, hvor vi alle fik tanket benzin ved Harald Jensens- plads på tyskernes regning.
N.B. Der gik flere måneder inden benzinen blev betalt til tankstationen. Nu kørtes over Silkeborg - Herning - Holstebro - Oddesund til egnen vest for Thisted, hvor der læsses af ude i et klitterræn kl. 5 om morgenen fredag d. 22. maj. Aflæsningen var færdig til middag, og efter ny påfyldning af benzin inde i Thisted (også beordret af tyskerne), kunne vi køre hjem efter eget behag. Vi holdt kaffepause i Herning og var hjemme til aften: hvor vores koner modtog os? Med åbne arme - for ingen vidste hvor vi skulle køre tyskerne hen. Og rygterne gik på Norge, det havde soldaterne talt om, og var bange for. Prisen vi fik for turen var 125 kr. kontant, og så de to gange påfyldning af benzin.
(Efter tiden et ret stort beløb)


Træskomand Anders Christensen og hustru, Ane Sørens Datter, sidstnævnte født i Assedrup, Nørlev Sogn, den 4. December 1758, boede i et Hus ved Forten i Mjesing. Anders Christensen var kommen fra Landsbyen Horn ved Hammel og af den Grund blev han altid kaldt Anders Horn. De havde flere børn sammen; men han om hvem her skal meddeles, blev født den 25. September 1789 og fik Navnet Chresten Andersen efter sin Bedstefader. Efter endt skolegang kom han i skrædderlære, og som ung var han vistnok som Soldat i 1807, ude på nogle Sejlture. På en af disse hændte det, at Uvejret blev meget slemt. Bølgerne slog op over Dækket og alt hvad der fandtes al rørlige Ting maatte fastbindes. Passagererne blev beordret ned i Kahytten hvor Luften, som Følge al Søsygen var meget daarlig. Chresten gav sig saa til at synge al sine Lungers fulde kraft hvilket gav Anledning til, at han fik Tilladelse til at komme op på Dækket igen. Denne Tur mindedes han hele Livet igennem; thi naar Uvejret var slemt og Stormene rasende, sagde han altid: "Os her paa Landjorden lider ingen Nød, men tænk paa de stakkels Søfolk". Den 7. December 1816 blev han gift med Mette Kathrine Larsdatter fra Illerup, der var født 7. September 1789, samme Aar som han selv. »Christen Horn« og »Mette Kathrine«, som de i daglig Tale blev kaldt, bosatte sig paa »Sommers Toft« en Plads ved den nordlige side af »Palliskjae«, den østlige Dam i Byen.

Christen Horn blev saa ansat som Vægter i Mjesing, og hvad der skal berettes er dels efter, hvad han selv har efterladt sig al skrevne Meddelelser og til Dels mundtlige Beretninger fra Folk, som har kendt ham personlig.
November 1823: Af 2,5 Talg fik vi 35 Lys og 2 Praaser. Det første Lys blev tændt Aftenen før den første December, som var første Advents Søndag, om Aftenen.
»Den 27. August 1826 om Formiddagen har vor Herre velsignet os med en Søn navnlig Anders Christensen, Gud give ham kristeligt at leve og saligt at dø, Amen i Jesu Navn, Amen«.

I Juni Maaned 1839 har Chr. Horn lavet en Tabel over sin Vægterløn, der dels in natura. Til Forstaaelse af Tabellen kan anføres, at naar der f. Eks. som fjerde Navn staar N.N.S., saa skal det sidste Bogstav betyde Sen (sen), altså Niels Nielsen. Navnene i Fortegnelsen kan tillige give en Oversigt over de bosiddende Personer i Mjesing pan den den Tid. (1. J. Jørg., 2. P. Mikel., P. Mikkelsen o.s.v.).

Hvorfor han f. Eks. har skrevet 1,5 Skp. og 3 Fjerdingkar Rug i Tabellen i Stedet for 2 Skp. og i Fjerdingkar vides ikke. Som Vægter paahvilede det Chr. Horn at synge det første Vægtervers Kl. 10. naar Vagten begyndte, og saa fremdeles hvert Klokkeslet indtil Kl. 5 om Morgen, naar Vagten var endt. imellem Klokkeslagene skulde han tillige se efter, om der var Tyve pan Spil, Ildebrand eller noget galt med kreaturerne i Staldene, og i den Periode der blev lavet Malt af Byg i Køllen, som lå ved »Forten«, skulde kan se efter, om Ilden brændte under de store Maltplader, som den skulde; ligeledes kunde Folk


der er dets vaaben; men »Fensi« tog ganske forigtig fat i Piggene med munden og kastede det op i Luften, når det saa falder ned igen strakte det sig ud, og Hunden greb det under Bugen og gjorde paa den maade Ende pan dets Tilværelse. En Nat da Vægteren mærkede Uro i et Hus gik han derind, og efter lyden, som kom fra Bageovnen.»Hvem er derinde", spurgte Christen, uden at faa noget Svar. Efter at han havde spurgt et Par Gange uden Resultat, sagde han til Hunden, som stod ved hans Side:»Fensi, hold hierc, og san satte Hunden sig ved Ovnens Munding medens Christen gik efter lys. Ved den mindste Bevægelse inde i Ovnen knurrede Hunden, og dens rullende øjne lod forstaa, at den mente det alvorligt. Da Christen kom tilbage med Lys, bød han:»I Kongens og Lovens Navn kom ud", og frem af Ovnen krøb to af Gaardens egne unge Piger, skælvende og rystende over hele Kroppen. -Der havde været bagt i Ovnen om Dagen og da den var varm, havde de lagt sig derind. »Aa, i kjæele Tøse«, sagde Christen, »gaa nu i Seng!"

En af disse har som gammel Kone fortalt underskrevne, at de faa minutter, det varede, fra Vægteren gik efter Lys og så til han kom tilbage igen, forekom dem som en Evighed; thi Hunden var de bange for; men den rare gamle Vægter med det lange lyse, krøllede haar, der hængte ham helt ned pan Skuldrene, kunde de godt lide. Vægterens Nabo,Simon Jensen, skal en Gang have sagt til ham:»Du skal ikke faa mig til at tro, at du gaar Vagt hele Natten, nej, du putter dig saamænd nok i Sengen til Met-Katrin. Den følgende Nat vilde Christen dog vise Simon Jensen at han ikke sov, thi da Klokken var 10 og Runden var endt, gik Vægteren hen til Naboens Viundue og raabte: »Klokken er slagen 10!« -»Ja, det er min ogsaa«, lød det inde fra Stuen. Da Runden var gjort Kl. 11 mødte Vægteren igen ved Vinduet og sagde, hvad Kl. var slaaet. og saaledes vedblev han hver Time til Kl. var slaaet 5, men da kvitterede Simon Jensen ogsaa med følgende kraftige Udbrud: »Hold dog for S.... i H din Kæft, dit forbandede »Vægterhorn«, nu har du ikke bestilt andet hele Natten end at holde mig og min Familie vaagen!«
- Efter den Tid ymtede Simon Jensen aldrig mere om Natten i Stedet for at holde Vagt.
Naar et eller andet alvorligt vilde ske i Fremtiden, saa kunde Vægteren ofte se det i Forvejen ved Varsler eller paa anden Maade. Før Krigen i 1848-50 saa han om Natten nogle store lysende Kors paa den sydlige Himmel, disse, der havde samme Farvesammensæming som som Regnbuen, vidste Christen vilde betyde noget ekstra uhyggeligt, og saa kom krigen.
I 1847 er optegnet følgende:»Natten imellem den l2te og l3de Juni 1847 var et Lys i Kirken omtrent hele Natten, og efter at Lyset var slukt, brændte Branden got 1/2 Time, i Kirken, i Vinduet i det sydlige Vindue for Alteret i Kirken«. - To Aar senere findes følgende: »Natten imellem den 10. og 11. kom Fjenden, som bestod af Slesvig Holstenere. Prøjsere, og Bajere, i det hele 9 Magter, imod os og besatte hele Riget fra Altona og til Aarhus. Natten imellem 19. og 20. Juni var der Lys i Kirken ved Alteret, hvilket Tegn skete 2 Aar i Forvejen, som var i 1847, og samme Lys blev set af (Navnet ulæseligt)«
Christen Horn kendte Navnene pan en Del Planter og disses Anvendelse som Middel i Sygdomstilfælde, og derfor kom ofte en eller anden til han og bad om et godt Rand; men han kendte også bestemte Formularer, der skulde fremsiges, og Tegn, der skulde gøres overfor baade syge Dyr og Mennesker - hermed nogle af hans »Recepter«.
»At maale sig for Modsat da gaa du stitiende til en Dør, som vender mod Norden og spænder med udstrakte arme saaledes + og med disse Ord:»Jeg maaler mig for modsat, jeg maaler mig for Gulsot, jeg maaler mig for Svinsot, og for hver gang du siger det, da spØtter du«.
Om Aareladning. De ulykkelige Dage at aarelade sig pan er 1. og 17. Januar, 2., 23., 26. Februar, 3., 4. April, 5., 7. Maj,
3., 6. Juni, 3., 7., 8., 25. Juli, 9., 15. August, 10., 29. September, 12., 21. Oktober.

Om en Koe er beskadiget af Solen, da maa du staa op om Morgenen før Solen,
og gaa til Koen tiendes og straks trække din Skjorte af og give hende 3 Slag af Skjorten saa varm som den er, pan siden, og gak saa din Vej; men er Koen stangen igjennem Milten, da maa du tiendes gaa hen og tage din Hue af og vende den vrangt. og dermed giver du hende 3 Slag, gak san din Vej«

Hans Haandværk, Skrædderiet, blev ikke benyttet af ham i ret Udstrækning. Alt Tøjet var hjemmelavet Vadmel, som blev syet med Haanden. En Gang, da han havde taget Maal af en Dreng til et Par Benklæder og disse var blevet for store, mente Drengens Moder, at de bedre kunde passe en større Dreng, Broderen, der stod ved Siden af, og da han kunde passe Benklæderne og trængte til et Par saadanne, sagde Skrædderen til Moderen:»Det var jo ogsaa ham, at jeg tog Maal af«, og så var den Sag klaret.
I Rye blev der dengang holdt store Markeder, og Christen Horn tog da et stort stykke Vadmel under Armen og gik til Rye for at sælge det. Lykkedes det ikke, kunde han undertiden faa Maal til en Klædning; Christen blev da i Rye og syede den hos Vedkommende, hvor han saa fik Kost og Logi, indtil Klædningen var færdig. Hjemme havde han saa lejet en Mand til Vægterposten.

Chr. Horn var meget interesseret i Naturen, hvilket fremgaar af følgende Indledfinger til forskellige Ting, han har iagttaget:»I Dag kom Myren op«, »Bierne kom med Bogser (d.e. Blomsterstøv på Benene)«, »Hasselens Blomstring til Nød«, »Frøerne kvækkede i Gadekæret«, »I Nat brændte Nordlysene saa uhyre« m.m.
I Samlingen her findes flere Ting, som har tilhørt ham, f. Eks. et Mangelbrædt, som han har udskanret saa smukt i Almuestil, og ved hver Side af Haandtaget (Hesten) findes følgende: M. K. T. I. d. M. d. 9. F. M D C C C X X, hvilket er Mette Kathrine Larsdatter (hans Kones Navn), Mjesing, d. 9. Februar 1820. Endvidere findes her en udskaaret Uhrskive af træ, og den Lanse, som han lod smede, da Rygtet fortalte, at Fangerne var kommen ud af Rendsborg Tugthus før Krigen i 48. (Den jydske Slavekrig). Hans JagtbØsse og Hagelpung, der bærer Årstaliet 1808, opbevares ogsaa her i samlingen.
Selv om han stod sig godt med Gejstligheden i Almindelighed, san har han ikke været særlig begejstret for Pastor Stilling, der beklædte Embedet her fra 1793 til 1828, derom vidner følgende Digt:

Min Afsked med Hr. Stilling.
I mange Aar stod du ved Leen
men rejste ingen Minde-Steen.
Eksempelværdig var du ej
Nu fjernt er du, rejs kuns din Vej
vi dig Tillykke ønsker derfor ej
saa brusende som her.
C. A. S. 18/1 1829

Hvad der har været mellem ham og Præsten faar man ingen Oplysning om. Til hans Ejendom hørte der noget Jord, og man faar ogsaa at vide, hvad Tid Rugen blev høstet i »Heden" eller Havren i »Tasmarken«, Engen slaaet i »Balravn«, Arbejdet ved Ryvejen, Tyskernes Indkvartering i Mjesing i 1864 og deres Meriter, eller at han i l820erne til et Barselgilde indkøbte 3 Potter Brændevin, 1/2 pund Tobak, i L. pund Brød, 5 pund Fisk, Alhaand 4 Sk. Kanel, 3/4 Fjerdingkar Gryn m.m.m.
Der kunde skrives mangt og meget om den ejendommelige Vægter i Mjesing; men her skal sluttes med at da han den 23. Februar 1867, efter at have været lidt sløj i nogle Dage, befandt sig udenfor sit Hus, blev han svimmel og kaldte pan sin Hustru, der kom og hjalp ham ind i Seng. Dagen efter, da de kom for at se til de to gamle, lå han død og kold i Sengen ved siden af Met-Katrin, der ikke havde nogen Anelse om, at han var død, idet hun sagde, at det ikke var ret længe siden, at hun havde sagt til ham »om at tage sin Fod til sig, og det havde han da gjort"  MetKatrin levede et par Aar efter sin Mand og døde d. 6. Februar 1869.

Top

aarhus


Amtsråd & Sogneforstanderskab

Som et resultat af de stænderforsamlinger, som Frederik den Sjette (1808-1839) oprettede, udstedte Kristian den Ottende (1839-1848) den 13. august 1841 en lov om amters og kommuners selvstyre. Efter den skulle der oprettes et amtsråd og tillige - i hver sognekommune, til at varetage dens lokale administration - sogneforstanderskab. Dette sidste fik senere navneændring til sogneråd.
Dover og Venge sogne, der dengang udgjorde et pastorat, blev som følge af denne lov en kommune. Valget til det første sogneråd foregik ved et valgmøde i Svejstrup skole den 22. november 1841. Af folk fra Dover sogn blev der afgivet stemmer på 38 personer, mens man fra Venge samlede stemmerne på kun 10. Det medførte, at Venge sogn fik valgt fem mand og Dover sogn kun fire, til trods for, at Dover sogn dengang havde 975 beboere og Venge kun 926. Foruden de valgte var et pastorats præster fødte medlemmer al sogneforstanderskabet. Sognepræsten til Venge og Dover hed da Christian Nicolai Pingel. I sine sidste år havde han en kappelan, pastor Krag, som da også optrådte i sogneforstanderskabet. Dette valgtes for tre år, men det valgte formand hvert år. Rasmus Laursen, Venge, blev den første formand.

Fattigvæsen, skoler og veje

Sogneforstanderskabet skulle tage sig af fattigforsorgen, skolernes styrelse, og hvad, der ellers kunne komme til at ligge for, bl.a. vejenes vedligeholdelse.
Hvad det første angår, vedtog man, at ingen fremmede betlere eller pasløse personer måtte gå omkring i kommunen, men straks skulle pågnbes og bringes til deres hjemsogn eller overgives til vedkommende øvrighed. Meget små børn og gamle, svage mennesker, der ikke kunne klare sig ved hjælp al understøttelse i form al korn
og penge, blev bortliciteret for et par år af gangen hos lavestbydende. Var en fattig person skikket til det, blev han eller hun anbragt i en fattigstue.
For hvert sogn valgte man en skolepatron, og for hver skole en skoleforstander. Det oplyses ikke, om Venge sogn på dette tidspunkt kun havde rytterskolen, eller om der var blevet selvstændige skoler i Nørre Vissing og Hårby.
Med hensyn til vejene var man åbenbart tilbageholdene. Præstens sognevej (fra Svejstrup til Venge, der stadig kaldes præstevejen) tog man straks fat på at istandsætte, men man afslog en henstiling fra baronen på Sophiendal (formentlig baron Gottlob Rosenkmntz, skønt baron Fritz Rosenkrantz endnu var medejer af Sophiendal), om at gøre kirkestien mellem Venge og Søballe til vej. Man mente, at vejen over “det nordre vadested over Skjerbækken er slet ikke så slem og ubefarlig” og at “vadestedet er den meste tid af året heller ikke farlig”. Naturligvis var det rart med en bro, “vil baronen selv betale den”.

Krigen 1848-50


4. december 1846 blev det “ved stemmesedler” afgjort, at sognepræsten, Pingel, hvad enten han ville eller ej, skulle være formand for sogneforstanderskabet for 1847. Præsten har åbenbart vægret sig. Det kan hænge sammen med, at hans helbred var vaklende. Han døde 10. januar 1850. I hvert fald blev medlemsskabet al sogneforstanderskabet en byrde for ham i hans sidste år - de blev nemlig præget al krigen 1848-50. I anledning al den blev det straks pålagt Dover og Venge sogne at levere seks miltærheste, ligesom der kom opfordring til at oprette skyttekorps og sende “frivillige hester”. Senere befaledes oprettet en folkevæbning: Alle mænd mellem 18 og 45 år skulle hver søndag møde til to timers exercits ved en al de to sognekirker, de hørte til, og de skulle medtage “skydegeværer”, hvem der havde sådanne, de andre “møde med lanser og spyd”.
Overbefalmgsmand her i sognet var Jens Ernstsen af Veng. Der foretages til stadighed frivillige indsamlinger til de ud-kommanderedes familier, ligninger til hesteleverencer til hæren og udskrivninger til levering af kød, flæsk, brød, gryn, korn, hø, halm m.v.

Leverancer til tyskerne

Efter slaget ved Slesvig påskedag 1848, hvor danskhæren led nederlag og måtte trække sig tilbage til Als, rykkede prøjserne under general Wrangel op i jylland, og i løbet af 1849 meldte de sig med krav om leverancer. Af Dover og Venge sogne forlangte de først to rideheste for let cavallerie. Sogneforstanderskabet vedtog, at man umuligt kunne levere dem og derfor skulle afslå det selvom sognepræst Pingel, der var syg og sengeliggende, fandt afslaget højst uklogt. Resultatet blev da også, at der kort efter kom krav om det dobbelte antal: to heste fra hver af sognene. Herredsfogeden, sognefogeden og Pingels svigersøn og kappelan Krag overtalte imidlertid den modstræbende sognepræst til, som formand, at skrive et brev til prøjseme med bøn om opsættelse af leverancen i fjorten dage. Pingel vidste godt, at det “var jydsk snedighed, som kun ville vinde tid, men slet ikke havde i sinde at skaffe heste til den befalede tid”, - og tilføjede i protokollen:”Gud ved, hvad udfald det vil fåe? Jeg er uskyldig og bruger aldrig intriger, hverken mod ven eller fjende”. 13. juli 1849, midt om natten kom en kommando tyske tropper og afhentede Pringel. Han skulle følge med til Stjær. Derfra førte andre soldater ham over Søballe og Venge tilbage til Svejstrup Præstegård, og hvor de kom frem, tog de, hvad de ville. Dette skulle Pringel være vidne til, antagelig fordi han var formand for sogneforstanderskabet, og prøjserne nok skulle vise dette, hvordan det gik, når man vægrede sig ved at levere, hvad der blev forlangt.

Efter krigen 1848-50

Efter krigen måtte sogneforstanderskabet tage sig af indsamlinger til de faldnes efterladte og til monument for faldne kr1- gere, ligesom man måtte sørge for understøttelse af krigsinvalider. Der var naturligvis også sager af mere fredelig karakter at behandle. 1849 ansøgte f.x Niels Jensen, Nørre Vissing, om tilladelse til at opføre et grundmuret hus. Det blev afslået, fordi Niels Jensen “allerede havde ladet opbygge så mange huse og derved påført sognet så mange fattige”.
På forespørgsel fra amtet om, hvorfor Venge bys brandsprøjte, der “er i aldeles forfalden tilstand” ikke istandsættes, svarer forstanderskabet, at man ikke kan hitte ud af, hvordan betalingen skal ordnes - der er ingen lov for det.
Tanken om landpostvæsen afviste sogneforstanderskabet med den begrundelse, at det nok var “en velgørende indretning, men unødvendig her, hvor man er så nær ved Skanderborg, og hvor beboerne let kan få bud til hinanden”.

Det private initiativ


Kromand Jens Andersen flyttede ca. 1840 den gamle kro fra 1801, der lå ved Jaungydevejen, til kroens nuværende plads, og i 1851 erholdt han bevilling til at drive “småhandel med colonialvarer til omegnens fomØdenhed”. Samme år fik Jens Peter Jensen tilladelse til at drive høkerhandel i Søballe. 1852 fik lærer Dalsgård, Venge, lov til at sælge mergel fra en plads ved skolen (sikkert rytterskolen) - det antyder, at der også skete udvikling og fremskridt på landbrugets område.
Der var sket en del udstykninger i Hjems1ev herred især Adslev-Mjesing og Dover Venge kommuner. I Adslev-Mjesing havde udstykningen ført til større fattigdom, men i Dover-Venge blev udstykningens gode sider mere fremtrædende, nemlig folkemængdens forøgelse, jordens bedre dyrkning og større kvægbesætnmg. Det skydes imidlertid, at “småmændene” her “havde flere erhverskilder udenfor landbruget”.
1851 fik Jørgen Rasmussen i Nørre Vissing bevilling til at drive pottemageri.
Der skal have været flere egentlige pottemagere på egnen, men derudover var der mange småfolk, som lavede potter i deres fritid og solgte dem på markeder eller til mere velhavende naboer. Andre drev væven sammen med et mindre landbrug, ligesom naturligvis mange gik på dagleje.

Kilde: Venge Sogn og Kirke 1959
af
Halvor Bundgaard

Regnskaber