På Foerlev Møllevej lå en rytterskole. Bygningen var opført i 1679, og her var skole indtil først i 1800-tallet. Huset hed “Damhuset”, fordi der var et gadekær foran. 11936 blev gadekæret fyldt op, og vejene blev reguleret til et vej-T. “Damhuset” blev flyttet til den anden ende af byen
- til Stillingvej 15. Flytningen foregik på ruller: Fyldningen blev taget ud, og borgerne hjalp til med at skubbe “skelettet” gennem byen. Adslev/Mesing sogneråd havde skænket huset til skomagermester Ansgar Andersen, som anvendte det til museum. 11968 blev huset flyttet til Hjerl Hede og rummer nu et karetmagerværksted.
Forsamlingshuset er oprettet i 1888. Der var oprindeligt friskole i en del af huset.
Men ifølge protokollen er skolestuen taget
med til salen i 1899. Huset har været ramme om mange sammenkomster og begivenheder gennem tiden. Familiefester og foredrag, børnebal, chokoladebal og garnmelmandsbal. Under besættelsen måtte man p.g.a. spælTetiden afholde bal om eftermiddagen.
I “Mesinggård”s have ligger tæt ved vejen et lille velbevaret kampestenshus. Det fortælles, at det har været brugt til opbevaring af is. Store is-stykker blev lagt her ind og dækket til med tørv. Ved nedbrydningen af et af “Mesinggård”s udhuse stødte man på et meget stort kors-formet fundament til en skorsten. Har her mon stået en mejeriskorsten? Eller måske en teglværksskorsten? Ingen ved det med bestemthed.

På pladsen foran kirken har sognets beboere i 1934 opstillet en Sten med et vers, hvori siges;

“at Byrder løftes bedst
 ved fælles værk
at Splid gør svag
men Enighed gør stærk”

Den store sten er hentet i “Den tuede Mose”.

Ved sognestien i den nordvestlige del af byen lå et maltgøreri. Her blev kernerne af byg behandlet, så de kunne bruges til hjemmebrygning af øl.
“At gøre malt” var en langvarig og arbejdskrævende process. Først blev byggen sat i blød i støre baljer, og her skulle den stå indtil alle komene var gennemvædede og opsvulmede. Vandet blev så hældt fra og byggen blev lagt i en høj dynge på ladegulvet. Dette blev kaldt “støben”. P.g.a. den høje fugtighed i kernerne blev dyngen varm invendig, og kerneme begyndte at spire. Ved denne spiring omdannedes kornets melindhold til sukker. Man skulle være meget påpasselig med, at kernerne spirede lige meget, så derfor skulle dyngen tilses dagligt og om nødvendigt vendes med en skovl.
Efter spiringen skulle støben tørres. Store jemplader med sprækker i blev sat op over bål på jorden, og herpå blev støben spredt ud. Ilden skulle brænde jævnt i mange timer, for at tørringen skulle blive god. Vægteren (Christen Horn 1789-1867 er omtalt andet sted i bladet) havde opsyn med ilden om natten.
Når støben var tørret og havde fået en brun farve, kom den i sække og blev bragt hjem på gårdene. Her blev den opbevaret på loftet ved skorstenen.

---

Mesing Kirke

Mesing sogn har siden sidste halvdel af 1500-tallet været anneks til Adslev sogn og siden 1967 til Veng sogn. Kirken ligger i udkanten af byen.
Kirkeskib og kor er opført omkring år 1200, og våbenhus og tårn er tilføjet i slutningen af middelalderen. I samme periode er skibets og korets hvælvede loft bygget.
Over syddøren er et reliefsmykket granittympanon med livstræet og to løver.  Da et nyt varmeanlæg skulle installeres i 1966, fremkom rester af kalkmalerier. Det var borter og invielseskors, (sidstnævnte er cirkler med kors i, som blev stænket med vie-vand ved kirkernes indvielse). Da disse kalkmalerier var meget mangelfulde og utydelige, blev de atter overkalkede.

Ældst blandt kirkens inventar er som vanlig døbefonten, der har lØvefigurer, som afviger noget fra egnens øvrige løve-fonte.
Baldakin-altertavlen er fra 1590’erne, og prædikestolen er fra 1613. Alterkalken er fra 1684 og bærer både våbener og ind- skrift for giveren: Ober-förster Petter Zeibiegh og hustru Margaretha von Gabbels, som derved sikrede sig begravelsespiads i kirkegulvet. Stoleværket er udskiftet flere gange i tidens løb, og har iflg. regnskaberne omfattet bl.a. en flytbar brudestol (1687) og en lukket stol (1741) som byens murermester Niels Andersen lod udfØre til sig selv og betalte 8 skilling årligt for at benytte.

Kirkens klokke er støbt i 1591 og omstøbt i 1928 af Smithske støberier, Aalborg.

Orgelet er oprindeligt fra omkring 1880- 1890. Det blev i 1951 leveret til kirken fra Thisted frimurerloge. Orgelet har en meget speciel og pladskrævende ventil- opbygning, og er det eneste af sin art i Danmark med denne komplicerede konstruktion, som ellers kun kendes fra renæssancetidens orgelbyggeri.

(Kilde: Nationalmuseet, Danm. KirkerAarhus Amt. Bd 6 hft 34)

---

MESING SKOLE

I 1962 blev jeg ansat som førstelærer i Mesmg Skole og nåede at undervise i i år, før den blev nedlagt og børnene blev sendt til Hørning.
Dengang så man det vel som noget positivt, at de små landsbyskoler forsvandt, og børnene kom til de store centralskoler. hvor man kom i klasse med jævnaldrende, fik flere fagtilbud og blev undervist af forskellige lærere i de forskellige fag. Som en journalist skrev i en af de lokale aviser om nedlæggelsen:” Man kan glæde sig over, at landsbyskolens dage er forbi og man kan fælde en tåre over denne kendsgerning. Man kan glæde sig over, at børnene nu vil få samme skoleuddannelse som kommunens øvrige børn, og man kan fælde en tåre over den tid, der deinitivt er afsluttet. Man får ét og mister noget andet. Men tiden går videre - der stilles nye krav, kommer nye skikke”.
Ja - en epoke var forbi - udviklingen i samfundet krævede sit. De små landsby- skoler var ikke længere tidsvarende.
Den skole, der lukkede sine døre d. 25/6- 1962 var bygget i 1912. Det gælder for skolestuens vedkommende. Den tihørende lærerbolig blev bygget i 1934.
Kigger man i de gamle skoleprotokoller fås mange oplysninger. Den ældst bevarede af disse er fra 1858. Da var der 60 skolesøgende børn i Mesing.

Der kan også opstilles en liste over fastansatte lærere ved skolen:
1858-63 : N. Nielsen
1863-97 : A. Knudsen
1897-1901: J. P. Kristensen
1901-04 : Peter Nielsen Mygind
1904-09 : Ernst Ernstsen
1909-29 : Hans L. Schmidt Juulsen
1930-47 : Allerslev Jensen
1948-56 : Ove Rasmussen
1957-59 : Hans Holger Rosendahi
1959-62 : Børge Madsen
1962-63 : Karen Inger Rasmussen

Børnetallet i Mesing har selvsagt været meget svingende. I perioder med mange børn var der ikke nok til at undervise i skolen. Da blev der også undervist i forsamlingshusets kaffestue. Det var de yngste årgange, der holdt til her.

Udenfor skolebygningen lå legepladsen, der strakte sig helt hen til Ny Stillingvej 5. Nr. 3 er altså bygget på den gamle legeplads. Udover at være legeplads blev den i sommerhalvåret anvendt til idræt. I vinterhalvåret foregik gymnastikken i forsamlingshuset.

Undervisningen foregik på den måde, at de store elever gik i skole fra kl. 8-12. Kl. 12.30 kom de små elever så, de fik 3 timers undervisning dagligt.
En gang om ugen havde pigerne to timers ekstra undervisning. Det var i håndarbejde, som jo dengang ikke var for drenge.

Som enelærer måtte man jo undervise i alle fag lige fra dansk til drengegymnastik. Det var også lærerens opgave at stå for opfyring og vedligeholdelse af ilden i den store kakkelovn i skolestuen. I de koldeste vintermåneder blev der fyret over. Det var ubehageligt de mgener, hvor man måtte konstatere, at det ikke var lykkedes at holde ilden ved lige. Da måtte eleverne sidde og fryse den første time, indtil det store rum var opvarmet. 14 stk. var de det sidste år, og de fyldte jo ikke meget i det 70 m2 store rum. Det føltes koldt længe - højt var der jo også til loftet, og de store vinduer var ikke for tætte, selvom der om vinteren kom forsatsvinduer op.
På den sidste skoledag havde skolen besøg af skoleinspektør, Erik Hansen fra Hørning, der bød eleverne velkommen til Hørning efter ferien. Han udtalte bl.a., at han godt forstod, hvis mange følte det som et tab at skulle sige farvel til den skole, der altid havde været midtpunkt i sognets liv. Ja, skolen blev brugt til mange ting. Ikke alene børnene havde jo forsamlingssted her. Om vinteren afholdtes der aftenskole for ungdommen.

Nogle vintre var der også en række foredragsaftener for de voksne ved sognepræst N.E. Mikkelsen.

Det var også her et lille sognebibliotek fandtes. Det bestod vel af ca. 400-500 bøger, hvoraf nogle ejedes af det kommunale bibliotek. Så byttede man engang imellem rundt med bøgerne i Jeksen og Adslev. Desuden kom der en bogbus nogle gange om året fra fællesbiblioteket i Silkeborg. Her udskiftedes så en del af de lånte bøger.

Der kunne sikkert nævnes andre aktiviteter der gennem årene er foregået i skolen. Til slut skal der da fortælles, at der jo kendes en endnu ældre skole i Mesing. Det var den, der lå midt i byen og i 1936 på ruller blev flyttet op til Ansgar Andersens hus, hvor han så indrettede museum i den.
Den historie er fortalt (se side 4).

Karen Inger Rasmussen

---

Der er mange, for hvem bynavnet Mesing er uløseligt knyttet til beretningen om hesten Messingjens, der deltog i Napoleonskrigene. Hesten er en af hovedpersonerne i en fantastisk beretning, som er udødeliggjort af St. St. Blicher, der lader den - i noget forvansket form - indgå som en af fortællingerne i Æ. Bindstouw.
Hesten kan næsten sikkert siges at stamme fra landsbyen Mesing, nord for Skanderborg, og har fået navn efter sin hjemby. Historien har også tilknytning til Blichers sogn Thorning, hvorfra den første rytter- soldat, der red på Messingjens, gårdejer Claus Nielsen Wattrup, kom.
Det er måske derfor, Blicher har benyttet historien, men den fortælling, der indgår i E. Bindstouw er på en del punkter væsensforskellig fra den virkelige historie.
Men har historien ikke også så megen tilknytning til Mesing, at den hører hjemme i en lokalhistorisk sammenhæng?
Da ryttersoldaten Claus Nielsen Wattrup blev syg, blev Messingjens overtaget af en anden soldat, Anders Rasmussen, der var en gårdmandssøn fra Egebjerg nord for Horsens.
Anders Rasmussen skal have erhvervet sig retten til den efterspurgte hest ved at smøre sine foresatte med lidt af de gode sager, han fik sendt hjemme fra gården, da han midt under Napoleonskrigene blev indkaldt til Hestefolket og gennemgik rekrutskolen.
Og så måtte Anders Rasmussen og Messingjens drage i krig, og de kom vidt omkring i Europa uden at komme meget i berøring med fjenden.
Danmark var med i krigen på Napoleons side, men efter slaget ved Waterloo kom de danske soldater til at deltage i besættelsen af Frankrig, og Anders Rasmussen og Messingjens kom i 1816 til byen Arleux i Nordfrankrig.
Her blev de danske soldater indkvarteret privat.
Anders Rasmussen fik kvarter i huset hos en rig, adelig guldsmed ved navn de Bercon. som i lighed med de fleste franskmænd var svært glad for de danske soldater - i hvert fald i begyndelsen.
Guidsmeden havde en eneste datter, Gabrielle Coudron Philippe de Bercon, en meget smuk ung pige med en blændende hårpragt.
De to mennesker blev betaget af hinanden, og der opstod et varmt kærlighedsforhold imellem dem.
Men det var trods alt mere end den gode guldsmed kunne acceptere, og han søgte på alle måder at forklare sin datter, at dette var et umuligt forhold. Da det ikke lykkedes, forsøgte han sig hos Anders, og han gik endda så vidt som til at tilbyde ham 15000 rgd., hvis han ville give afkald på Gabrielle.
Det var mange penge - en gård hjemme i Danmark kunne dengang erhverves for ca. 1000 rgd.
Men Anders stod fast, han ville have Gabrielle og hun ham.
Meget imod faderens vilje - men måske lidt med moderens hjælp - blev de to unge viet af den danske feltpræst, der hed Nyholm. Anders satte sine foresatte ind i sagen, og han fik tilladelse til at tage pigen med.
Men hun måtte forklædes til afrejsen, og hun blev ifØrt en dansk husaruniform, og Anders lavede en falsk knebeisbart af de yderste spidser af hårene i Messingjens’ manke, den fik hun klistret under næsen.
Der skal have været flere franske piger, der fulgte med de danske soldater, da de drog af mod nord, men efterhånden faldt de andre fra, kun Gabrielle holdt ud, selvom det sikkert har været svært for hende at sige farvel til sin hjemstavn. Hendes identitet blev snart afsløret, men de andre soldater accepterede »den lille soldat med den store knebelsbart« -ikke mindst fordi hun gerne optrådte som matketenderske og deltog i forplejnmgen og gerne skænkede brændevin fra et anker med et pæglmål, der endnu skal være i slægtens eje.
På ryggen af Messingjens gennemførte de to unge den månedslange rejse hjem til Danmark og kom i vinteren 1818 til Fredericia. Her blev soldaterne afmønstret, og hesten Messingjens blev solgt tillige med en del andre “udsættere”, og køberen var naturligvis Anders Rasmussen, der ikke kunne skilles fra sin gamle ven.
Og så drog Messingjens med Anders i sadlen og Gabrielle på bagsmækken videre nordpå med hjemgården i Egebjerg.

Anders præsenterede familien for sin franske kone, og faderen spurgte straks:
»Håe hu’ noej?«.
Hertil måtte Anders svare, at det eneste hun ejede var han hjerte.
»Læ hinn så reijs« -var faderens svar.
Men det var Anders ikke til sinds at gøre, så han forlod den fædrende gård sammen med sin kone, og på ryggen af Messingjens drog de mod nordvest til landsbyen Undenip lidt nord for Nim.
Her lejede de sig ind på en gård, og for sine sparepenge købte Anders 8 tdr. land ved Torp lidt Øst for Underup, og her byggede han et lille hus.
Her fik Messingjens sit otium. Han skulle intet arbejde udføre, bortset fra at være ridehest for Anders en gang imellem, når han havde et ærinde i købstaden. Ellers gik hesten rundt på gårdens områder uden tøjr og uden indhegning, som han altid havde gjort.
Gabrielle og Anders fik fem børn: Kirsten, Rasmus, Gabrielle, Karen og Karoline, og selvom kårene må have været små, skal de have levet lykkeligt på det lille husmandssted.

Messingjens endte sine dage her, og så stor var Anders’ kærlighed til sin gamle ven, at han ikke ville »træk kjowlen aa ham for aafle det« og heller ikke »ha awyjn eller hunn te aa snagh i ham«, så Jens blev behørigt begravet på gårdens område. Blichers fortælling slutter med Messingjens’ død og begravelse.
Han skal have fået beretningen af en tækkemand, der »laa aa tat« på laden ved præstegården i Thorning, mens Blicher gik nede på gårdspladsen og langede stråene op.
I Æ. Bindstouw er det Rasmus Owstrup, der har oplevet historien og beretter om Messingjens.
Han bliver taget til Hestefolket og møder i Horsens. Som i den virkelige historie får han tildelt Messingjens efter Wattrup ved at smøre sin underofficer med gode sager fra hjemgården.
Hæren drager sydpå, og i Åbenrå indkvarteres soldaterne hos de lokale beboere, og Rasmus får kvarter hos en gårdmand, med hele seks døtre.
En af dem hedder Helle, og hun sørger lidt ekstra for Rasmus, der beklager sig over den forplejning han får af gårdmanden, som er en »pihnwon hund«.
Helle og Rasmus er dæknavne for Gabrielle og Anders Rasmussen, og også i Blichers fortælling bliver de unge glade for hinanden. Da hæren drager videre i krige som Blicher ikke gør meget ud af - lover Helle at vente på Rasmus.
Da han vender tilbage venter Helle dr også på ham, men hendes far er imod bekendtskabet, så som i den rigtige beretning må Rasmus smugle hende ud, iført soldateruniform og med den hjemmegjorte knebelsbart under næsen.
Rasmus og hæren med Helle i husaruniform når tilbage til Horsens, hvor Rasmus Owstrup køber Messingjens, der er blandt de udtjente, der sættes til salg.
Så fortsætter de tre til Rasmus’ fødegård, hvor de i modsætning til den rigtige historie får en god modtagelse. Her bliver de gift, og Rasmus overtager den fædrende gård, og de lever lykkeligt sammen.
De får to børn, og dr Messingjens’ dage er talte, står hele familien omkring ham, til han dør, og som i den rigtige beretning bliver Jens begravet på gårdens område.
Her ender Blichers beretning, men den rigtige historie fortsætter og får en tragisk slutning.

Gabrielle havde svært ved at falde til i Danmark. Hun skrev breve hjem til familien i Arleux og blev efterhånden forsonet med sin fader, men hun genså aldrig sin hjemegn og sin familie.
Så længe Anders levede gik det godt, for de to respekterede hinanden højt og levede i et hamionisk samliv.
Men Anders døde i 1845 af tuberkulose, og så gik det nedad med Gabnelle.
Hun længtes voldsomt mod sin hjemegn og sin familie, og flere gange har hun begivet sig sydpå til fods for at prøve at komme hjem, og hver gange er hun blevet hentet tilbage.
Til sidst blev hun spærret inde i den lille stue i Torp, og i 1855 døde hun, 64 år gammel.
Både Anders og Gabrielle er begravet på Underup kirkegård, men gravstenene er borte.

I Arleux er sporene af guldsmedens adelige familie også udslettet. To verdenskrige har ødelagt kirken, og kirkebøgeme findes ikke mere.

Men historien om Messingjens lever stadig. Da han fik sit velfortjente otium på på gården i Torp og døde elsket og respekteret af familien, i hvis liv han havde spillet så stor en rolle.
Endnu i 1970 mente man at kunne påvise stedet ved Torp, hvor hesten ligger begravet.

En efterkommer af familien, Rasmus Jensen, der var den sidste, der boede i huset i Torp, har fortalt, at en ældre mand, Anders Ølvisen fra Jeksen, barnebarn af Gabrielle og Anders, havde udpeget stedet for ham og sagt:»Hie legge Messingjens, aa de passe pinde«

Bent Meyer.
Kildehenvisninger: Harald Pedersen: Blichers Messingjensnovelle, østjysk Hjemstavn 1970
St. St. Blicher: Æ. Bindstouw.