Tilbage

Indhold.

Forord Landsbyskolerne og deres baggrund. Lyngby statsgymnasium Rytterskolen. Skoler i Nr.Vissing
Mesing skole Adslev skole. Styrelsen for egnsarkivet Støtteforeningens medlemmer.

Top

fo
Med udgivelsen af dette års-skrift har Egnsarkivet fastholdt en tradition, der startede i 1988. I årernes løb har megen interessant historie om egnen fundet sin plads her.
Naturligt nok mest tilført af beboere, hvis familie har boet her i flere generationer. I en årrække blev der arrangeret byvandringer i hele kommunen, hvor lokale beboere bidrog med historier og oplysninger. Folkene bag Egnsarkivet redigerede stoffet, som så blev udgivet som årsskrift.
Som årets emne har vi valgt at skrive om folkeskolerne i kommunen. Både historiske oplysninger om skoler generelt og på lokalt plan. Et stort arbejde som vil kræve plads i mindst 2 årsskrifter.

Der bliver til stadighed afleveret en del materialer på arkiverne både fra nær og fjern. Arkivarerne og deres hjælpere har nok at gøre med at fa det bragt på plads, samtidig med at der jævnlig er spørgsmål, der skal besvares, mest fra slægtsforskere.

Desværre har besøgstallet på arkivernes åbningsaften været nedadgående på det seneste. Styrelsen besluttede derfor, at der forsøgsvis fremover kun skulle være åbent den første torsdag i måneden på arkivet i Hørning ligesom i Veng.

Som det blev oplyst i dagspressen, var det meningen, at Egnsarkivet skulle indgå i det nye byggeprojekt ved rådhuset. Imidlertid kunne arkivet p.g.a. besparelser, kun få tildelt 53 m2 mod nuværende 120 m2. Derfor forbliver Egnsarkivet på Højboskolen.

Til slut en særlig tak til de personer, der har bidraget med materiale til årsskriftet.
Tak til medlemmerne af styrelsen samt støtteforeningen for deres indsats både for arkiverne i Veng og Hørning.

Hørning, september 2000

Svend K. Olsen
Top

la
Dansk folkeskoleundervisning i det 16. og 17. århundrede fandtes reelt ikke. Undervisning af den brede befolkning var overladt til kirken og hjemmet, og den omfattede alene kristendomskundskab.
Lærerens rolle var overladt til præster og forældre, dog i stigende grad til de kirkelige embedsmænd, degnene.

Lærebogen var Luthers katekismus fra begyndelsen af det 16. årh., og da »eleverne« ikke kunne læse, var der tale om mundtlig undervisning og udenadslæren.

Ved en kirkelig forordning af 27. marts 1629 pålægges det »præster, degne og substitutter at undervise ungdommen i børnelærdom en gang om ugen i hvert sogn«. Løbedegne havde tilknytning til klostre og latinskoler, mens sædedegne havde fast bopæl i sognet. I slutningen af det 17. årh. besluttedes det, at der skulle være sædedegne i alle pastorater, og at der udvises boliger til degnene, så de kunne holde skole for ungdommen.

Forudsætningerne hos degnene var ikke imponerende. Blandt håndværksfagene var snedker, smed, hattemager, skrædder repræsenteret, samt husmand, kælder- svend, tjener, handelsmand, skriver, kudsk, underofficer o.s.v..

Fattigforordningen af 24. sept. 1708
indeholder det første lovbud om oprettelse af folkeskoler på landet. Der var allerede oprettet et antal på privat basis, især af adelen. Adelsmanden Niels Friis — en nevø til kansleren Johan Friis (1494-1570) — indrettede således skoler for 7 sognes børn i en gammel kirkelade i Hesselager i begyndelsen af 1600-tallet. Skolen var i brug til omkring 1814. I 1708 blev det altså en offentlig opgave. Formålet var at bekæmpe fattigdommen. Viljen var således til stede, men midlerne manglede.

I 1708 var der 4 autoriserede skoleholdere i Århus by, og de fik nu nogle få rigsdaler for at undervise fattige børn, men beløbet faldt senere væk igen. Stiftsøvrigheden i Århus med biskop Ocksen og Stiftsamtmand Plessen udarbejdede forslag til »Skolevæsenets Ordning« og i 1716 blev skolesagen lagt stiftsprovster »på sinde«, da ungdommens undervisning er grundvolden til kirkens og landets velstand. Der blev gjort status over eksisterende skoler, hvor der manglede skoler, hvor mange der var behov for, hvorledes midlerne til opførelse af skolerne og lærerlønnen kunne tilvejebringes.

Både i Århus Stift og på landsplan »tog tingene tid«, og den 25. feb. 1735 pålagde kongen stiftsøvrigheden at gøre status endnu en gang. Opgørelsen i Århus stift viser, at der var 83 skoler + de kongelige, men der manglede stadig 126 nye skoler.

Konfirmationen indførtes 11736 ved lov. Man skal huske, at kristendommen stadig var det bærende element i almuens opfattelse af verden.
I 1739 udsendte Chr.d. VI »Forordninger om skoler på landet«, der var den første egentlige skolelov i kongeriget. Men i dette tilfælde som ved de tidligere og efterfølgende forsøg på at forbedre folkeskolen var der et svælg mellem ambitionsniveauet og den økonomiske formåen/offervilje.

Loven af 1739 var et resultat af et kommissionsarbejde, men bygger i høj grad på Fr. IV’s instrukser for rytterskolerne. Den pålagde (igen) degnene at holde skole med undervisning i kristendom, dansk, skrivning og regning. Den bestemte skolebygningernes antal og beskaffenhed, skoleholdernes løn og kaldelse, samt tilsyn og undervisning.

Oplysningstiden

Frihedsstøtten i København er rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse i 1789. På den ene side af støtten står der:
»Kongen bød, Stavnsbaandet skal ophøre, Landbolovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig» — På den modsatte side står der: »Kongen kendte, at Borgerfrihed bestemt ved retfærdig Lov giver Kærlighed til Fædrelandet, mod til dets Værn, lyst til Kundskab, Attrå til Flid, Håb om Held.»
Man er midt i oplysningstiden.

Som tidligere nævnt var der flere gange lovgivet eller befalet om pligten til at undervise, men det kneb meget med virkeliggørelsen. Rytterskolernes opførelse fra 1721 (240 i alt fordelt på de 12 rytterdistrikter) var et kraftigt løft, men Fr. IV’s opfordring til de øvrige jordbesiddere om at følge eksemplet faldt ikke i god jord. Hans søster, prinsesse Sofie Hedvig oprettede dog 7 skoler omkring Dronninglund i Vendsyssel. Landet manglede både skoler og lærere.

Seminarier

Provst Balthasar Petersen oprettede 1753 en lærerskole i Tønder for at skaffe Tønder amt »et godt forråd af dygtige skolemestre». Han oprettede 1786 en fundats ved at indskyde 8000 Rd og sin gård Gørrismark for at sikre seminariets eksistens efter sin død. Der var allerede flere seminarier i Hertugdømmerne. 11789 blev Den Store Skolekommission nedsat til at arbejde med spørgsmålene. Kommissionens medlemmer var: »Grev E.H. Schimmelmann, Grev C.D. Reventlow, Geheimeråd C. Brandt, Biskop N.E. Balle, Etatsråd F.C. Trant og Magister M.H. Sevel«. Opgaven lød: »Udarbejd en plan til skolevæsenets forbedring og tillige en foranstaltning til at danne duelige lærere.<

Da kommissionen sluttede sit arbejde 25 år senere var der kun 3 af medlemmerne fra starten tilbage, nemlig Balle, Schimmelmann og Reventlow. I en periode var også J. Reventlow medlem, og sammen med broderen C.D.R. og biskop Balle udgjorde han de progressive kræfter i kommissionen.

I 1791 blev Blågård Seminarium oprettet på kommissionens foranledning. For- billedet var Kiel Seminarium, der var oprettet i 1781. 11795 startede Grev Ludvig Reventlow et seminarium ved sit gods Brahe-Trolleborg. Greven havde allerede i 1783 ladet opføre den første (i Smærup) af 3 skoler under sit grevskab. I Vesterborg (Pastor P.B.Boisen) oprettedes endnu et seminarium i 1801, og i 1802 blev det anbefalet, at pastor E. Hammond oprettede et seminarium i Brøndbyvester. I 1806 oprettede pastor C.L. Krarup endnu et i tilknytning til sin præstegård i Borris.

Efter Københavns bombardement i 1807 flyttedes Blågårds Seminarium til Jonstrup (Klædefabrik). På baggrund af de erfaringer, der var opnået med de eksisterende seminarier, og efter flere betænkninger og debatter afsluttede kommissionen sit arbejde, og den 29. juli 1814 kom Fr.VI’s »Anordning for alinueskolevæsenet på landet i Danmark.«

Tre væsentlige træk fra anordningen skal fremhæves:

»En skole er 2-klasset med i lærer.«

»Degne og skoleholdere skal efterhånden erstattes af seminarieuddannede lærere.«

»Der skal undervises i religion, læsning, skrivning og regning, og læreren bør vejlede eleverne i sang.«

Det er ligeledes interessant, at antallet af elever i en klasse normalt ikke måtte overstige 40. Ved senere ændringer er det maksimale antal elever pr. lærer sat til 100
(1856), 74 (1904) og 70 (1937).

Med anordningen fulgte 3 bilag:
Instruktion for lærerne, regler til iagttagelse for sognenes skolekommissioner og underretning for amtsskoledirektionen.
Lærernes baggrund og niveau havde været genstand for megen debat i kommissionen og for resten også udenfor. Det var ikke kun bombardementet, der fik seminanet flyttet fra Blågård til Jonstrup. Mange mente, at seminaristerne var for opblæste og havde lært for mange dårlige manerer i byen til at de kunne tilpasse sig en landsbylærers tilværelse. Derfor blev de efterfølgende statsseminarier placeret på landet i det miljø, hvor lærerne senere skulle leve og virke. Det blev også fastslået, at en lærer- uddannelse ikke skulle være en videnskabelig uddannelse.

Undervisning, materiel og økonomi.

Der blev fremsat mange ideer til undervisningens indhold på både seminarier og skoler. Ligeledes fremkom der gennem tiden og ikke mindst under kommissionens arbejde et væld af forslag til lærebøger af forskellig brugbarhed.

Balles lærebog (1795) og Balslevs bibelhistorie (ca. 1850) var endnu i brug i Jeksen skole.

Finansieringen af seminarier og skoler blev en blanding af privat og statslig indsats. Jordbesidderne og kirken måtte holde for.

Kort efter anordningens fremsættelse kom en ny pædagogisk metode, »Gensidig undervisning«, til landet sydfra. Den gik i korthed ud på, at ældre elever underviste yngre elever, så en lærer kunne have ansvaret for endnu flere elever. Det var billigt og blev derfor hurtigt populært hos dem, der havde ansvaret for økonomien.


Top

ly
Bygningerne huser i dag Pædagogisk Psykologisk Rådgivningscenter for en række kommuner på Djursland.
Lyngby (8570 Trustrup) Kongelige Skolelærerseminarium anno 1842. Bygningen t.v. ergymnastiksal, mens bygningen t.h. indeholder 2 klasseværelser og 2 lærerboliger a 2 værelser. På loftet var der bibliotek. Det oprindelige skolehus fra 1814 blev revet ned i 1842 for at give plads til gymnastiksalen. I 1859 blev bygningen t.h. udvidet med I kemilokale og 2 samlingsværelser. Samtidig blev der bygget en etage ovenpå med 1 klasselokale, I tegnestue, bibliotek og lærerværelse samt endnu en 2-værelses bolig til en lærer.
Den oprindelige skolebygning var opført med bindingsværk og havde I stort og 2 mindre skolerum, samt I værelse til 2. læreren.

Som et resultat af Den Store Skolekommissions arbejde blev der af Fr. VI den 30 april 1813 givet tilladelse (ordre) til at opføre et seminarium i Lyngby Ca. 10 km vest for Grenaa. De medfølgende Bestemmelser er opdelt i 37, hvoraf nogle skal gengives her:
§ 1. Ved dette seminarium må antages ind-
til 15 subjekter af bondestanden, hvortil også regnes de på landet opdragne degne- og skoleholderbørn.

§ 2. Til at undervise og danne disse seminarister antages 2 lærere, af hvilke vi herved udnævner præsten i LyngbyAlbøge, hr. Hans Peter Barfoed til efter sit tilbud at være 1.lærer og forstander.

§3. Til de fornødne lokaler må der bygges et hus på 6 fag med samme indretning som seminariebygningen i Borris præstegård.

§ 5. Seminaristerne tinge sig, med forstanderens hjælp, på egen kost og logi hos de ved seminariet nærmest boende bønder og klæde sig ligeledes på egen bekostning i deres sædvanlige bondedragter.

§ 6, 7 og 8 omhandler optagelsen. Man skal være 18-23 år, og melder sig flere, end der kan optages, afholdes der prøve, og de bedste optages. Dog skal de, der er utjenstdygtig ved krigstjenesten, have fortrinsret, hvis de ellers er duelige.

§ 10. Beskriver 1. lærerens fagområder:
Religion, dansk, tysk, almuejura, sjælelære, kostlære (diætetik), havebrug og agerbrug.

§ 11. 2. lærerens fagområder: Skrivning, regning, sang, samt en halv snes andre i denne sammenhæng sekundære fag.

§ 14. Dagen begynder og slutter med salmesang og bøn.

§ 15. Rettigheder: Fri undervisning og bøger. Fortrinsret til ansættelse frem for dem, som ej er seminaristisk undervist. Fritagelse for sø- og landkrigstjeneste.

§ 16. Anfører fridage og deres anvendelse.

§ 17. Arbejdsdagen er normalt 7-21, og det anføres, hvad tiden skal/må bruges til.

§ 18-22 angiver seminaristernes pligter uden for den egentlige undervisning, i øveskolen, kirken og i omegnen.

§ 23-26 angiver hvordan læreren forholder sig i de første år efter dimittering med tilbagemeldinger til seminariet den 1. maj hvert år om stort set alt, hvad han havde foretaget sig. Hvis en dimittend ikke ønsker at bruge uddannelsen til undervisning, tilbagebetales 150 Rd, og er han under 36 år, annulleres militærfritagelsen.

§ 27-36 beskriver lærernes pligter og aflønning. Der skal bl.a. føres 4 protokoller: Kopiprotokol, arbejdsprotokol, konduiteprotokol (med folio for hver elev) og regnskabsprotokol.

§ 37. Direktionens sammensætning med Stiftamtmanden og Biskoppen over Århus Stift som de vigtigste.

Seminariets virke.
Første afgangsprøve blev afholdt 3. og 4. okt. 1815. Undervisningen var begyndt i
1813 i præstegården. Der var 6 dimittender, som bestod med godt resultat. Til samme prøve var der indstillet 10 privatister fra pastor Blicher i Randel (digterens far), men direktionen mente ikke, at deres præstation gjorde dem duelig til at for estå et lærer- embede. De pågældende fik dog en attest på, at de havde underkastet sig en skriftlig prøve. Pastor Blicher havde oprettet et »institut for skolelærerers dannelse». Flere hold kom til eksamination i Lyngby, men da resultaterne var for dårlige, lukkede Blicher sit »institut i 1819.
Skoleloven af 1814 blev 10 år senere justeret efter de høstede erfaringer og den aktuelle stemning og økonomi (gensidig undervisning). Antallet af statsseminarier skulle reduceres til 4, nemlig Jonstrup, Skårup, Snedsted og Lyngby. Vilkårene for lærereksamen lempedes ved samme lejlighed. Den 3-årige læsetid blev opgivet, så eleverne kunne indtræde i undervisningen på det niveau (klasse), der svarede til forkundskaberne. Endvidere fik privatister lov til at indstille sig til eksamen på lige fod med seminariets egne elever.

Elevtallet i Lyngby var oprindeligt 16. I 1816 blev det forøget til 24 og i 1824 til 40, der var normen i mange år. I 1863 var der 88 elever, hvoraf de 65 var hjemmehørende i det nørrejydske, 10 fra Lolland-Falster, 7 fra Sjælland, 5 fra Bornholm og i fra Samsø, hvor der på et tidspunkt også var et Seminarium.

I 1858 blev optagelseskravet ændret til, at eleven i mindst i år selv havde forestået undervisningen i en skole eller under en dygtig lærers vejledning havde medvirket i undervisningen i en skole, så han kunne medbringe vidnesbyrd om lyst og anlæg for skolefaget. Samtidig fik man i Lyngby lov til at vende tilbage til 3 års undervisning. Fra 1829 havde uddannelsestiden været 2 år, men det fandt forstanderen for lidt.

I1874 blev der igen nedlagt et seminarium. Valget stod mellem Lyngby og Ranum, og det sidste overlevede bl.a. på grund af beliggenheden med et stort opland.
I de 61 år, som Lyngby Statsseminarium virkede, blev der dimitteret 971 lærere, hvoraf 187 var privatister. — Der var ingen kvinder blandt dimittenderne.

Skolevæsenet indenfor den nuværende Herning Kommunes grænser har også nydt godt af seminariet, som har »leveret< flere lærere til områdets skoler.
Der er også dimittender, der er født i kommunen, men som fik deres virke andre steder.

Ole Friis Sørensen



Kilder til artiklerne om:

Landsbyskolerne og deres baggrund
Joakim Larsen: »Bidrag til den danske skoles historie« 1893, 4 bind, ca 1400 sider.

Danmarks Lærerforening: »Af landsbyskolens saga< Redigeret af Albert Johansen

Lyngby Statsseminarium
Henry Simonsen: »Brudstykker af historien om Det kongelige Statsseminarium i Lyngby.« 2000, Grenå Egnsarkiv.
Top

ry

Den danske almueskoles historie og udbredelse fortoner sig tilbage i middelalderens mørke. Vi ved ikke ret meget om den, men vi ved, at undervisning af almuens børn var begrænset til de få, og kvaliteten af undervisningen var med få undtagelser meget ringe.

Vi har ganske vist kloster- og kirkeskoler fra begyndelsen af middelalderen, men de var oprettet med det formål at uddanne præster og degne. Det var sjældent at almuens børn nåede frem til at få en undervisning her, og slet ikke hvis de boede på landet, det gjorde jo langt de fleste.

Det første tilløb til oprettelse af almue- skoler kom med Christian den Andens Skolelov 1521 -»Forordning om Skolevæsenet for Landbefolkningen«.
Denne lov huskes måske bedst, fordi det var den første skolelov, som indeholdt forbud mod korporlig afstraffelse af eleverne. Som det vil være mange bekendt, blev dette forbud gentaget 440 år senere og dermed formelt effektueret 1961. Ændringer- også i folkeskolen- tager tid.

Christian den Andens skoleforordning blev dårlig modtaget af befolkningen- ja på Viborg Landsting blev forordningen simpelthen brændt. Befolkningen var ikke rede til at lade deres børn bruge tid på undervisning. Børnenes arbejdskraft var uundværlig i den daglige drift.

200 året efter Christian den Andens for- ordning-den 28. marts 1721 »lod Frederik den Fjerde publicere sit gudelige forsæt, nemlig 240 skolers oprettelse« i den nye hærordnings 12 rytterdistrikter, heraf blev heraf en i Veng og en i Hørning.

Og her har vi så den næstældste bygning i Veng sogn. Rytterskolen er ganske vist kraftig ombygget og har fået en tilbygning i slutningen af forrige århundrede, men den oprindelige grundplan kan stadig fornemmes og er også stadig under huset i dag.

Kirken er selvfølgelig vor ældste bygning med sin ærværdige 900 årige historie. Sofiendal eller Vengegård, som den oprindelig hed, er som ejendom på stedet lige så gammel, måske ældre. Den har sandsynligvis været ladegård for benediktinernes kloster, vi ved ikke noget præcist om det, men gården er totalt ombygget med helt ændrede grundpianer i perioden fra 1855-1886.

Ideen til det omfattende skolebyggeri kan ikke udelukkende tilskrives Frederik den Fjerde, men da tanken først var opstået blev alle, der kunne have indflydelse på skolesagen grebet af ideen, så der på rekordtid blev bygget skoler over hele landet.

Danske Lov af 1683 havde udtrykt forventning om, at forældre og præster »opdrog< børnene til kristendom. Men man vidste godt, at mange forældre ikke magtede opgaven på grund af uvidenhed, og præsterne kunne næppe afse den fornødne tid. Det kom derfor ind som en paragraf i »Fattigforordningen af 1708«, at degnen skulle sørge for fattige børns undervisning, hvis forældrene ikke havde råd til at betale for børnenes undervisning i de skoler, som var eller ville blive oprettet.

Få år efter blev det næsten en slags koncurrence i den kongelige familie om, hvem der var mest idealistisk i skolesagen. Kongens første dronning Louise havde bygget skole og lønnet en lærer i Rungsted 1716. Kongens søster Sophie Hedvig havde oprettet 7 skoler ved Dronninglund gods og senere 7 til på Sjælland. Prins Karl fik bygget 10 skoler ved Højstrup og Jægerspris.
Nu måtte kongen også være med. I perioden 1722-27 blev de 240 skoler bygget i de tolv rytterdistrikter. Ideen med rytterdistrikterne var, at de tolv områder- 6 på Sjælland, 3 på Fyn, Lolland-Falster og 3 i Jylland- skulle afgive jord til ryttergårdene, som til gengæld for den tildelte gård med jord,som hovedsagelig var udskilt fra krongodset, skulle stille ryttere til hæren. Iøvrigt hørte hele Venge sogn ved 1700-tal- lets begyndelse under kronen — Skanderborg slots område.
Rytterne havde pligt til at møde til øvelse et par gange om måneden, hvad de sikkert ikke var kede af. Flot har det set ud, når de i uniform med lang sabel højt til hest stævnede mod øvelsespladserne, som ofte lå i nærheden af kirkerne.
Belært af erfaringerne i krigene mod svenskerne vidste man, hvor vigtigt det var, at kunne stille en hær af danske karle, ikke mindst et stærkt dansk rytteri, i stedet for de hvervede soldater, man tidligere havde brugt.

Tilbage til skolerne. Det var ikke små usle rønner der blev bygget. Ofte var det landsbyens bedste hus, kun de bedste materialer blev brugt: Tegl til mure, tag og gulv og førsteklasses kraftigt tømmer til tagkonstruktioner, lofter, døre og vinduer.
Vi kan få et godt billede af husets udseende og indretning ved at se på de centralt udarbejdede materialelister og prisoverslag. Det gav en stor ensartethed i bygningernes fremtoning og plan. En medvirkende årsag hertil er også, at det var meget få personer, der kom til at stå for opførelsen. I Kolding og Skanderborg rytterdistrikter fik Gottfried Schuster og Søren Sørensen kontrakt på samtlige 49 skoler til en pris af 580 Rdl. stykket.
Det var en imponerende skolebygningsaktivitet over det ganske land, som først blev overgået af landsbyskolebyggeriet omkring 1870-80. Disse skoler måtte så igen vige for det store centralskolebyggeri i 1950-60.
Rytterskolen betegner en nytænkning i indretningen, som blev norm for landsbyskoler i de næste 200-250 år. Det nye var en bygning, der indeholdt skolestue og bolig til læreren under samme tag — tjenestebolig
Man håbede nok også, at man, ved at stille en bolig til rådighed, kunne få bedre og mere stabile lærere, men da lønnen var meget lille, kneb det stadig at skaffe folk, som kunne give en blot nogenlunde undervisning. Oftest fik man mislykkede studenter, afmønstrede underofficerer eller selv- lærde bondekarle, skomagere og skræddere.
Kravene til underviserne var heller ikke imponerende, de skulle kunne Luthers Katekismus samt læsning, skrivning og regning til husbehov. Der skulle jo gå endnu næsten 100 år, inden man gennem seminarierne fik en ordentlig uddannelse for lærere.
Bygningen var som nævnt ret anseelig efter datidens forhold: 21 alen lang, 12 alen bred og med en lofthøjde på 41/2 alen. Det vil i nutidens måleenhed sige ca.  14m x 8m. Lofthøjden på Ca. 3 m blev senere reduceret noget, da man forsynede husene med trægulve.
Taget var højt med skrå gavle — helvalm— dækket med røde Flensborg tagsten, som efter en årrække næsten overalt blev udskiftet med strå. Årsagen hertil skulle være, at drengene ikke kunne afholdes fra at kaste sten på taget med mange knuste tagsten til følge.
Murene, som var to sten tykke, var også opført af Flensborg sten, mens indvendige vægge var af rå soltørrede lersten. Indvendige vægge var pudsede og hvidtede. Tag- tømmer og alt indvendigt træværk var norsk fyr, loftet var brede fyrreplanker, mens vinduer og udvendige døre var dansk egetræ. Til bygningen blev der ialt fremstillet tre yderdøre, fem inderdøre og otte torammede vinduer med blyindfattede ruder.
Gennem den rundbuede indgangsdør kom man ind i en lille forstue, herfra var en dør ind til skolestuen. Fra skolestuen kunne man gå ind i lærerens dagligstue, hvorfra der igen var adgang til henholdsvis sovekammer og køkken.

Køkkenet var udstyret med åben skorsten med ildsted og bageovn. Fra ildstedet kunne der fyres i bilæggerovnen, som afgav varme til skolestuen og dagligstuen. Fra køkkenet var der adgang ud til gårdspladsen og til et spisekammer, ret stort kunne man synes (som sovekammeret), men passende størrelse for den tid, der skulle være plads til det meste af en vinters forråd.

Med dette pompøse hus var de økonomiske midler tilsyneladende opbrugt.

Det er mærkeligt at erfare, hvor lidt der var gjort ud af skolestuens inventar og undervisningsmidler. Dette, efter datidens forhold, imponerende rum (ca. 40m2) var udstyret med to lange bræddeborde fastgjort på nedgravede pæle og en 6-7 bænke, ligeledes brædder på pæle.

Til hver skole blev der anskaffet 100 ABC’er, 100 katekismer, en bibel med fortolkninger og nogle salmebøger. Desuden var de fleste skoler på lokalt initiativ udstyret med en sandkasse på ben til skriveøvelser.
De forældre, som ønskede at deres børn— udover katekismus og bibellæsning — skulle lære skrivning og regning, måtte betale et beløb til ekstra løn til læreren og til de nødvendige materialer.

Over indgangsdøren blev der indmuret en sandsten med inskription. En sådan sten blev anbragt på de allerfleste rytterskoler. Stenene er fremstillet centralt og udført af en stenhugger Heinbrodt på Kongens Nytorv, de er derfor meget ens over hele landet. Stenen fra Rytterskolen i Veng blev i 1870 anbragt i vestgavlen på den nye skole ovenfor byen. 11954 blev stenen placeret i aulaen i den nyopførte Venge-Hårby-Søballe Fællesskole.
På stenen ser man øverst Frederik den Fjerdes monogram, derefter en inskription på latin, som oversat lyder: »I året 1721 har jeg grundlagt denne skole og i lighed med denne 240 i de distrikter, som er oprettede af mig til stadig at underholde 12 ryttereskadroner«. Derefter følger et vers forfattet af Fr. Rostgaard formuleret således, at vi får indtryk af, at det er kongens egne ord, hvad det også kunne være:

Halvtredsindstyve aar, Gud
har Du mig opholdet.
Alt Sygdom, Kriig og Pest
mig intet ondt har voldet:
Thi yder jeg min tack og breeder
ud Dit Navn
Og bygger Skoler op
de fattige til Gavn.
Lad denne min fundats bestaae
til Verdens Ende.
Lad altid paa min Stool
een findes af min Æt.
Som mener Dig Min Gud
og Disse Skoler rætt.

Også over dørene til de forskellige rum fandtes der vers, en skik der langt op i vort århundrede var almindelig i mange gårde og huse.



Rytterskolerne dækkede dog kun Ca. 1/6 af landet med undervisning. De 5/6 var henvist til, hvad fremsynede godsejere, præster og bønder kunne få gennemført rundt omkring i sognene.
Da det stadig var småt med ungdommens læsefærdighed, særlig hos "den gemene almue" udstedte Christian d. 6. i 1739 sin store forordning om skoler på landet, hvori han omtaler den ynkelige uvidenhed og anser det for en stor velgerning at indføre almindelig undervisningspligt i religion og læsning.
Der rejste sig en storm af protester fra alle samfundslag, ikke mindst fra bønderne, som mente, at det bedste fald var unyttigt, i værste fald skadeligt, at lade børnene drive den af méd stillesiddende læsning og udenadslæring.
Desuden havde man god brug for deres arbejdskraft hjemme på gårdene.

Almindelige argumenter mod skolen var: »Børnene er for små til at lære« — »Vi kan ikke undvære børnenes tjeneste« — »Jeg har ikke gået i skole, så skal heller ikke mine børn« — »Jeg har aldrig kunne læse en bog, min forældre heller ikke, vi er dog blevet mænd.

Modstanden mod skoleloven af 1739 var så stor over hele landet, at kongen året efter måtte se sig nødsaget til at ophæve sin egen skolelov.
Det blev nu helt overladt til frivillige initiativer at sørge for undervisningen. Det medførte selvfølgelig en stor forskel på om — og hvor meget, der blev undervist i de forskellige egne af landet. »Den ynkelige uvidenhed« måtte man mange steder leve med endnu en lang årrække.

Først 50 år senere i 1789 nedsatte kronprinsen — den senere Frederik 6. — sammen med sine dygtige rådgivere, A.P. Bernstorff og Kristian Reventlow »Den store Skolekommission», som førte til »Folkeskoleloven af 1814».
Selv om der gik en årrække, før lovene var gennemført over hele landet, så var grunden dog nu lagt til den folkeskole, vi har i dag. Med opførelse af seminarier fra 1800tallets begyndelse blev det også efterhånden muligt at besætte alle lærerembederne med fuldt uddannede lærere.

P Friis Kristiansen


Kilder:
»Kong Frederik den Fjerdes skoler< af Thøger Jensen.
»Skolen i kunsten — kunsten i skolen.< af R. Bro by Johansen.
Diverse ældre og yngre historiske værker.




Top

ko



Skolegangen i Nr. Vissing før 1800 ved vi ikke meget om, men en del børn fra landsbyen har sikkert fulgt undervisningen i rytterskolen i Veng, efter at denne var bygget omkring 1726. Iøvrigt har der — også før rytterskolen — været en form for undervisning, oftest temmelig nødtørftig. Børnene skulle forberedes til deres konfirmation og derfor undervises i religion, herunder salmer og ikke mindst Luthers lille katekismus, som i det væsentlige skulle kunnes udenad.
I forbindelse med denne indlæring var det vigtigt, at børnene fik lært at læse. Desuden har man de fleste steder også undervist i skrivning og regning mod ekstra forældrebetaling.
Det var degnens opgave at lære børnene det nødvendige, undertiden med hjælp af lokale skolemestre med vekslende forudsætninger. "En part af dem findes så vankundige og ulærde at de kunne ikke læse og skrive", står der i et kongebrev fra Frederik den Anden.

Disse skolemestre eller skoleholdere, som de også kaldtes, var ofte bønderkarle, husmænd og håndværkere, som var nødt til at have et arbejde udover undervisningen, da lønnen var lille. De fleste var fattige og ringeagtede.

Tonen i skolen var rå, og riset blev flittigt brugt. Det til trods — eller måske derfor, var der mange, som ikke fik lært det nødvendige for at kunne blive konfirmeret i 14 års alderen, men måtte vente til de blev 18-20 år. Ingen kunne gifte sig eller få svendebrev, hvis de ikke var konfirmerede.
11788 — samtidig med gennemførelsen af de store landboreformer — blev der nedsat en kommission, der skulle arbejde for at skabe ordnede skoleforhold og uddannede lærere i hele landet. Efter 25 års arbejde lå »skoleloven af l814« færdig, men der gik herefter mere end 25 år, inden den var gennemført overalt.

Det var skolelovens intention, at undervisningen skulle være pædagogisk tilrettelagt, unødig udenadslæring og opremsning afskaffes, og iøvrigt havde de fremsynede skolefolk det håb »at frihedens blide sol ville lade sine stråler falde ind i de skumle afkroge, hvor tusmørke så længe har lagt skjul over vankundighedens grimme ansigt«.
I skoleloven var en bestemmelse om, at børnenes skolevej ikke måtte overstige 1/4 mil (knapt 2 km), og at veje og stier til skolen skulle være farbare og holdes ryddede også om vinteren. Der kunde dog dispenseres. Man havde også en bestemmelse om, at ingen måtte nægte børnene adgang til at skyde genvej ind over markerne.
Der var også forslag i loven om, at elevtallet ikke burde overstige 40 elever pr. klasse.
Der blev oprettet seminarier, så lærerne kunne få en ordentlig uddannelse. En del af de ledende i landets styre ønskede ikke, at lærerne skulle have en lang uddannelse. Man var bange for, at de så ville optræde hovne og nedladende ude i landsbyerne, og desuden kunne det blive sværere at få dem til, at affinde sig med den ringe løn, man kunne tilbyde.
Det skabte store vanskeligheder, at blive enige om lærernes løn. Lønnen skulle tilvejeskaffes i de enkelte skoledistrikter, det var dengang en fuldstændig fremmed tanke, at staten skulle bidrage, derfor undlod man at tage bestemmelse om en fast pengeløn. Men man bestemte, at der til hvert embede skulle være en jordlod på 6 td. middeljord, og at læreren derudover skulle have leveret af landsbyens bønder 6 favne bøgebrænde, 128 lispund hø og 192 lispund halm. Om løn iøvrigt hed det blot, at den skulle være passende eller anstændig.

På gamle kort over Nr. Vissing er en jordlod — stor grund — midt i byen ved gadekær afmærket som skolelod. Her har skolen sikkert oprindelig ligget, og det passer nøje med stedet, hvor der i 1873 blev bygget ny skole. Desuden har der til lærerembedet været tillagt en jordlod på Ca. 6 td. land, som efter det
oplyste lå nordøst for byen.

Omkring vedtagelsen af skoleloven 1814 møder vi den først kendte lærer i Nr. Vissing — Jens Pedersen, som var lærer fra skolens oprettelse her 1813 til 1834. Dette er hvad de ældste protokoller beretter. Om Jens Pedersens uddannelse ved vi intet, men alle senere lærere ved skolen var seminarieuddannede.
En af Jens Pedersens elever blev senere hans afløser. Jens Nielsen var søn af gårdmand Niels Jensen, Nr Vissing. 24 år gammel blev han dimitteret fra Lyngby Seminarium ved Grenå. Her blev de fleste lokale lærere uddannet, indtil seminariet blev nedlagt 1874. Jens Nielsen blev ansat 1834 og virkede her til han tog sin afsked 31. dec. 1869. Han boede resten af sit liv i Nr. Vissing, hvor han døde 1895.
Den næste lærer i byen lader vi her præsentere sig selv, som han har gjort det i skolens embedsprotokol:
 
»Lærer Peder Jensen er søn af gårdejer Jens Pedersen og hustru Karen Rasmusdatter i Hadbjerg ved Hadsten. Efter en omhyggelig opdragelse i hjemmet og en god undervisning i skolen blev jeg efter konfirmationen forberedt af byens dygtige lærer, der i sin lærertid forberedte flere unge mennesker, til seminarist. Jeg er født 2. juni 1842, og blev 16 år gammel, ved ansøgning om aldersdispensation, i året 1858 optaget som elev på Lyngby seminarium, hvorfra jeg dimitteredes 1861. Samme år 12. september blev jeg ansat som hjælpelærer i Hvilsted ved Odder, hvor jeg forblev indtil 4. juni 1864, da jeg blev kaldet til skolelærer i Flensted, Låsby sogn. Og derefter blev jeg 1. januar 1870 kaldet til lærer her i Nr. Vissing«.
 
Dette er et typisk eksempel på, hvordan lærerne i embedsprotokollen har skildret deres livsforløb indtil ansættelsen i embedet, mere står der ikke. Det kunne have været spændende, hvis læreren også havde fortalt om sit arbejde på stedet, men beretning om det må vi søge andre steder.
Peder Jensen var lærer i Nr. Vissing til sin død 3. maj 1903. Han var dekoreret med Dannebrogskorset.

1. januar 1901 blev lærernes løn fastsat til 800 kr. som begyndelsesløn. men herfra skulle trækkes værdien af jordlod, som her i Veng kommune — der netop nu, efter adskillelsen fra Dover, var blevet selvstændig — blev fastsat til 140 kr., hertil skulle lægges værdien af fourage 20 kr. og højtidsoffer 128,79 kr. og accidentser (tilfældige biindtægter) 111,67 kr, ialt mere end 400 kr, som skulle fratrækkes den faste løn, som hermed blev halveret.
Samme år blev en ny undervisningsplan for Venge kommunes skoler godkendt af herredets sloledirektion.

Imidlertid er myndighederne blevet opmærksom på, at der mangler gymnastik på skemaet. Kommunen modtager derfor 19.feb. 1903 en skrivelse fra ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet — efter indstilling fra gymnastikinspektøren — som pålægger sogne- rådet snarest muligt at anlægge en gymnastik- plads i Nr. Vissing på 1200 kv.alen, da den nuværende på 864 kv.alen er for lille til de 35 drenge, der går i skolen. — Ikke noget om pigerne—.
Samtidig forlanges at der gives lærerne i kommunen pålæg om, at undervise i gymnastik 2-3 timer om ugen, såvidt skolegangsordningen og vejrliget ikke er til hinder herfor.
Det kniber åbenbart med at få gang i den gymnastik. I 1906 pålægges kommunen af amtets skoledirektion at anskaffe følgende gymnastikredskaber til skolen i Nr. Vissing: 1. dobbeltbom, 4. fagribber, 1. nedspringsmåtte, 2 springstøtter og 1 buk.

Børnetallet i skolen har i tiden fra 1850 til 1910 ligget ret konstant på 55 til 70 elever, men i 1913 stiger elevtallet til 77 for derefter at ligge omkring 80. Det er i overkanten af, hvad een lærer kan overkomme, derfor beslutter skolekommissionen og sognerådet at ansøge ministeriet om tilladelse til, at oprette en forskole med tilhørende forskolelærerindeembede, foreløbig for en periode af fem år.
Det bliver bevilliget, og forskolen bliver efter de fem år gjort permanent. Den første forskolelærerinde Maren Benfeldt virker ved skolen fra 1914 til 1923.
Af protokollerne fremgår det, at man allerede i 1879 oprettede aftenskole, i begyndelsen kun for karle. Der blev undervist 2 aftener om ugen i månederne november til marts. Fra 1896 deltager også unge piger. Der blev i begyndelsen undervist i skrivning, retskrivning, dansk, regning og oplæsning. Fra 1895 desuden i verdenshistorie, danmarkshistorie, geografi og sang. Der har i næsten alle årene frem til l93Oerne deltaget mellem 20 og 40 unge i undervisningen.

I 1903 blev Søren Peter Hummeluhre Førstelærer i Nr. Vissing. Han var født 1870 i Søften, hvor hans forældre var gårdmandsfolk. Hans far var i en årrække folketingsmand. S.P. Hummeluhre blev dimitteret fra Jelling i 1895. Han var derefter lærer forskellige steder i landet bl.a. på Fyn og Samsø. Allerede i 1919 måtte han lade sig pensionere på grund af svigtende hørelse, men han har sat sine spor i sognet bl.a. som kasserer i Veng Sparekasse i en lang årrække. Det er Hummeluhre, der har fremstillet genforeningsstenen, som nu står i vejkrydset Låsbyvej-Jaungydevej.

12. marts 1920 behandler Skolekommissionen et ministerielt cirkulære om afkortning i løn for de lærere, som stadig har en skolejordlod. For Nr. Vissing er afgivet et skøn over loddens årlige værdi på 220 kr., det beløb vedtages af skolekommissionen. Fradraget for tjenestebolig er 330 kr. årlig. Begyndelseslønnen bliver herefter 2640 kr. minus de to nævnte fradrag. I 1927 bortsælges skolelodden, lærerens tid som bonde er slut.

1. august 1919 blev Andreas Viggo Jensen ansat som førstelærer ved hovedskolen, som den nu blev kaldt. Han havde arbejde ved landbruget i sin fødeby Sabro, til han blev 19 år» samtidig havde han forberedt sig til optagelse på Jelling seminarium» hvorfra han dimitteredes 1910. Efter et års ophold i U.S.A. virkede han som førstelærer i Hover ved Ringkøbing» til han blev ansat i Nr. Vissing. Han var i embedet her, til han blev pensioneret i 1953.

Samtidig var forskolelærerinde Johanne Horsted fra 1923 ansat ved forskolen. Mange af den ældre generation husker hende som en
meget inspirerende og dygtig lærerinde, der stillede store krav til sig selv og de børn hun underviste. Det var velforberedte børn, hun kunne aflevere til hovedskolen. Frk. Horsted blev efter 40 år ved skolen pensioneret 1963.
Det er ikke de store ting der berettes om i mellemkrigsårene, men en ny skolelov er på vej.

Den 13. dec. 1937 holder skolekommissionen sammen med lærerrådet et fællesmøde, hvor man gennemgår den ny skolelovsbestemmelser på grundlag af cirkulære af 9. marts 1937. Her vedtages at sognepræsten, sognerådsformanden og lærerrådsformanden skal søge forhandling med amtsskolekonsulent Drengsgård om sagen, navnlig de økonomiske forhold. Det besluttedes samtidig, at der skulle holdes et offentlig møde om den nye skole- lovs konsekvenser.
Det var indlysende, at man var nødt til at foretage en omlægning af skolevæsenet i kommunen for at opfylde skolelovens krav.
Der var hektisk mødeaktivitet vinteren over, men derefter er det, som om sagen lægges på hylden. Årsagen er nok i begyndelsen overvejelser over de økonomiske muligheder. Så kom krigen, hvor meget lå stille.

Først 22. nov. 1945 dukker sagen op igen. De mange svære forhandlinger, der førte frem til bygning affællesskolen i Veng 1953, vil blive beskrevet under denne.
Men selv efter 1953 levede skolerne i Nr. Vissing videre ovenikøbet med store udbygningsplaner, det var nemlig en del af forhandlingsresultatet, at der skulle bygges ny skole med gymnastiksal i Nr. Vissing. Tegningerne var færdige, en model af byggeriet var lavet og står nu i egnsarkivet i Veng. Uheldigvis var børnetallet i Nr. Vissing skoledistrikt faldende op gennem 50-erne og kort før spaden skulle i jorden, blev projektet opgivet i 1956.

I1953 blev den sidste førstelærer i Nr. Vissing ansat. Han er født på Hjarnø og uddannet på Gjedved seminarium, hvorfra han dimmitteredes 1941. Efter ansættelse som enelærer i Boeslum og derefter kommunelærer i Grenå søgte Myhre Jensen embedet i Nr. Vissing. Da det fa år senere blev klart, at skolen måtte nedlægges, blev Myhre Jensen efter ansøgning kaldet som lærer ved kommuneskolen i Skanderborg august 1959. Det sidste år skolen eksisterede, var embedet besat med vikar.
11960 blev hovedskolen i Nr. Vissing nedlagt og de 25 elever overflyttet til VengeHårby-Søballe Fællesskole, som den dengang hed, men herefter skiftede navn til Veng Fællesskole.
Forskolens 3 årgange ønskede beboerne at beholde. En afstemning gav 2/3 flertal herfor, men da der i 1966 kun blev indskrevet 3 elever, kunne man se, at skolens dage var talte.
1. august 1967 overflyttedes de yngste børn, sammen med den sidste lærerinde i Nr. Vissing Aase Beck Rasmussen, til Veng Fællesskole og dermed var også forskolens æra slut. Begge skolebygninger er nu i privateje. Endnu en landsby mistede en væsentlig livsnerve.

Peter Friis Kristiansen


Kilder: Den danske Folkeskole 1814— 1914 Diverse historiebøger
Skoleprotokoller fra Nr. Vissing

es


Landsbyen Mesings historie er meget gammel. Allerede Ca. år 1170 omtales den i forbindelse med Venge Kloster. Byen nævnes atter i 1287, da en gård i byen er omtalt i forbindelse med biskoppen af Århus. Ved en storbrand i 1617 nedbrændte fem gårde i Mesing by. De berørte af katastrofen blev fritaget for et års landgilde og fik hjælp fra de omliggende skove til gårdenes genopførelse. De tidlige historiske oplysninger stammer hovedsageligt fra retssager afgjort ved herredstinget eller handel med jord og gods.
Den ældste skole i Mesing man kender til var »Rytterskolen« fra 1679. Det fortælles, at den lå sydvest for gadekæret. Betegnelsen »Rytterskole< må være opstået efter 1721, hvor Frederik d. IV. oprettede 240 rytterskoler rundt omkring i landet.

Mesing sogn hørte under Skanderborg Rytterdistrikt. Der findes ikke oplyst hvor længe skolen fungerede. 11936 blev den på ruller flyttet til Ansgar Andersens hus og blev indrettet til museum. I slutningen af 60’erne blev den bevaringsværdige gamle bygning flyttet til Frilandsmuseet på Hjerl Hede.

Af rytterskolernes bestemmelser kan det nævnes, at der var skolepligt fra barnets 5 år. Fra 8 års alderen kunne forældrene beholde barnet hjemme den halve dag. Undervisningen omfattede hovedsagelig forklaring af katekismus og læsning. Hvis forældrene ønskede, at barnet også skulle undervises i skrivning og regning måtte de betale 8 skilling om måneden til skrivematerialer. Skoledagen begyndte og sluttede med bøn, bibelhistorie og sang. Drenge og piger sad ved borde hver for sig. Det var ikke tilladt skoleholderen at slå børnene. Hvis formaninger ikke hjalp kunne straffes med eftersidning. Slag med ris kom kun på tale i samråd og i overværelse af forældrene.
Under Christian d. VI. kom den første almindelige skolelov. »Forordning om skoler på landet af 23. jan. 1739«. Den tvungne konfirmation, der var blevet vedtaget i 1736, blev sat i forbindelse med skolekundskaber og det var nødvendigt, at der blev oprettet flere skoler på landet.
Ifølge den nye forordning var der skole- pligt fra barnets 6 år. Skoleholderen eller degnen underviste i læsning, skrivning, regning og kristendomskundskab. Skolens eksistens og degnens vederlag blev for det meste opretholdt af egnens store jordbesiddere.

Den 29. juli 1814 underskrev Frederik d. VI. en lov, der skulle blive grundlaget for folkeskolen i mere end 120 år, indtil 1937. Strengt taget var det to love. Den ene med gyldighed for skolevæsenet i landsognene og den anden for købstæderne. Der var praktiske forskelle mellem dem, men principielt var de ens. Det afgørende var, at nu skulle det være alvor med undervisningspligten for børnene i Danmark. Alle børn skulle undervises, piger såvel som drenge, fattige og rige, fra de var 6-7 år gamle og indtil konfirmationen. Fra denne tid var det ofte seminarieuddannede lærere der forestod undervisningen. De kirkelige degnekald skulle lidt efter lidt omdannes til lærerembeder. Udgifterne skulle overføres på hele samfundet. Fra 1814 har dette gratisprincip været en af grundpillerne i folkeskolen. Der blev dannet skolekommissioner for skolerne rundt i sognene. Sideløbende kan det nævnes, at sogneforstanderskabet så dagens lys i 1841, senere kaldt sogneråd fra 1867. I skolekommissionen blev sognepræsten formand. De øvrige medlemmer var ofte velanskrevne større gårdmænd fra sognet. Det var ikke tilfældigt, at skolekommissionen fik netop denne sammensætning. Den var udtryk for magten ude i sognene på landet. Ingen andre på det lokale plan kunne påtage sig et kvalificeret tilsyn.

Nogle degne hørte til den gamle skole. For dem bestod en klasse ikke af mange enkelte individer — men et samlet hele — som måtte give bestemte svar på bestemte spørgsmål. De havde ikke lært, at alle børn ikke havde ens evner og anlæg. Når elevens kundskab ikke slog til, brugte de til tider »tampen« (et stykke reb uden knuder). Inden undervisningen begyndte om morgenen, skete det ofte, at drengene holdt springøvelser hen over borde og bænke, og idet degnen tog i døren og trådte ind, råbte han med tordnende stemme: »Stille«.
Skyndsomt løb drengene hen på deres pladser og pigerne dukkede sig frygtsomt ved deres borde. Undervisningen startede ofte med oplæsning i kor. Var der en elev, der ikke var aktivt med, vankede der tit en lussing. Derefter blev der taget fat på regning og skrivning. Det klarede børnene ofte uden opsyn. Degnen havde jo sin jordlod og sine køer, som måtte passes ind imellem. Det var herved, at han skulle erhverve en stor del af sine indtægter. I sommertiden sendte han tit et par drenge ud i marken for at flytte køer. Det var noget der passede dem, ofte kom de ikke tilbage før skoledagen var forbi. Lærdom gik de glip af, men hvad betød det. For mange var det ikke så nødvendigt på den tid.

Som tidligere nævnt vides det ikke hvor længe den gamle »Rytterskole« blev brugt som undervisningssted.

Den næste skole er formentlig opført lige efter 1850. I mellemtiden har børnene gået på skolen i Stilling. I 1853 var der 60 skolesøgende elever, — og i 1874 hele 74 elever, hvilket var det højeste antal. Der blev foretaget en stor udvidelse 1912. I årene herefter faldt elevtallet. I 1924 var der kun 17 elever- vel nok noget af det laveste antal nogensinde.
Som nævnt kunne antallet af skolesøgende børn i Mesing være meget svingende. I perioder med mange børn, var det ikke nok at undervise i skolen. Da blev der også undervist i forsamlingshusets kaffe- stue. Det var de yngste årgange, der holdt til her. Udenfor skolebygningen lå legepladsen. Den strakte sig helt hen til Ny Stilling- vej 5. Nr. 3 er altså bygget på den gamle legeplads. Udover at være legeplads blev den i sommerhalvåret også anvendt til idræt. I vinterhalvåret foregik gymnastikken i forsamlingshuset. Undervisningen foregik på den måde, at de store elever gik i skole fra kl. 8- 12. Kl. 12.30 kom de små elever og de fik 3 timers undervisning dagligt. En gang om ugen havde pigerne 2 timers ekstra undervisning. Det var i håndarbejde, som jo dengang ikke var for drenge.

Læreren måtte undervise i alle fag lige fra dansk til drengegymnastik. Det var også lærerens opgave at stå for opfyring og vedligeholdelse af ilden i den store kakkelovn i skolestuen. I de koldeste vintermåneder var det nødvendigt at fyre over om natten, det var ubehageligt de morgener, hvor man måtte konstatere at ilden var gået ud. Da måtte eleverne ofte fryse de første timer, indtil rummet var blevet varmet op. Det trak ofte koldt ind af vinduerne, også selv om der om vinteren blev sat forsatsvinduer op.
Der kan nævnes mange andre ting, som skolen blev brugt til. Om vinteren var der aftenskole for ungdommen. En årrække blev der holdt foredragsaftener. Biblioteket havde også til huse på skolen. Det bestod af ca. 400 — 500 bøger. Engang imellem blev der byttet bøger med Adslev og Jeksen.
Den 25. juni 1963 blev Mesing skoles sidste dag. Grunden var, at Adslev-Mesing kommune var blevet sammenlagt med Blegind-Hørning kommune. Herefter skulle børnene fra de tre skoler i Adslev, Jeksen og Mesing have deres skolegang på den nuværende Bakkeskolen i Hørning. På den sidste skoledag var der udstilling af elevarbejder og besøg af forældrene.Der blev serveret sodavand og kager. Skolens gamle protokol fra 1858 blev vist frem og skolens sidste lærer Karen Inger Rasmussen fortalte om skolens historie.
Herefter fik børnene sommerferie — nogle sikkert med vemod. En landsbyskoles epoke var nu slut.

Liste over ansatte lærere ved Mesing skole,:

1858 - 63     : N. Nielsen
1863 - 97     : A. Knudsen
1897 - 1901 : J. P. Kristensen
1901 -04      : Peter Nielsen Mygind
1904-09       : Ernst Ernstsen
1909-29       :Hans L. Schmidt Juulsen 
1930-47       :Allerslev Jensen
1948 - 56     :Ove Rasmussen
1957- 59      :Hans Holger Rosendahl
1959 - 62     : Børge Madsen
1962 - 63     :Karen Inger Rasmussen

Svend K. Olsen

Kilder:
Beretningen er blevet til på grundlag af
Michael Sørensen og Karen Inger Rasmussens oplysninger,
der er at finde på Egnsarkivet.


ad

I årsregnskaberne for Adslev-Mesing sogneråd 1878 er nogle af udgifterne til skolebyggeriet i Adslev anført til kr. 1895,50. Desværre er udgifterne ikke specificeret ud på enkelt-poster i regnskabet, så det vides ikke, hvad de forskellige håndværkere har lavet, og beløbet dækker nok ikke alle udgifter ved skolens oprettelse og bebyggelse. Den første lærer i skolen var Ole Petersen Schou.

Sognerådet havde selvsagt det overordnede ansvar for skolens økonomi, og bekendtgørelser og andre lovmæssige meddelelser fra undervisningsministeriet blev via skoledirektionen i Hjelmslev-Gjern Herreds provsti udsendt til sognerådet og skolekommissionen.

Adslev-Mesing sogneråd har 14. oktober 1878 noteret følgende:
Efter forudgaaet Bekjentgjørelse, afholdt Adslev-Miesing Sogneraad Licitation i Jexen Kro. Dags Dato over 4 Fv Bøgebrende til Adslev Skole, at levere inden 1. November 1878. Leverandørens Navn R Rasmussen, Koldens Mølle, 4 Py Træ kr. 68,00.

Lærerlønningernes størrelse blev dikteret fra Kirke- og Undervisningsministeriet, som via provstiet pr 23. October 1886 meddeler:... ministeriet har under l5de do fastsat Lærerembedernes Reguleringsrammer saaledes: Adslev Skole 722 Kr, Jexen 1161 Kr, Mjesing 1274 Kr hvilket tjenesteligt meddeles til behagelig Efterretning og videre Bekjendtgørelse.

Der var udførlige beskrivelser af, hvor meget eleverne skulle lære i årets løb. Regning, skrivning, dansk, religion og sang var hovedfagene for både »store«klasse og »liile«klasse, og f.eks. skulle eleverne have stiftet bekendtskab med et vist antal nye salmer og danske sange inden skoleårets udgang.
Hvis nogle af skolebørnene blev væk fra skolen uden grund, skulle sognerådet opkræve mulktbøde. Skolekommissionen gennemgik mødeprotokollen Ca. hver tredje måned, og indberettede forsømmelser til sognerådet. Åbenbart har der ikke fra sognerådets side været udvist tilstrækkelig hårdhed over for disse »udeblivere«, for 11. februar 1887 modtager man følgende skrivelse fra skoledirektionen:
 Da det af Indberetning om Skolevæsen for 1886 fremgaar, at Sogneraadet aldeles ikke har mulkteret for ulovlige Forsømmelser, maa Direktionen tjenstligst indskærpe Paabudet i Anord. 29 Juli 1814 l7samtpaalægge Sognerådetat overholde det.


I Adslev-Mesing Sogneråds protokoller angående skolevæsenet i Adslev er mange forskellige forhold beskrevet. Således er der pr. 29. December 1893 nøje angivet kvaliteten af brændsel, der skulle leveres til skolens opvarmning:
 Kondetioner for Favn- brænde til Kommunens Skoler. Post 1. Favn- træet skal være Middelslagen Bøgebrænde og ikke knorte i Mængde, samt være Skovet så betids at det kan være tjenlig at kjøre i Hus til St. Hansdag, til hvilken tid Leverandøren er flittig at levere det ved de respektive Skoler og opsættes efter Favn maal ved samme. Post 2. Træet skal være Skovet i Vinteren 1884, og maa ved Skovningen være i frisk Tilstand.

Undervisningsmaterialet blev under ansvar stillet til elevernes rådighed, og bøgerne skulle erstattes, hvis de forsvandt. Dog fremgår det, at der i december 1897 blev hjemkøbt 2 stk Nielsen Bibelhistorie a Kr 1,15 til Hmd Niels Laursens Børn, Adslev.

Omkring århundredskiftet blev man fra undervisningsministeriets side mere opmærksom på elevernes fysiske tilstand, og der blev udsendt anbefalinger om skole- stuens indretning og om muligheder for at »udføre plastiske øvelser» (gymnastik). Adslev skole ansøger i 1901 om Skanderborg Amtsraads tilladelse til at låne penge til en tilbygning. Ansøgningen bliver 24. august 1901 godkendt i Aarhus Stiftamt:
Andragende fra Adslev-Mjesing Sogneraad om Tilladelse til at optage et Laan paa 2000 Kr til Opførelse af en Tilbygning til Adslev Skole. Laanet vil blive tilbagebetalt i Løbet af 10 Aar. Det oplyses ikke om tilbygningen er til brug for privatbeboelse eller som udvidelse af skolestuen.

I 1902 følges den samme procedure gennem sogneråd og stiftamt, da der ansøges om tilladelse til: for 200 Kr at erhverve et Ca: 80 Kvadratalen stort Grund- stykke af Ejendommen Matr. No. 5 a i Adslev til Gymnastikplads for Adslev Skole. Tilladelsen gives, og pladsen blev anvendt til gymnastik (med opsatte ribber) og legeplads, indtil skolen blev nedlagt i 1963.

Lærerens opgaver var meget alsidige. Først og fremmest skulle han forestå indlæringen af de mest elementære færdigheder: at læse, skrive og regne. Med 3 eller 4 årgange i samme lokale på èn gang, var der mange hensyn at tage, for ikke alle elever var lige modtagelige for undervisning. Ifølge skolekommissionens protokol (1889 — 19 14) kunne der forekomme notater om elever, som man måtte opgive at lære noget. Også lærerens evner som pædagog blev ofte sat på prøve. I det store hele var der ikke mange reaktioner fra forældrenes side, hvad hans opdragelsesmetoder angik, men ifølge kommissionens protokol var der en episode i 1905, som krævede kommissionens indgriben:
Den 5. August 1905 modtog Skolekommissionen en Klage fra Husmand »P.M.» i Adslev. Denne Klage gik ud paa, at hans Datter »K.M.» i Skolen var blevet revset paa en haard og voldsom Maade af Lærer Mikkelsen i Adslev. Efter at have undersøgt Sagen og rettet Forespørgsler til Læreren og Klageren holdt Skolekommissionen Møde den 27 August 1905. Lærer Mikkelsen havde indrømmet, at han havde revset ovennævnte Pige ved at tildele hende et Slag over Ryggen med et Snebærris, hvorimod han ikke vilde vedgaa, at han havde rykket hende i Haaret, hvad Faderen havde klaget over. Om Anledningen til Revselsen havde Læreren udtalt, at han intet sikkert kunde huske med Hensyn til Enkelthederne og Sammenhængen i det forefaldne. Da Skolekommissionen paa Grund af Uoverensstemmelse i Forklaringerne og manglende Oplysning om Anledningen ikke kunne se til Bunds i og fælde nogen Dom i Sagen, og da Klageren havde skriftlig opfordret til at forelægge Skoledirektionen hans Klage til nøjere undersøgelse, vedtog man at fremstille Sagen for Skoledirektionen og at indsende til denne den modtagne Klage og de øvrige Oplysninger.

Underskrevet skolekommissionsmedlemmerne H. Klinke, Karl Rasmussen og A. Hauberg
Næste notat i protokollen er om svaret fra skoledirektionen:
Den 18 September 1905 modtages en Skrivelse fra Skoledirektionen, hvori denne udtaler sin Misbilligelse af Lærer Mikkelsens Forhold i Ovennævnte sag og hvori han henvises til at benytte sig af de lovmæssige Revselsesmidler: et tyndt Spansk- rør eller en Tamp uden Knude, men det anses for uhældigt, at han ikke kan holde Disciplin uden at betjene sig af Prygl i en saa lille Skole. Det blev paalagt Skolekommissionen at advare Læreren mod at bruge prygl uden i Nødfald. Sagens Akter medfulgte tilbage. Direktionens Skrivelse blev meddelt Lærer Mikkelsen.


Skolens lærere:
1878 - 1880   Ole Petersen Schou
1880- 1887    vides ikke med sikkerhed, men i 1885 omtales en Lærer Jensen
1887- 1892    Søren Peder Jacobsen Mejlby
1892 -            Jens Jensen Hammer (i i md.)
1892 - 1901   Jørgen Madsen
1901 - 1912   Mikkel Mikkelsen  
1912 - 1952   Eskild Jensen gift med Mette Marie Sørensen
1952 - 1955   Alfred Vad
1955 - 1958   Alfred Munkholm
1958 - 1963   Knud Erik Jensen

Eleverne fortæller
Alle skoledistriktets børn i alderen 7 — 14 år var opdelt i »stue klass« (store klasse) og »bette klass« (lille klasse). De 4 yngste årgange havde undervisning samtidig og de 3 ældste ligeledes.
Omkring 1930 mødte børnene kl 8 om sommeren og kl 9 om vinteren, og de gik kun i skole hver anden dag. Hver morgen startede dagen med morgensang og fadervor. Lærer Jensen gav sommetider børnene til opgave at genkende en melodi, som han spillede på sin violin.

Formiddagsskemaet indeholdt bibelhistone, danmarkshistorie, regning eller skrivning. Børnene havde madpakke med (ofte rugbrød med fedt og sukker) og efter i times pause midt på dagen fortsatte skoledagen til kl 15 med geografi, hovedregning, læsning og sang. Pigerne havde også håndarbejde på skemaet. Der kom en "sypige" fra Mesing og lærte pigerne at sy, strikke og hækle, og denne undervisning fandt sted i et lokale i den gamle brugsforening.

Der blev dog også tid til at holde frikvarter. Børnene legede på vejen eller på skolepladsen, hvor også gymnastikundervisningen fandt sted i sommerhalvåret. Om vinteren blev der gjort gymnastik mellem bordene i skolestuen. Hvis børnene legede på skolepladsen skulle èn elev blive nede ved skolen, så læreren kunne sende vedkommende efter de andre, når timen skulle begynde. Antallet af elever i klasserne var svingende, men hvis der ikke var siddepladser nok (der var tre rækker med fire tomandspulte i hver), måtte man sidde på låget af brændekassen og læse eller ligge på knæene på gulvet og have kassens låg som underlag for skrivebogen.
Under 2. Verdenskrig var der på hver side af indgangsdøren opstillet en høj trækasse fyldt med sand. I børnenes øjne virkede det lidt frygtindgydende, men ved nærmere eftertanke, kunne der vist ikke være megen effekt i denne sikkerhedsforanstaltning.

Lærer Jensen, som virkede ved skolen i 40 år, var en meget dygtig og respekteret lærer, som dog kunne bruge slag med linealen som straffemetode. Han var altid meget omhyggelig med sit udseende, og børnene kunne lide ham. Han var interesseret i biavl, og solgte honningen. Læreren havde et sommerhus ved Saksild, hvortil der blev gjort udflugt på cykel. Vejenes og cyklernes standard var ikke som nu, så der var jævnlig punkteringer på sådan en tur.

Selvfølgelig var ikke alle børn lige begejstrede for at starte i første klasse. En elev ville bestemt ikke gå ind til Adslev helt alene, og moderens overtalelsesmetoder havde ingen effekt. Til sidst kunne vedkommende dog overtales, hvis lillesøster fik lov at følge med ind til skolen og blive der, indtil det igen var tid at gå hjem. På denne måde fik lillesøsteren faktisk ni års skolegang.

Skoleudfiugten var en årlig tilbagevendende begivenhed, og på en bustur til Lillebæltsbroen gik bussen uheldigvis i stykker. Turen var arrangeret i fællesskab med eleverne fra Jeksen skole, og mens bussen blev repareret, måtte alle vente. Eleverne fra Jeksen måtte lege frit, mens dem fra Adslev skulle stå pænt på to rækker og kigge misundeligt efter de andre.

Som tiden skred frem blev kravene til undervisningsmulighederne og skolens faciliteter større og større, og i juni 1963 blev Adslev skole nedlagt. Børnene blev derefter sendt med bus til Hørning Skole (nu: Bakkeskolen). Skolebygningen i Adslev blev solgt til privatbeboelse, og skolepladsen fungerer i dag som fælles legeplads i byen.

Bodil Sørensen


Kilder:
Adslev-Mjesing Sogneråds Årsregnskab 1878-
1902
Adslev-Mjesing Skolekommissionsprotokol
1889-19 14
Karen Madsen f Henriksen, elev i Adslev skole
1927-34
Jørgen Madsen, elev iAdslev skole 1939-46
Egon Møller - - 1939- 47                                                                                

Top

ss

Top