På Træskomuseet i Gammel Rye findes et helt intakt værksted, hvor der i årene fra først i 1900-tallet produceredes træsko til folk i Hårby og Omegn. Træskomanden var Christian Andersen, som i 1918 sammen med sin kone Sigrid købte et gammelt hus i Hårby, det nuværende Hårbyvej 29, hvor han indrettede værksted og forretning og i en menneskealder forsynede områdets arbejdere og bønder med træsko og træskostevler. At han valgte Hårby skyldtes en tilfældighed. Efter sin læretid i Glarbo Træskoforretning og efter at have aftjent sin værnepligt i marinen på fregatten »Peder Skram ville han og Sigrid begynde for sig selv. Huset i Hårby tiltalte dem, og at der var basis for en forretning, viste sig snart. Christian Andersen startede lidt forsigtigt med at lave træsko i sin fritid, mens han om dagen arbejdede ved vejen.

Men forretningen voksede, og der gik kun ganske kort tid inden han holdt op som arbejdsmand og blev træskomand på hel- tid. Huset, som de havde købt, var gammelt og lidt trangt, så der blev i flere omgange bygget til og om. Først værksted, senere forretning, der blev investeret i maskiner, ganske vist brugte, men så solide at de stadig kunne bruges, da forretningen i 1974 lukkede, og Christian Andersen lod sig pensionere i en alder af 82 år. Det er værkstedet og maskinerne, som i dag kan ses på træskomuseet i Gammel Rye.

En træskomand var i høj grad håndværker. Nogle træskomænd skar selv bundene ud i træ, men Christian Andersen købte færdige bunde i Svejbæk og skar så selv læderet ud på en »træhest«. Læderet formedes over en læst, og bunde og læder samledes med ståltråd og Hammer. Der blev lavet mange spidstræsko i starten, senere gik man mere over til franske træsko og de allerseneste år til kaptræsko. Sådan et par håndlavede træsko var slidstærke, og kundekredsen voksede. Christian Andersen leverede træsko til brugserne i omegnen, Nr. Vissing, Foerlev, Mesing, men aldrig til Hårby brugsforening, Der var en slags fredsaftale, der respekteredes, så brugsen forhandlede ikke hverken træsko eller støvler, men henviste til træskomanden.

Udover at fremstille træsko repareredes der også fodtøj af alle slags. Sko fik nye bunde, hæle flikkedes, og alle slags beslag til træsko solgtes, og med tiden udvidedes sortimentet med både hjemme- og selskabs- og hverdagssko. Og prisen: En forsåling kostede i mange år 1 krone.

Ægtefællerne hjalp hinanden i forretning og værksted, men engang imellem havde Christian Andersen hjælp af Alfred Mortensen fra Nygårde, der ind imellem sine ture med skærsliberbøren havde behov for at tjene en ekstra skilling. Han kom så og tilbød sin hjælp en tid, inden han igen drog ud på vejene.
Ind imellem kneb det med at få penge for leverede varer. Kontant betaling fandtes næsten ikke, alle skulle skrives. Ofte var Sigrid noget urolig, om nu også karlene på gårdene, på godset og mejeristerne huskede at betale inden skiftedag, dvs. 1. maj og 1. november. Det kunne hænde, at Sigrid måtte slå i bordet for at få folk til at huske at betale, inden de skiftede plads.

Skulle træskoene leveres, blev de sendt med mælkekuskene. Om morgenen leverede Christian Andersen træskoene på mejeriet, og kuskene bragte dem så ud til kunderne. Betaling var der ikke tale om, men man fik et par træsko engang imellem, når der trængtes. Da filmen »Landmandsliv blev optaget, spillede skuespillerne bl.a. Grethe Thordahl i træsko leveret af Christian Andersen.

Under krigen solgte Christian Andersen kun nødigt fodtøj til tyskerne, men helt undgå det kunne han ikke. Han gemte lidt efter lidt sit varelager på loftet, så når tyskerne kom i butikken, var udvalget meget sparsomt, mens det for den gamle kunde var noget større. Helt sige nej til at sælge til besættelsesmagten turde han ikke, men vareudvalget kunne gøres yderst beskedent.

I Christian Andersens første år som selvstændig var det imidlertid ikke træskomanden, der sikrede familien en indtægt, så den aldrig manglede noget, men derimod musikeren. Han var ud af en musikalsk familie og spillede allerede som ganske lille sammen med sin far og farbror til bal ude omkring i sognene. Som barn og ung var hans instrument violinen, mens det som voksen mest var trompeten, han mestrede, når han leverede musikken til utallige sølvbryllupper.

Folkedans var populært, og Christian Andersen var fast spillemand med violinen til Hårby Folkedansere i 20’erne og 30’erne. Der dansedes i forsamlingshuset til violinen til noder samlet fra hans samvær med andre spillemænd. Det er en omfangsrig samling af noder, som Christian Andersen efterlod sig, og som nu befinder sig på Rebild Spillemandsmuseum.
Men også populærmusilcken og klassisk musik stod hans hjerte nær. I mange år var han fast medlem af Silkeborg Byorkester og har deltaget i mange af deres koncerter, bl.a. sammen med fotograf Niels Jensen, Galten.
Christian Andersen var født den 14. november 1892. Han havde to døtre:
Ingrid Andersen, der i godt 40 år var organist ved Veng og Mesing kirker, og Marie Sørensen, enke efter Henry Sørensen, pedel ved Veng Fællesskole, og i mange år boende på Søballevej; nu bor Marie i Skanderborg.

Egnsarkivet i Hørning har bedt om en beretning om en af de virksomheder som gennem årene har haft stor betydning for Hørning kommune, nemlig Weston.
Mange af Hørnings borgere vil stadig have kendskab til Weston. Enten selv eller en i deres familie har i en kortere eller længere årrække været beskæftiget på Weston. De kan have andre erfaringer eller indtryk af fabrikken end jeg selv har, men de er særdeles velkomne til at give udtryk for deres erfaringer er jeg sikker på.

Weston er startet helt tilbage i 1948 af den legendariske og særdeles dynamiske erhvervsmand Knud Hansen. Han startede hjemme i egen kælder oppe i Hasle med at fremstille tæppeløbere på en ny måde, som kaldes tufting. I starten var der hovedsageligt tale om håndarbejde. Senere opfandt han selv maskiner til både løbere og væg til væg tæpper. Knud Hansen var også den første, eller en af de første, som fandt på at lægge skumbagside på tæpperne, hvilket sidste var stærkt medvirkende til den nærmest eksplosive udvikling som fulgte i de kommende år. Allerede i 1950 måtte han flytte produktionen fra egen kælder til en stor grund på Engtoften i Viby. Her byggede han så den første egentlige fabrik med maskiner som kunne fremstille tæppebaner på hele 4 meters bredde. Senere kom der maskiner som kunne klare helt op til 5 meter brede baner.

Salgets eksplosive stigning over hele Skandinavien medførte udvikling på alle områder, med flere sælgere i både udland og indland, flere medarbejdere i produktion og administration, og med fortsat udbygning af produktionshaller og maskiner. Så da der i begyndelsen af tresserne ikke kun ne bygges mere på grunden i Viby begyndte man at se sig om efter et nyt sted egnet til fortsat udbygning og i 1964 fandt man så, at der var en velegnet grund i Hørning ved Petersmindevej lige bag KFK. Det var tæt på banen, hvis der senere skulle anlægges spor til transport af tæpperne. At det også skulle vise sig at være tæt på motorvej var næppe i tankerne dengang. Men der blev handlet grund, — og forhandlet med myndigheder. Og byggeriet planlagt, — og første fase kunne gå i gang samtidig med, at produktionen fortsatte for fuld kraft på fabrikken i Viby.

Første sektion som blev opført, er den centrale hal med det buede tag, som blev båret af de længste buer af lamineret træ som dengang kunne fremstilles. Den store spændvidde var nødvendig for at undgå bærende søjler, som ellers ville være i vejen for tuftmaskine og tæppefarvningsanlæg. Tæppefarvning med påtrykte mønstre var den nyeste udvikling indenfor tæppefremstffling, og nok også den vanskeligste rent miljømæssigt, idet det blandt meget andet krævede opførelse af renseanlæg således, at alle fisk i åen ikke skulle dø eller blive til spraglede guldfisk. Også rent teknisk var der mange problemer at løse, og som krævede ansættelse af specialister fra udlandet til at lede processerne.

Alt imens udbygningen fortsatte i Hørning, kørte fabrikken i Viby stadig for fuldt tryk, og salget blev udbygget med salgskontorer i praktisk talt hele Europa. Foruden som allerede omtalt Skandinavien med Finland, også England, Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland, Belgien-Luxemburg, Frankrig, Italien. Diverse lande som Grækenland, Rusland, Japan og USA var inde som aftagerlande med pæne tal. Spredte forsøg med salg til Sydafrika, Australien og et par andre
oversøiske lande blev aldrig den store succes, men der var stadig nok at tage fat på med salgsarbejde, produktion og udbygning af fabrikken med kontorbygning, EDB-afdeling, fabrikshaller til tufting og ikke mindst »præparering (pålægning af bagside) som foregik i den separate bygning øverst til venstre i billedet, var en stor mundfuld og krævede store investeringer. Men salget gik jo fint og der var fuld damp på overalt. Det var en ulempe, at alle tæpperufler skulle transporteres ind til den gamle fabrik i Viby for at få lagt bagside på. Det var både dyrt og tidkrævende, og kapaciteten kunne ikke følge med, så udbygning var nødvendig og måtte gå videre. Dertil kom opførelse af forbrændingsanlæg med varmecentral, fortsat udbygning af renseanlæg, opbygning af udviklingsafdeling, med designafdeling, med test-afdeling og med utallige andre funktioner som hører til en moderne fabrik.

Endelig i 1972 var fabrikken så vidt, at kontor og administration kunne samles i den nye, flotte kontorbygning på 4. sal over det fuldautomatiske lager af færdigvareruller beregnet til udskæring af afpassede tæpper. Dette var netop centrum i den bærende ide om at levere tæpper i færdige, individuelt afpassede tæppemål overalt i Europa. Så nu så det endeligt ud til, at fremtiden lå lys og lykkelig forude.

Med stor og velbegrundet forventning til den fremtidige udvikling var der således god grund til at se frem til firmaets 25 års jubilæum i 1973, og der blev da også lagt op til fest. Der blev nedsat en festkomite til forberedelse af den helt store fest for alle medarbejdere i ind- og udland med ledsager. Festen skulle finde sted i Stadionhallen \ Århus med spisning og dans til flere orkestre, optræden af solister og jeg skal gi’ dig. Så alle glædede sig til en stor dag. Der skete så det, at nogle oliesheiker fandt på at dreje ned for oliehanerne, så der blev i hele landet indført bilfri søndage, der blev indført varmerestriktioner. m.m. Vi forespurgte, om vi nu kunne være sikre på varme i hallen!! — Intet problem. Men hvad hændte? Dagen oprandt, og alle mødte op, feststemte og i fineste skrud. — Men hundekoldt, det var der. Nå festen blev holdt, og efterhånden som aftenen skred frem tøede man da lidt op og festen blev i øvrigt ganske vellykket, men gav måske et første varsel om, at køligere tider var på vej.

Og hvilken indflydelse fik oliekrisen så for Weston. Ja i første omgang kørte udviklingen videre, men snart viste det sig, at priserne på råvarer steg kraftigt, med faldende efterspørgsel på gulvtæpper overalt i Europa til følge. Allerede i løbet af det første år måtte op mod halvdelen af Europas tæppe- fabrikker dreje nøglen om eller foretage drastiske omlægninger. Også herhjemme måtte flere fabrikker helt indstille produktionen. Weston klarede sig så nogenlunde ved at foretage omlægninger af produkt- program og intensivere produktion og administration på alle områder. En afgørende fordel var det for Weston, at man stadig lagde vægt på produktion af heluldne varer og ikke i så høj grad syntetiske varer. Så det lykkedes for ledelse og medarbejdere at skabe rimelige resultater og notere stadig stigende omsætning op gennem halvfjerdserne og firserne. Alle kunne dog se, at de mange personskift i direktion og ledende personale kunne tyde på »panik før lukketid«, og at resultaterne ikke stod mål med anstrengelserne. Mange initiativer og nyudviklinger gav ikke de ønskede resultater og op gennem firserne blev markedsforholdene stadig vanskeligere. Så da et samarbejde med en stor udenlandsk koncern glippede, måtte man i 1992 gå i betalingsstandsning med rekonstruering for øje. Dette mislykkedes, så i foråret 1993 var mdustrieventyret Weston endeligt slut. Konkurs var en realitet. Maskiner blev afmonteret og solgt, bygningerne og grunden afhændet, hele personalet blev fyret. Så slut finale på en epoke i Hørnings historie og i mange hørningborgeres liv.

Selv om det ikke er et eventyr med lykkelig slutning, ja så har Weston en stor plads i beretningen som en god arbejdsplads, der har haft stor betydning for rigtig mange mennesker først og fremmest i Hørning, men også i Århus, Skanderborg, Blegind, Hassselager og mange andre steder i nærmeste omegn. Mange (som også jeg selv i 1967) flyttede i tresserne og halvfjerdserne deres bolig og familie til Hørning og sendte deres børn i Hørnings skoler og sportsklubber mv., købte deres varer i Hørnings butikker og var i det hele taget stærkt medvirkende til hele byens og omegnens liv og udvikling. Set på denne baggrund var Weston en menneskelig succes i højere grad end en økonomisk succes.
I dag har vognmandsfirmaet Frode Laursen A/S overtaget Westons bygninger, som man i forbløffende grad har udvidet med nogle kæmpestore haller, som i dag næsten skjuler de tidligere bygninger hvor vi andre førhen havde vores daglige virke. Det er godt at se, at bygningerne bliver brugt til erhvervsmæssige formål, og at de stadig kan være ramme om mange menneskers daglige virke i forhåbentligt mange år frem.

Børge Hansen
Weston medarbejder
1963—1993

Jeg er vendelbo, udlært i kolonialbranchen, kommis i 8 år, herefter på Djursland Handels- og Højskole på friplads, hvorfor man måtte skrælle kartofler hver dag.
Det hele startede i 1914 hvor jeg som 8-årig kom ind hos isenkræmmer Chr. B. Nielsen i Sindal i Vendsyssel. Lønnen var 85 øre om ugen, og de blev altid betalt med 1 krone, hvorefter jeg skulle give 15 øre tilbage, og det lærte mig aldrig at bruge de sidste penge.

Som 14-årig kom jeg i lære i brugsen i Sindal, hvor jeg var i 5 måneder for 35 kr., herfra til brugsen i Hellum, hvor jeg fik den formidable løn af 35 kr. om måneden. Der var jeg i tre år, og det blev måske nogle af mine bedste, da jeg næsten blev optaget i familien. Herfra kom jeg til Tødsø på Mors, hvor jeg var i en brugsforening i fire år, ønsket var imidlertid en handelsuddannelse, og derfor kom jeg på Djurslands Handelsskole.

Så blev jeg ansat som rejsende hos Springborg i Ålborg, hvor jeg skulle sælge shagpiber, rustfri knive, barberblade mv. Når det gik godt blev der solgt for Ca. 150 kr. om dagen, provisionen var 10 %, men et hotelværelse kunne den gang fås for 2 1/2 kr. og et måltid mad for Ca. 11/2 kr, og når man så ind imellem sov i bilen om natten, kunne det lige gå rundt.
Jeg blev imidlertid så mager, at jeg knap kunne hænge sammen, hvorfor jeg på ny tog job bag disken i Nimtofte, men jeg ønskede at blive selvstændig og købte derfor en tønde land grøn mark i Hørning og fik en lille kemisk fabrik på benene. Min kone og jeg døbte fabrikken "VI-KA"  Det lød så frisk, syntes vi.
I Nimtofte købte jeg en gammel Ford for 500 kr. med 100 kr. i udbetaling og blev dermed min egen mand. Jeg nedsatte mig som »grosserenc i Nimtofte og fik løst "borgerskab".
For 14.000 kr købte jeg en villa i Hørning og startede "VI-KA". Det var i 1933, og samme år blev jeg gift med en pige, der som wienerbarn var kommet til et hjem i Brønderslev, hvor min søster tjente, og på den måde lærte vi hinanden at kende.

Sammen med en apotekersøn fra Gråsten, som jeg havde været på handelsskole sammen med, begyndte vi fremstillingen af kemiske artikler under mærket 2Pelikan". En overgang var der 40 ansatte, men i begyndelsen af 50-erne var der kun prokuristen og en dame tilbage på fabrikken.
30 år gammel blev jeg i 1938 tilbudt en stilling som direktør for Mehls Fabrikker i Århus til 12.000 kr om året, fri bil og villa i Åbyhøj.

Nå, det var nu ikke lige sagen for mig, og jeg kom ret hurtigt ud af det igen, fordi firmaet året efter likviderede, hvorfor vi flyttede tilbage til virksomheden i Hørning, som vi heldigvis ikke havde solgt.
Man måtte sno sig, tilpasse sig forholdene. Det var jo i 1939, og krigen kom, så vi måtte fremstille til et afspærret marked og bruge de mest uvante råstoffer til bl.a. fremstilling af buddingpulver, hvor hovedbestanddelen var kartoffelpulver. Jeg nåede op på at fremstille 30.000 om dagen, og da freden kom lå jeg med for 86.000 kr kartoffelpulver, som var indkøbt for 2,20 kr kiloet, og kun efter store anstrengelser lykkedes det at få det solgt til 30 øre kiloet i København, så det blev en slem bet. I København blev det for øvrigt anvendt som bindemiddel i et eller andet kyllingefoder.
Jeg lå også inde med 1/2 million saltdåser, som havde kostet mig 60.000 kr, og jeg måtte sælge hele partiet til Papirmøllen for 900 kr, så det blev også et slemt smæk.
Hos Singer i København købte jeg nogle brugte symaskiner og startede fremstillingen af madrasser. Hverken min kone eller jeg havde forstand på madrasser, men vi sprættede en fra gæsteværelset op, og derved fik vi lidt indblik i, hvad den indeholdt, og selv om det var en gammel konstruktion, gav den os visse retningslinier, og det blev faktisk grundlaget til en blomstrende virksomhed »Karina Springmadrasfabrik.
"VI-KA" startede på Fregerslevvej 10 i 1933. Sidst i 30’erne flyttede man til Skanderborgvej.
Karina Springmadrasfabrik startede i 1952, og i tresserne kom handel med møbler ind.

Artiklen er baseret på Aage Pedersens notater, som findes i Egnsarkivet. Den giver kun et overfladisk billede af den virksomhed, som Aage Pedersen drev i Hørning gennem mere end 40 år. Vi håber at kunne bringe en uddybende artikel ved en senere lejlighed.

Da jeg var barn, var det lykken at høre de gamle fortælle. Min fars gamle farbror var en fantastisk fortæller. Når han fortalte erindringer fra sin barndom, var jeg en ivrig lytter, da hans fortællinger gav mig en fornemmelse af, at fortid og nutid hørte sammen.
Min barndomsby, Hørning, var helt anderledes dengang end i dag. Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig fornemme dens lyde og dufte.

Jeg kan huske, da min far byggede det hus, der blev min barndoms og ungdoms verden. Et godt hjem med åbne marker bag haven, og jernbanen på den anden side af vejen. Der skete altid noget. I min barndom var jernbanen det vigtigste samfærdselsmiddel til Århus og Skanderborg. Næsten al mellembys trafik foregik med tog, og stationen var et vigtigt centrum i byen.

Mit hjem lå i nærheden af Karens Mølle, en korn- og foderstofforretning, som siden er flyttet til Århus havn.. Møllens »tuk-tuk var lyden, jeg vågnede op til om morgenen, og lyden jeg faldt i søvn til om aftenen. Noget kendt og trygt.

Der var lyden fra smedjen, når den store hammer bankede det glødende jern ud til det, det nu skulle blive — en hestesko måske. Smeden boede naturligvis ved smedjen. Nabo til smeden var cykelhandler og træskomand. Far og søn sad ved bordet foran vinduet og fulgte livet på gaden, mens de lavede træsko. Begge familier boede i huset. En datter fra det hus blev — og har hele livet — været min meget gode veninde.

I byen var også blikkenslager, skomager, bødker, skrædder og andre håndværkere. Alle havde deres bolig ved værkstederne. Der var adskillige købmænd, slagtere og bagere. Jeg kendte alle.
Min fars arbejdsplads — tømrerværkstedet — måtte jeg ikke komme ind i, når maskinerne kørte. Men jeg kan endnu fornemme duften af frisk træ og høre savens hvinen.

Kirkegården var et sted, jeg ofte kom med min far. Min fars forældres grave lå der. Da jeg var syv år, døde min mor. Fra den tid blev det en fast søndagstur. Kirken var også en del aflivet. Det er stedet, hvor min slægt i adskiffige generationer har samlet sig om glæder og sorger fra dåb over bryllupper til begravelser.
Overfor kirken lå den gamle kro med kro- stuer og rejsestald. Der var også den store sal, hvor vi gik til dans. Det var der vi kom til juletræsfester — og mest spændende — fastelavnsfesten. Det var en fest! Drengene gik rundt i by og opland, klædt i hvide skjorter og bukser med guldgaloner. Fastelavnssoldater kaldte vi dem. De sang fastelavnssangen og samlede penge ind til festen. Det var meget spændende, om den »rigtige« dreng spurgte, om man vifie være hans dame til festen.

Min skole, nu Bakkeskolen, dengang meget mindre end i dag, lå nær mit hjem. På skolen sad stenen fra den gamle rytterskole, oprettet af Frederik den 4. i 1721 — med strofen, der begynder med ordene: »Halvtredsindstyve år, Gud, har du mig opholdet, at ufred, krig og pest, mig intet ondt har voldet«.
I byen lå der nogle få gårde, der var blandt  andre min mors barndomshjem på Adslevvej — Damgård — med storkerede på den stråtækte lade, og min fasters gård — alle i nærheden af kirken. I den gamle del af byen — på Adslevvej — lå og ligger stadig de små, gamle huse.

I omegnen — Bjertrupskoven — med de blå anemoner. Pindsmølle med fiskedammene. Cykelturene gennem Jeksendalen, med saftevand og madpakke. Der var Holmen ved Fregerslevvej, med håndbold- og fodbold- baner, hvor jeg tilbragte megen tid. Mine kammerater og jeg spillede bold og legede der, da vi var børn, og sværmede da vi blev teenagere.

Sommerdage, på cyklen, og så af sted til søen ved Fregerslev. I den sø lærte jeg at svømme. Vi plaskede dagen lang i vore både, hoppede i vandet fra båden, og havde det dejligt. Da jeg var barn, skinnede solen hver dag (næsten).
Sommerbækken, der løb gennem min bedstefars eng, var dejlig. Vand har en vældig tiltrækningskraft for børn. Gummi- støvlerne på, og så ud i den brusende forårsbæk.
Vintrene var altid hvide, og der var altid kælke-. og skøjteføre dengang. Trafikken på gaderne var kaner, kælken bagefter en kane op ad bakken, og derpå suse rask nedad. Sådan husker jeg det i dag, men måske har jeg en dårlig hukommelse.

Min by var ikke en køn by, men for mig var det en god og en tryg by. Vi havde meget familie omkring os i gårdene og husene. Min fars familie har i adskillige generationer levet her, og familegården ved søen er stadig i slægtens eje.

Det jeg har skrevet, er jo meget positivt, da det er set med afstandens briller. Der var jo selvfølgelig også ting et barn var bange for og ked af, men det er så lykkeligt, at det næsten kun er de gode ting man erindrer.
Mine bedsteforældre, fastre og mostre med deres familier levede der. Veninder og skolekammerater, i hvis hjem vi kom og gik, det var trygt. For mig betyder menneskene meget mere end omgivelserne.
Alt i alt, min barndoms Hørning var god for mig.

19. marts 1990.
Anna Bøgelund Hansen