Tilbage

Indhold

Nyt navn - ny struktur Stotteforeningen i 25 år Støtteforeningen gennem 25 år Ekskursion til Blegind mose Mosegården i Blegind
En skattekiste af viden om gamle dage Kongebreve Hørning posthistorie Vestergården i Hørning En australsk familie
Bogsalg Historiens spor Hørning i gamle dage Praktiske oplysninger

Top

Nyt navn - ny struktur
Af Kjeld Nielsen, Hørning. Afgået styrelsesformand for Lokalarkiverne i
Hørning- Veng

Kommunesammenlægningen pr. 1. januar 2007 havde naturligvis ogsa indflydelse pa Egnsarkivet og de vilkår, som vi arbejder under. Det første tegn på for-
andnng var, at Byradet ikkt i fremtiden ville stille med et medlem til vores Styrelse Seneste repræsentant fra Hørning Byråd var Otto Trap Hansen
Ellers skete der ikke sa meget lige straks. Vi fik at vide, at vores budget ville være det samme i 2007 som året før, men betalinger skulle nu foregå via Kultur og Fritid i Skander borg. Det var nyt for os, og det var også nyt for kommunens personale, så det tog tid, før alle parter efterhånden lærte det.

I april 2007 blev alle egnsarkiver indkaldt til møde hos Kultur og Fritid for at drøfte, hvordan arkivernes fremtid kunne komme til at se ud.
Arkivet i Skanderborg hørte under Skanderborg Museum, og arkiverne i Ry og Galten hørte under bibliotekeme i de to byer. Arkivet i Høming
havde sit eget budget direkte under Hørning Konuriune, så det var ret så forskellige vilkar, de enkelte arkiver mødte med.

 Udspillet fra Skanderborg Kommune var, at vilkårene skulle være så ens som muligt i hele kommunen. Det blev til flere møder i 2007 og 2008, og resultatet af det hele blev, at arkiverne lægges ind under Skanderborg Museum som underafdelinger til arkivet i Skanderborg. Denne ændring trådte i kraft pr. I. april 2009. Der er ikke et selvstændigt budget til de enkelte arkiver, så den økonomiske styring foregår ved, at arkivlederne holder månedlige møder, hvor de
daglige opgaver og omkostninger aftales.
For Hørning-Veng Egnsarkiv havde det den konsekvens, at Styrelsen blev nedlagt således, at vi nu kun har en Støtteforening. Styrelsesmed lermnerne er dog stadig med, når der holdes arbejdsmøder i arkivet, og op til Støtteforeningens generalforsamling vil vi se på, om vi skal ændre på noget, f.eks. have flere medlemmer i bestyrelsen.


Nyt navn
En anden konsekvens af den nye struktur blev, at arkiverne ændrer navn fra Egnsarkiv til Lokalarkiv, så nu hedder vi altså Hørning Lokalarkiv og Veng Lokalarkiv. Det er dog ikke noget nyt navn her i Hørning, idet arkivet startede i 1972 med at hedde Lokalarkiv eller lokalhistorisk arkiv. I 1989 ændredes navnet til Egnsarkiv, og nu er vi så tilbage ved “Hørning Lokalarkiv” 

En tredie mærkbar ændring blev, at vores arkivleder, Toa Riisrnøller, nu skal fordele sin arbejdstid med to dage i Skanderborg Historiske Arkiv (Egnsarkivet) og resten af tiden i Hørning. Det tilstræbes, at Toa er i Hørning tirsdag og torsdag, hvor vi har åbent kl. 10:00 - 12:01). Denne ændring skal ses i lyset af, at arkiverne i Ry og Galten ikke havde så mange arkivartimer, som vi havde før ændringen. Altså en slag sharmonisering efter laveste fællesnævner. Vi håber dog på, at arbejdet i Skanderborg kan give Toa en erfaring og uddannelse, som hun ikke ville få ved at sidde alene med opgaverne i Hørning.

I forbindelse med vores indlemmelse i Skanderborg museum er det aftaltt, at Lokalarkiverne kan få en observatør i museets bestyrelse. Støtteforeningerne i de enkelte arkiver har hver udpegeten person til at deltage, og disse personer deltager på skift i museets bestyrelsesmøder.
Fra Hørning og Veng er udpeget Kjeld Nielsen.


Top

Stotteforeningen i 25 år - 1984 -2009
Af Erna Bachmann, Hårby. Afgået formand for Støtteforenin gen for Lokalarkiverne i Hørning- Veng

“Uden rødder — ingen fremtid!”
Dette citat af Grundtvig, blev hentet frem i 1997, da arkiverne i Hørning-Veng kunne markere deres 25 års jubilæum. Og vi kan passende lade det være overskriften igen i 2009, når Støtteforeningen kan markere, at den nu i 25 år har været medspiller i arkivernes dagligdag.

Årsskriftet
11988 satte man sig som mål at udgive et årligt skrift med historier fra arkiverne. Som et af de første temaer valgte man at præsentere landsbyerne. Man startede med Nørre Vissing i 1988 og fortsatte så de følgende år med de øvrige landsbyer. Det var et genialt træk. Interessen for at vide mere om sin egen bys fortid var stor, og byvandringeme blev lidt af et tilløbsstykke. En byvandring endte som regel på kroen eller på et andet lokalt sted, hvor folk blev opfordret til at fortælle. Fortællingerne blev båndet og skrevet ned og kunne så læses i det kommende årsskrift. Også for redaktionen af årsskriftet var det genialt, for man fik på møderne foræret stof til de kommende årsskrifter. Næste tema blev forsamlingshusene og skolerne i kommunen, endnu en serie, der kunne fylde flere årgange.
De senere år er der ikke fokuseret så meget på temaer, men der er fundet historier frem, som vi har ment kunne interessere læserne. Historierne kan være inspireret af arkivalier, som bliver indleveret, eller af folk, som kommer og fortæller en historie. Det er så en ekstra glæde, hvis vi kan lokke fortælleren til selv at sætte sin historie på papir, som det f.eks. var tilfældet med historien om kærestebreve i 2008 og postens historie i 2009. Derved bliver forfatterkredsen udvidet, så det ikke kun er os, der færdes på arkiverne, som fatter pennen, men også jer, der er en del af historien.
Årsskriftet er stadig kun en lille sag. Det startede med beskedne 24 sider i 1988, og det er stadig meget beskedent
nu i jubilæumsåret er det på 60 sider. Foreløbig har bestyrelsen ikke planer om at ændre på årsskriftet, og det vil stadigvæk være gratis for alle.
Medlemmerne får det tilsendt, alle andre skal selv have ulejlighed med at hente det på arkiverne eller på biblioteket eller i bankerne.

Hvorfor så være medlem?
Svaret er enkelt. Hvis vi ingen medlemmer havde, ville vi ikke kunne drive arkivet og slet ikke udgive årsskriftet. Den støtte, arkivet får fra kommune og museum, dækker løn til arkivar, og der stilles lokaler til rådighed og ikke ret meget andet. Støtteforeningen giver via medlemskontingentet — vi havde i 2008 113 medlemmer - mulighed for tilskud til driften, til lidt nyanskaffelser, men allervigtigst stiller nogle af medlemmerne deres frivillige arbejdskraft til rådighed. Og så er medlemmerne fra i år — 2009 samtidig medlemmer af Skanderborg Museum. Det betyder, at du via dit medlemskab af Støtteforeningen kan komme gratis ind på museerne i Skanderborg Kommune: Skanderborg Museum, Frihedsmuseet, Ferskvandsmuseet, Museet på Gl. Ry Mølle og Øm Kloster Museum. Så skynd dig at melde digindl i Støtteforeningen og få disse fordele i tilgift.
Medlemskabet afStøtteforeningen gælder for hele husstanden, men der gives kun gratis adgang til museerne for én person pr. medlemsskab.

Tak til de frivillige hjælpere
Som frivillig får du ikke betaling for dit arbejde, men én gang årligt flotter Støtteforeningen sig og inviterer på studietur til museer, arkiver eller andre lokaliteter med historisk interesse. En stor tak til Hårby Brugsforenings Støttefond, der af det overskud, der blev ved salget af Brugsen i 2002, hvert år har givet et beløb til Støtteforeningen. I 2009 gik studiedieturen for de frivillige i Veng og Hørning arkiverne til Vejle Adal - til Nørup Kirke, Randbøldal, Ravningbroen og Bindeballe Købmandsmuseum.
De frivillige hjælper med arkivering, med registrering, med samtaler med folk, der kommer på besøg. Der skal hjælpes ved julesammenkomster, og ekskursioneme, som vi håber kan blive en årlig begivenhed, skal der også bruges hjælpere til. Tak til alle jer, der nu i 25 år har givet et bidrag i form af frivillig arbejdskraft og medlemskontingent. Jeres arbejde har været og er uvurderligt, og det har været med til at bære foreningen og arkivet gennem alle årene.

Har foreningen haft glæde af de frivillige arbejdere, så har vi, der har deltaget i arbejdet, også personligt haft glæde af samværet med folk med interesse for lokalhistorien. Og den gamle skrøne om, at arkivet er “støvet” og gemt væk i en kælder, gælder ikke længere. Arkivet er stadig i en kælder, men det er et levende sted for levende mennesker, og det gamle ord “Uden rødder — ingen fremtid” gælder stadig. Så tøv ikke med at melde dig som frivillig. Der er plads til flere hænder. (Se også side 59).

Støtteforeningen i fremtiden
Med nedlæggelsen af Styrelsen bliver Støtteforeningens opgaver i de kommende år lidt anderledes end hidtil, idet foreningen bliver bindeleddet til Museet.
Den største udfordring vil stadigvæk være at skaffe kapital. Derfor er rnedlernshverving vigtig, vi skal være mere synlige i lokalbefolkningens bevidshed, så man får lyst til at melde sig som medlem. Det kan gøres via avisomtale men også _ som man gjorde da foreningen var ny _ deltage i  messer og markedsfester på torvet i Hørning og andre steder i lokalområdet.
Bestyrelsen har drøftet et genoptryk af “Hørning i gamle dage”, men har indtil nu været tilbageholdende på grund af problemer med ophavsret. Vi var derfor gået i gang med at planlægge en helt ny bog om Hørning. Nu ser (let imidlertid ud til, at der kan findes en løsning, så vi kan få bogen genoptrykt - i revideret form og med historien ajourført til i dag. Arbejdet hermed går i gang i efteråret. Vil du være med, så kontakt Kjeld Nielsen. (Se også side 59).

Fotografering af Hørning og landsbyerne, som de ser ud i 2009, har Karl Otto Frost, Hørning påtaget sig opgaven med, og han vil så vidt muligt — holde sig ajour med ændringer i bygninger og natur og fotografere inden nedrivning eller ændring. Arkivet vil gerne, om man kontakter os, såfremt der skal ske væsentlige ændringer i bygninger eller landskab. Det er imidlertid et stort arbejde at få alle bygninger i landsbyerne og Hørning fotograferet, så det vil strække sig over flere år. I Vestegnen har vi allerede et stort fotogalleri, men også her skal det opdateres.
Se også Ole Friis Sørensens bemærkning om fremtiden på side 15.

Når årsskriftet udkommer er det en ny bestyrelse, der kommer til at arbejde med ovenstående opgaver såvel som andre opgaver, der viser sig hen ad vejen. Det er også en anden formand, der skal repræsentere foreningen, idet jeg fra efieråret fratræder og i stedet bliver arkivar i Lokalarkivet i Veng. Tak til Jørgen Christensen, Nørre Vissing, for dit store arbejde igennem de 14 år, hvor du de første år var frivillig hjælper og de senere år arkivar. Jeg håber, at jeg kan løfte arven efter dig.


Støtteforeningen gennem 25 år - et tilbageblik
Af Ole Friis Sørensen, Adslev

Kan det være rigtigt?

Da jeg blev opmærksom på, at det var 25 år siden, vi startede Lokalarkivets Støtteforening, var min første tanke: “Er det virkelig så længe siden?” Det er samtidig en påmindelse til os alle om, at inden vi ved af det, er vi selv en del af historien og derfor aktivt bør medvirke til, at vor samtid løbende bliver dokumenteret, så eksempelvis begivenheder, personer og bygninger, der måske er en selvfølgelig del af vor hverdag, men for næste generation er historie, ikke er gået i glemmebogen om 25 år.

Fra ide til virkelighed
I foråret 1984 opfordrede Lokalarkivets daværende Formand, Ejler Eriksen, ved et bestyrelsesmøde undertegnede til at arbejde videre med et forslag gående ud på at starte en Støtteforening for Lokalarkivet. Arkivet med afdelinger i Hørning og Veng havde virket siden 1972.
Over sommeren blev ideen præsenteret for potentielt interesserede. Den blev generelt positivt modtaget, og der blev indkaldt til møde den 20. aug. 1984 på Bakkeskolen for at finpudse de udarbejdede vedtægter og udpege en foreløbig bestyrelse, indtil en egentlig generalforsamling kunne holdes. Vedtægterne blev godkendt uden ændringer (de var maskinskrevet, og det er erfaringsmæssigt en styrke i sådanne situationer):





(Vedtægterne har været holdbare som ramne for arbejdet i foreningen. Blandt de få væsentlige ændringer, der er foreretaget, kan nævnes tilføjelsen “Valg af dirigent” fra 1990 som generalforsainlingens første opgave, nyt punkt “Indkomne forslag” i ] 994 samt ændring uf regnskabsåret i to omgange og tilføjelse af en om legningsret i 2007. I de oprindelige vedtægter gav §‘ 5 bestyrelsen mulighed for at “supplere sig efter behov “, dvs. udpege stedfortrædere ved midlertideig eller vedvarende forfald og indkalde borgere med speciel viden til løsning af specifikke opgaver. Denne “gummibestemmelse” blev i 2007 konkretiseret til “nedsættelse af udvalg/arbejdsgrupper” samt valg af suppleanter på generalforsamlingen. 12007 blev antallet af revisorer nedsat fra 2 til 1).

Der kunne derefter vælges en foreløbig bestyrelse blandt de tilsagte borgere. Resultatet blev:


Fhv, viceskoleinspektør Erik Jensen, Hørning, formand.
Købmand Charlotte Victor, Blegind, kasserer.
Kontorchef Else Rasmussen, Veng.
Gårdejer Aksel Brandt, Mesing.
Gårdejer Thomas Olsen, Adslev
Gårdejer Arne Schøler, Blegind, kontaktperson fra/til Arkivet.
Som revisorer valgtes Aksel Mortensen, Mesing, og Lone Madsen,
Hørning.


Kontingentet fastsattes til 50 kr pr husstand.
Endvidere blev der nedsat en arbejdsgruppe: Ole Friis Sørensen, formand, arkivar Anne Grethe Larsen, lærer Peter Friis Kristiansen, redaktør N. Bach Jensen og vognmand Mikael Sørensen.
(Som det ses, var de fem sogne repræsenteret, men på det punkt har man ikke altid kunnet følge vedtægterne. Måske har det været umuligt at finde interesserede, egnede borgere. Der er sjældent kampvalg om pladserne i de lokale, frivillige bestyrelser).


Den svære start
Første opgave herefter var at tegne medlemmer, som i alle 25 år har været fundamentet for Støtteforeningens arbejde. Der blev indkaldt til orienterings- og hvervemøde i Bakkeskolens kantine torsdag den 6. sept. 1984 ved annoncering to gange i Uge-Bladet og redakrionel omtale i “Stiften”. Som gæst var inviteret smedemester Søren Bach, Gi. Rye, der havde god erfaring med behandling af lokalhistorisk materiale. - De første medlemmer blev tegnet, og de fleste betalte mere end de fastsatte 50 kr. - Hvis jeg husker ret, lagde et enkelt medlem 2.000 kr i kassen.
Derefter holdtes møder I. nov., 28. marts, 18. april og 22 maj, alle med henblik på en organiseret opstart af foreningens arbejde. Bl.a. vedtog man at deltage i “Hørningmesse 85” på “Butik stand 33” med historisk materiale. Det viste sig at være en god ide, idet foreningen fik mange nye medlemmer og konkrete oplysninger om det udstillede materiale og andet. Ejvind Hansen, formand for Håndværker- og Borgerforeningen, gav til sagn om støtte til foreningen i form af en selvvalgt gave. Den blev senere anvendt til et par udstillingsmontrer, som stadig er i brug i arkivet i Hørning. Det skal retfærdigvis også nævnes, at aktivitetsudvalget hl.a. udarbejdede en uprioriteret liste over mulige emner og temaer, som med interesse kunne tages op ved åbne møder og i artikler. Listen fandtes ikke i de protokoller, jeg har haft til rådighed ved udarbejdelse af nærværende indlæg.
Første ordinære generalforsamling blev afholdt torsdag den 13. juni 1985 i Bakkeskolens lærerværelse. Den siddende bestyrelse blev lovformeligt valgt, men fremmødet var næsten pinligt -  11 deltagere inkl. foreningens ledelse. - Næste medlemsmøde fandt sted den 24. oktober, igen annonceret to gange i Uge-Bladet og redaktionelt omtalt i “Stiften”:
Emne: “Kender du din egn?”
“Et panel af ældre borgere vil fortælle om by og egn og derefter indgå
i dialog med mødets deltagere.” Resultat: 12 fremmødte tilhørere! - Det var for meget, eller snarere for lidt, for formanden. I april 1986 sendte han følgende brev:

Til bestyrelsens og arbejdsudvalgets medlemmer

Siden 24. oktober 1985, hvor vi havde arrangeret et stort, offentligt møde over emnet: “Kender du din egn? ‘ og hvor vi havde indbudt flere kendte borgere som deltagere i en paneldiskussion med bestyrelsesmedlemmerne, har der faktisk ikke været nogen aktivitet i foreningen. Årsag??
Jo, bestyrelsesmedlemmerne og arbejdsgruppens medlemmer svigtede totalt den aften, så Anne Grethe Larsen, Arne Schøler og undertegnede måtte efter flittig evne søge at redde ansigt og dermed foreningens renommé.
Jeg måtte tage det som et tegn på manglende interesse og sætter derfor et spørgsmålstegn ved foreningens beståen og berettigelse. Siden har lysten til møder og arrangementer været minimaL Det er derfor min agt som formand at indkalde til generalforsamling sidst i maj/først i juni, alt afhængig af muligheder for lokale. Det er endvidere mit ønske at blive afløst som formand, da jeg bl.a.. har overtaget en del af arbejdsgruppens arbejde med gennemgang og beskrivelse af hørning Sogns historie (gennemlæsning afsognets gamle protokoller).
Min tid fremover vil være ret optaget af flere andre gøremål, derfor min beslutning. Denne skrivelse skal ikke opfattes som nogen beklagelse, men et ønske om at se kendsgerningerne i øjnene.
Venlig hilsen/Erik Jensen (sign.)

Det var lidt af en opsang. Ikke mindst i betragtning af, hvem afsenderen var. Og den virkede. På generalforsamlingen den 12. juni 1986 var samtlige bestyrelses- og arbejdsudvalgsmedlemmer (minus undertegnede) mødt op. Erik Dahl blev ny formand og Erik Jensen fortsatte i bestyrelsen som menigt medlem. Det oplystes, at foreningens aktiver var 3.891,41 kr, og medlemstallet var 47. (Var det så ringe endda efter kun 11/2  års virke?)

Pluk fra de gamle protokoller. Det kører deruda...
Et møde med emnet “Skoletid i gamle dage” (1913 -20) den 25. nov. 86 med indlæg af Thorvald Pedersen, Hørning og Alfred Jensen, Veng og udstilling at’ materialer med relation til emnet samlede ca. 60 deltagere. Samtidig meldte syv personer sig som hjælpere i arkivet til sortering og registrering af arkivmaterialer.
Generalforsamling 18. juni 87. Kassebeholdningen var 5.751,69 kr. - kontingent 50 kr. - På et bestyrelsesmøde i aug. 87 drøftede man at udvælge “Årets by” i kommunen samt at starte udgivelse af et årsskrifl “under en eller anden form”.

Generalforsamling 15. juni 88.
Kassebeholdningen var 6.815,57 kr. Medlemstallet var vokset til ea. 70. Det første årsskrift var under udarbejdelse og husstandsorndeltes i kommunen senere på året, om nødvendigt også med økonomisk hjælp fra Støtteforeningen. Erik Dahl ønskede ikke genvalg på grund af tidsmangeL. Villy Sørensen nyvalgtes og blev senere konstitueret som formand.

Generalforsamling 14. juni 89. Udsendelse af årsskriftet i 88 gav en medlemsstigning til 116, og kassebeholdningen steg til 9.426,52. - Erik Jensen og Thomas Olsen forlod bestyrelsen, og dermed var der ingen fra den første bestyrelse tilbage. (Man kan vel også med god ret konkludere, at fbren ingen både medlenismæssigt og økonomisk var kommet i god gænge?)

Generalforsamling 7. juni 90
i Mesing Forsamlingshus - nu med
dirigent. Kassebeholdningen var 12.703,06. Medlemstallet steg til ca.
160. Byvandring med 70 deltagere i Blegind, som blev emnet i årsskrifiet
90. Kontingent sat op til 60 kr. Regnskabet er forskudt til 1.6.-31.5.
(Vedtaget?)

Generalforsamling 12. juni 91. Kassebeholdningen var 22.803,56 kr. Der blev ydet et tilskud på 18.000 kr til Egnsarkivets indkøb af EDB. Vagn Stadil Petersen, Højbjerg, var i gang med redigering af en bog om Hørning, skrevet af Robert Kjærsgaard Jensen m.fl.

Ved generalforsamlingen i 1992 ønskede Villy Sørensen ikke genvalg og afgik derfor som formand. Ved den efterfølgende konstituering valgtes Erik Brandt som ny formand, men ellers fortsatte Støtteforeningens arbejde kontinuerligt med arrangementer og udgivelser. Årsskriftet er med en enkelt undtagelse udkommet hvert år med vedkommende artikler og illustrationer fra de fem sogne.

I slutningen af 1992 udkom bogen om “Hørning i gamle dage”, der blev trykt i ea. 400 eksemplarer, hvoraf Støtteforeningen købte 229, som hurtigt blev udsolgt. Et længe næret ønske om revision og genoptrykning af bogen ser nu ud til at blive en realitet (se side 59).
I 1995 støttede foreningen køb af nyt EDB-anlæg til Egnsarkivet med 14.000 kr. Samme år præsenterede pastor emer. P.C. Nørgaard et manuskript med titlen “Erindringer og arvegods” til udgivelse i Støtteforeningens navn mod 10 frieksemplarer til eget brug. 250 eksemplarer blev trykt mod årets slutning og dermed klar til salg for 75 kr/stk. Den store begivenhed var dog 50 året for Danmarks befrielse 4. maj 1945. Med formanden som idemand og koordinator blev et stort anangement med mange foreninger som deltagere og et husstandsomdelt festskrift afviklet til alles tilfredshed.

I Egnsarkivets jubilæumsår 1997 blev der holdt reception og udgivet et specielt årsskrift til markering af de 25 år.
I 2003 udgav Hørning Egnsarkiv pastor P. C. Nørgårds bog “79 præster i Hørning” ved en reception i arkivet.

Den foreløbig sidste og største udgivelse, som Støtteforeningen har lagt navn og kræfter til, er bogen “Historiens spor i Veng og Mesing sogne”, som i 2008 blev trykt i 600 eksemplarer og nu er udsolgt. Den kan dog købes i elektronisk form •- som CD — i arkiverne for 100 kr. Det er netop besluttet at genoptrykke bogen, så 2.oplag udkommer inden jul.



Støtteforeningens formand Erik Brandt trak sig helt ud af bestyrelsen i sommeren 1997 og i hans sted indtrådte revisor Mikael Jeppesen, Jexen, som ny formand og fortsatte indtil generalforsamlingen i efteråret 2001. Her afløstes han af Victor Sejersen, Fregerslev, der havde det overordnede ansvar for Støtteforeningen, indtil han ved generalforsamlingen den 13. oktober 2005 afløstes af Erna Bachmann, Hårby, der i skrivende stund stadig er formand. Hun afløser Jørgen Christensen som arkivar i Veng, når denne efter eget ønske fratræder til efteråret 2009, hvorefter Støtteforeningen i oktober 2009
skal vælge ny formand.

Genforening af bibliotek og Egnsarkiv?

I foråret 1999 omtalte pressen planerne om et nyt bibliotek i forbindelse med rådhuset. Drift af et Lokalarkiv er i virkeligheden en biblioteksfunktion, og beliggenheden i forbindelse med biblioteket i Højboskolen var på trods af dårlige adgangsforhold ideel. Man havde et fint samarbejde med biblioteket. Lokalarkivets ledelse sendte derfor et brev til byrådet med ønske om at følge med biblioteket ved flytningen. - Det er for sent at grave i, hvem der havde sovet i timen, men resultatet blev, at arkivet måtte blive under Højboskolen, da biblioteket flyttede hen på Rådhuspladsen. Til gengæld fik man overdraget bibliotekets tidligere arkivrum i niveau med arkivet, og lokaleforholdene isoleret betragtet er i dag fine, men beliggenheden er forkert.

Lokalarkivet bør ligge i forbindelse med biblioteket, og alle gode kræfter omkring arkivet inkl.
Støtteforeningen og måske især denne, må endnu en gang sættes ind for at få arkivet placeret i de lokaler, der bliver ledige efterhånden, som rådhuset tømmes for andre kommunale funktioner!

Endnu et jubilæum.

Sammen med Støtteforeningen kan foreningens revisor, tidl. bankfuldmægtig Aksel Mortensen, Mesing, fejre 25 års jubilæum som generalforsamiingsvalgt revisor. Et stort tillykke og tak for indsatsen.

Kilder:
Foreningsprotokoller for Støtteforeningen og Egnsarkivet.
Samtaler med tidligere formænd og andre.
Mine personlige bemærkninger er skrevet i kursiv.

Ekskursion til Blegind Mose
Tekst og fotos af Karl Otto Frost, Hørning

Aftentur med Lokalarkiverne i Hørning og Veng — 14. maj 2009.

Lokalarkiveme i Hørning og Veng fortsatte år traditionen med en ekskursion til et sted i lokal- området. Som det blev “spået” i årsskriftet sidste år, var det i år en lokalitet i Hørnings omegn, der var mål for ekskursionen Blegind Mose.
Torsdag den 14. maj begyndte som en noget overskyet og kølig forårsdag, men efterhånden som tidspunktet for turens start nærmede sig, klarede vejret op og det endte med at blive det skønneste forårsvejr til en tur i mosen.
Selvom annonceringen af turen ikke gik helt, som vi havde ønsket, havde ea. 45 personer fundet vej til klubhuset på sportspladsen i Blegind.
Fler startede turen med, at ejeren af den største dcl af mosen, Svend Aage Pedersen, fortalte om mosen og om den tørvegravning, der fandt sted her indtil omkring 1950. En stor del af de tørv, der under og lige efter 2. verdenskrig blev brugt som brændsel i lokalområdet, blev gravet og produceret i Blegind Mose.

Egil Jørgensen fra Hårby fortalte herefter lidt om floraen og faunaen i mosen. Herefter forlod vi for en stund klubhuset for at begive os ud på vandring omkring mosen. Som nævnt viste vejret sig fra den allerbedste side, solen skinnede fra en skyfri himmel og i det næsten vindstille vejr hang duften fra den blomstrende rapsmark i luften, mens fuglene sang.
Efter denne dejlige tur samledes vi igen i klubhuset, hvor den medbragte kaffe m.m. blev nydt, mens snakken lystigt gik mellem deltagerne.


Mosegården matr. nr. 12a, Blegind fra fæstegård til selvejergård
Af Karl Otto Frost, Hørning

En beretning om en gård og dens fæstere og ejere fra slutningen af 1600-tallet til i dag

I årene omkring 1670 blev en del af krongodset, dvs, det jordegods som kongen ejede, og domkapitlernes jordegods, efter svensk mønster, udlagt til ryttergods. I Jylland blev der således dannet 3 rytterdistrikter ved Dronningborg, Skanderborg og Kolding. For hver 8 td. hartkorn blev der dannet et lægd, bestående af én eller flere gårde. Hvert lægd skulle mønstre en fuldt udrustet rytter, enten bonden selv, en karl eller en hvervet soldat, der på lægdets bekostning skulle være i beredskab, når kongen behøvede dem i krigstilfælde. Til gengæld var rytterbonden fritaget for skatter og hoven. Hen imod midten af 1700-tallet blev ordningen imidlertid ændret, så kronens ladegårde kom til at fungere som kaserner for rytterne. 11767 blev Skanderborg Ryttergods afhændet ved auktion.
De fleste af gårdene i Blegind var på dette tidspunkt fæstegårde under Det Skanderborgske Rytterdistnkt. Ifølge fæsteprotokollerne er Sejer Sørensen denne gårds første fæster under ryttergodset:

Sejer Sørensen
er født ca. 1630, død 14. februar 1690 i Blegind, gift med Anne Madsdatter, død efter 1690.
I en mandtalsliste fra 1678 til brug for opkrævning af kop- og kvægskatter står han og konen opført sammen mcd sønnen Mads. Skatten udgjorde 3 mk. for manden og 3 nik. for konen samt i mk. 8 sk. for børn og tjenestefolk. 11688 findes de igen på en mandtalsliste, denne gang for opkrævning af ekstraskatter. De samme tre personer står da opført sammen med Knud Jespersen og Karen Rasmusdatter med tilsammen tre udsteder. Dengang som nu var opfindsomheden stor mcd hensyn til skatteobjckter, idet udsteder var genstand for beskatning.
I skiftet efter Seier Sørensens død, foretaget under Skanderborg Ryttergods, står der, at han boede og døde i Blegind. Af vurderingsforretningen ved skiftet fremgår det, at ind- og udbo blev vurderet til 64 Sletdaler, hvoraf besætning og redskaber udgjorde Ca. 40 Sletdaler, mens resten af boet var værdisat til Ca. 25 Sletdaler, heraf sengesteder med tilbehør 15 Sletdaler. Af skiftet fremgår endvidere, at den ældste søn Mads overtog fæstet af gården.

Mads Seiersen
, født 1660 i Blegind, død efter 1720 i Blegind. 11696 fik han sammen med Knud Iversen i Blegind fæste på 1/3-part af en ødegård, som Søren Jørgensen sidst havde boet på. Gården var af 1 td. Hartkom, og de måtte begge bruge det fæstede under deres påboende gårde, men de måtte ikke sætte bygninger på stedet igen.
Mads og Knud er svogre, idet Knud er gift med Mads’ søster Sidsel. Hans søn, Seier Madsen, født 1692 i Blegind, død samme sted i 1755, gift efter 1717 med Karen Simonsdatter. Død i Blegind den 23. august 1754.

Sejer Madsen fik tinglæst sit fæste den 13. november 1720. Af fæste- brevet fremgår, at det er en halvgård, som hans fader Mads Seiersen afstod, da han ikke kunne klare den længere. Gårdens hartkom var 2 tdr. 4 skpr. 2 fdk. 2 alb., og indfæstningen var på 6 rdl. Bygningerne bestod af 21 fag i rimelig god stand, og besætningen var på tre heste, to køer, en ungnød, fire får m.v. Sejer Madsen var indblandet i flere sager med naboerne; aftingbogen ses, at allerede den 17.7.1719 var der en sag, hvor han blev stævnet af en tjenestekari, Peder Jensen der tjente hos Jens Olufsen i Blegind, Seier beskyldes for at have skudt Jens Olufsens hund for at koge suppe på den til hans trolovelse. Seier mente, sagen talte for sig selv — Peder Jensen måtte have “tabt alt, hvad et ærligt menneske vel anstår”.

I oktober 1722 indgik han et forlig med Peder Sadelmager i Blegind om deling afjord, eng og ejendom imellem sig i henhold til en afsagt dom
ved Skanderborg Birketing ijanuar 1722.
I oktober 1742 henvendte Seier Madsen sig til Amtmanden i Skanderborg med en klage over naboen, Jens Pedersen. Seier Madsen betegnes da som en fattig rytterbonde, der efter at have beskyldt Jens Pedersen for at tage af hans gødning, der i regnvejr var løbet ned i en dam tilhørende Seier, af Jens Pedersen blev beskyldt for at være en drukkenbolt. Bymændene i Blegind bevidnede dog, at hverken Seier eller
hans kone led afdrukkenskab.
Amtmanden svarede tilbage, at de skulle holde fred, og at Jens Pedersen skulle holde sig til sit eget. Efter at lægdsmanden med to vidner havde synet dammen, tilbød Jens Pedersen at betale erstatning. Der opstod så uenighed om, hvor meget der skulle betales. Seier forlangte 4 Slettedaler. Lægdsmanden skulle senere med fire mænd skønne, hvor meget der var fjernet, og hvor stor erstatningen skulle være.
I ægteskabet var der fire børn: to sønner og to døtre. Den ene søn døde som 8-årig. Om den anden, Mads, er der en noget mere udførlig beskrivelse af hans sidste levetid. Præsten i Blegind Præstegård, L. Worsøe, skrev i maj måned 1761 til Amtmanden i Skanderborg om landsoldaten Mads Seyersen, som i lægdet tjente rytterbonden, Niels Rasmussen i Blegind, men under sin sygdom blev borte natten mellem 3. og. 4. maj. Hans døde legeme var nu fundet på bredden af Blegind Sø (Stilling/Solbjerg Sø), hvor det muligvis var drevet i land. Præsten henvendte sig til Amtmanden, med anmodning om dennes ordre til syn, og senere resolution om begravelse. Han nævner i sit brev at afdøde i nogle år, ikke har været ved sin fulde fornuft, han har haft “sprinkelsygen” (plettyfus, en sygdom, der i 1700-tallet var ret udbredt), og nu i år været sengeliggende i fem uger, stedse klagende over, at det værste onde var i hovedet, har ellers levet stille og ustraffelig. Præsten gjorde endvidere opmærksom på, at der i kirken havde været forbøn for ham. Dateret 22. maj 1761.
Samme dag påtegnede Amtmanden brevet med, at den døde skal synes af to uvildige mænd, samt undersøges om der kan være en årsag.
Den 23. maj var liget synet af Søren Sørensen Læth, Olle Nielsen og Albret Madsen, der konstaterede at der ikke fandtes sår eller ringeste mærke på legemet. Han havde heller ikke haft det ringeste udestående med nogen.

I kirkebogen fol. 236, 1761 står der: “Den 23 May blev efter Amtmandens Resolution Mads Seyersen begraven uden Ceremonie i Kirkegaarden, han fandtes i Land Bredden ved Søen druknet efter at han d. 3die om Natten forhen blev borte og rømmede fra sin Soot og Sygeseng hos Niels Rasmussen i Blegind hvor han tiente som Landsoldat, 28 Aar”.
Ovenstående forklarer, hvorfor fæstet af gården gik videre til Thomas Nielsen som efterfølgende beskrevet og ikke til den ældste søn Mads.
At der var tale om en fattig rytterbonde nnderstøttes af de skifteopgørelser, der blev lavet ved begge ægtefællers død i 1754 og 1755. Der var da tale om en negativ formue på henholdsvis 18 rigsdaler ved hendes død og 39 rigsdaler ved hans død. (Se under den næste fæster.)
Thomas Nielsen, født 1722 i Østerby, Tranbjerg sogn, død 19. august 1773 i Blegind, gift med Birgitte Seiersdatter, født 1726 i Blegind, død 3. februar 1802 samme sted (datter af Seier Madsen).

Thomas Nielsen fik tinglæst fæste pä gården den 16. december 1755; ban kom fra 1-tørslev Bole og overtog svigerfaderens fradøde gård af hartkorn 2 tdr. 4 skpr. 2 alb. og en ødegård af 4 skpr. 3 fdk. 2 alb. Det blev bestemt, at der efter omstændighederne ikke skulle betales indfæstning, men Thomas Nielsen skulle betale den forrige fæsters gæld og ægte datteren på stedet. Bygningerne omfattede nu 33 fag, og besætningen var på samme størrelse som tidligere.
Thomas Nielsen havde i efteråret 1762 solgt en sort stud til birke- dommer (lieding i Århus. Præsten i Blegind L. Worsøe udstedte et “sundhedsbevis” hvori han attesterede, at der ikke i hele byens hornfæ fandtes nogen slags kvægsygdom. Når et sådant bevis var nødvendigt, skyldes det, at landet i 1700-tallet var hærget af mange epidemier af kvægpest.
Ved Skanderborg Ryttergods nedlæggelse i 1767 fik Thomas Nielsen skøde på gården, udstedt af Hans Majestæt Kongen den 23. februar 1768, hvilket vil sige, at han købte gården direkte ved den auktion, der blev holdt over Ryttergodsets gårde.
Efter Thomas Nielsens død i 1773 giftede enken Birgitte Seiersdatter sig med Niels Hasselager, der herefter fik skødet på gården.

Sejer Thomassen
(søn af Thomas Nielsen), født 7. juli 1765 i Blegind død samme sted 26. maj 1828 gift med Karen Rasmusdatter født 1767 død 6. april 1835 i Blegind, fik i 1792 skrevet og i 1794 tinglæst skøde på ejendommen.

Peder Seiersen (søn af Seier Thomassen), født 13. februar 1795 i Blegind, død samme sted 10. maj 1841, gift med Johanne Hansdatter Basse, født 9. jul 1796 i Blegind død samme sted 2. januar 1835, fik skøde på ejendommen 11. marts 1824.
Peder Seiersen giftede sig, efter konens død, med Mariane Hansdatter, en halvsøster til den afdøde. Mariane var født 8. april 1812 i Blegind og døde 5. december 1893 samme sted.

Efter Peder Seiersens død i 1841 giftede Mariane Hansdatter sig samme år med Christopher Olesen, født 27. april 1818 i Blegind, død samme sted 23. januar 1897. (Hans mor var datter af ovennævnte Seier Thomassen). Han fik skøde på ejendommen den 26. november 1846.

Christen Pedersen, født 10. december 1838 i Blegind, søn af Peder Seiersen og Mariane Hansdatter, fik skøde på ejendommen 5. oktober
1865 for 3.200 Rd. Hans mor og stedfar, Christopher Olsen, boede på aftægt hos Christen til deres død.

Christen solgte gården den 18. december 1903 til Hans Peter Hansen for 24.000 kr.

Hans Peter Hansens enke solgte 20. december 1910 gården til K. J. Basse for 27.000 kr.

Kresten Jensen Basse solgte I. april 1918 gården til Rasmus Borgbjerg for 48.500 kr.

Rasmus Borgbjerg solgte 24. september 1945 gården til Anders Borgbjerg for 61.555,50 kr.
Nuværende ejer, i 2009, er Stig K. Olsen.

I realregisteret er der under den 27. juni 1877 indskrevet at, “12a skal bestandig anses som Hovedparcel og vedligeholdes med Bygninger og beboes.”


Ifølge en artikel af Chr. Fleilkovs i Historisk Samfund for Aarhus Stift, årbog 1927 påbegyndtes udskifiningen af gårdene i Blegind i 1788.
Sognet bestod i 1808 af 16 gårde foruden præstegården samt 22 huse. Folketallet i sognet var ved folketællingen i 1801 på 210 personer, en
tilgang på ikke mindre end 57 personer i forhold til tællingen i 1787.

Gården er ifølge en brandtaksationsprotokol nybygget på Blegind Mark og takseret den 28. november 1825.
I en forsikringsprotokol fra omkring år 1800 er gården anført lige ved siden af”Sognets Skolebygning”, så på dette tidspunkt har gården ligget i byen, og den bestod da af:
“a) Stuehuuset i Synder  250 Rd
b) det østre Huus           100 Rd
e) det nordre Huus         158 Rd
d) et Gadehuus              100 Rd
Forsikringssum i alt        608 Rd

Der er så tilføjet i protokollen, at gården blev omtakseret i juli kvartal 1811. Her blev forsikringssummen hævet til i alt 2400 rdl. Der er ikke bygget nye bygninger, så der er formentlig tale om en generel prisjustering, bl.a. på grund af landets dårlige økonomiske situation som følge afEnglandskrigene i begyndelsen af århundredet.
Begge disse vurderinger er sket i Seier Thomasens ejertid.

Som ovenfor nævnt, takseres den nybyggede gård i 1828 med Peder Seiersen som ejer.
Af denne taksation ses bla., at gården bestod af I længe i syd, stuehuset, bestående af 12 fag og 9V2 alen bred, der var anvendt ege og fyrtømmer, væggene var murede og kImede. J-Juset var indrettet med 2 stuer, kammer, køkken og bryggers samt loft. Byggeprisen for stuehuset var 618 rbd. 72 sk. Et ladehus mod nord på 11 fag og 9 alen bred af sarmue materialer blev bygget for 309 rbd 36 sk. Et staldhus mod vest af samme størrelse kostede det samme, mens et tåre- og vognhus mod øst på 10 fag og 9 alen bred blev bygget for 154 rd. 66 sk.

Den samlede taksation lyder således:
a) Stuehuuset i Sønder      600 Rd,
b) det nordre Huus           300Rd,
e) det vestre Huus            300Rd
d) det østre Huus             150 Rd
Forsikringssum i alt          1350 Rd

Foruden Amtets vurderingsmand deltog sognefoged Morten Laursen af Blegind og Niels Espensen af Hørning i taksationsforretningen. Bygge og vurderingssummer har tilsyneladende fundet tilbage i et “normalt” leje efter statsbankerotten i 1813.

Efter Peder Seiersens død giftede enken sig som nævnt med Christopher Olesen, som blev ejer af gården, der blev omtakseret til i alt 2800 rd., der anføres lidt andre mål på bygningerne, så måske er der også sket en tilbygning.

Senere omtakseres ejendommen igen med Christopher Olesen som ej er, formentlig omkring 1858, hvor der bygges en ny østre længe i mursten og med stråtag, summeme fordelte sig således:
a)840Rd                  b)980Rd                       c)520Rd                         d)ll2ORd                   Ialt346ORd.
I en BBR oversigt fra 1984 står anført en bygning på 147 m2 opført i 1858. Bygningen er opført i mursten og med stråtag. Denne bygning blev bygget af Christopher Olesen, der herefter har fået omtakseret ejendommen.

Det fremgår af en aftægtskontrakt mellem Sejer Thomaseri og sønnen Peder Seiersen fra 1824, at der skal indrettes et fem fags aftægtshus til forældrenes ophold. Da der ikke i brandtaksationerne findes noget fem fags hus på Blegind Mark, tyder det på, at Seier Ihomasen og hans kone Karen Rasmusdatter er blevet boende i gadehuset i Blegind By, efter at gården i 1828 er udflyttet.

Årsskriftets forsidebillede viser Mosegården, som den så ud før
branden i 1983.

Kilde: Realregister for Blegind Sogn 1823
514/ic- ogfæsteprotokollerfor Skanderborg Ryttergods.
Kirkebøger ogfolketællingerfor Blegind Sogn.

En skattekiste af viden om gamle dage
Af Erna Bachmann

At bladre i Historisk Samfunds årbøger er som at dykke ned i en skatte- kiste. Der gemmer sig de utroligste beretninger og fortællinger, nogle er myter fortalt fra slægtled til slægtled, andre er kendsgerninger, der kan dokumenteres. Men for alle historisk interesserede venter der en oplevelse, når man sidder med de mange årgange på skrivebordet. Der er siden 1907 fortalt mange historier fra Østjylland, nogle bedre dokumenterede end andre. Der er interview med folk, der kan huske langt tilbage i 1800- tallet, de fortæller historien, som de oplevede den. Også fra Hørning og Veng L,okalarkivers virkeområde er der historier at hente. En gennemgående figur i forfatterne til artiklerne er landsretssagfører Chr. Holtet, Skanderborg, der i sin fritid ivrigt har dyrket sin interesse for fortiden. Han har studeret gamle gulnede pergamenter og manuskripter, set på gamle topografiske kort med gamle stedbetegnelser, deltaget i arkæologiske udgravninger og fund, og ikke mindst har han formået at give sine iagttagelser videre til efterslægten, så vi uden at skulle oversætte krøllede gotiske håndskrifter, på en let tilgængelig måde kan blive klogere på fortiden. Nedenstående blev bragt i Historisk Samftinds årsskrift 1940 for Østjylland. (Red.: Kirkebogens ordlyd er gengivet i kursiv, øvrig tekst er Chr. Holtets bemærkninger).

Fra en gammel Kirkebog fra Adslev


År 1646 blev det påbudt, at præsterne skulde føre kirkebøger, og de blev truet med embedets fortabelse, når “Præsten derudi forsømmeilg findes”.

Trusleme er dog ikke alle vegne taget alt for højtideligt, for det er ret få kirkebøger, der er fra tiden før ea. 1700, selv når det tages i betragtning, at ildebrand, sløseri med opbevaring og lignende bærer skyld for mange kirkebøgers ødelæggelse. Man har for øvrigt i enkelte tilfælde ligefrem efterretninger fra det 18. århundrede om, at der i sogne ikke var ført kirkebøger tidligere.

Nu om stunder består kirkebøgeme af rubrikker og skemaer, der nøje skal udfyldes, og nu står der, hvad der skal være oplyst, men heller ikke mere. (Red.: Manuskriptet er fra 1940, nu er vi i den digitale tidsalder med elektroniske kirkebøger). Helt anderledes er det med de gamle kirkebøger, der ganske vist ofte lader en i stikken, når det gælder en persons nøjagtige navn, fødsel eller dåbsdag o.a. men til gengæld ofte indeholder bemærkninger, der kaster lys over livs- og erhvervsforhoid eller ligefrem giver en karakteristik af personer og af og til og ikke mindst den personlighed, der har ført kirkebogen. Sagen var, at Forordningen af 1646 ikke gav regler for, hvorledes kirkebøgerne skulde føres, men overlod dette til præstens samvittighed og godtykke.

Nogle bøger er derfor ført sjusket og knapt, og man mærker, at præsten næsten med uvilje har gjort dette arbejde, som han nærmest har anset for unødvendigt. Andre bøger - og det er er de fleste - er ført sirligt og nøjagtigt, og man mærker, at det har været præsten en glæde at efterlade en senere tid både et smukt stykke arbejde og også at gøre nærmere rede for, hvad der ligger bag de tørre fakta.
Adskillige gamle folkemundheld og almueord er blevne bevarede gennem kirkebøgerne, og adskillige, ellers glemte tildragelser, kan findes deri. Fra en hurtig gennemgang, i anden anledning, af Adslev Sogns Kirkebog (Hjelmslev Herred) for årene 1690-1780 skal her meddeles nogle opnoterede småting.

Kniplerske

Den udprægede hjemmeindustri kniplingen anses almindelig for kun at have været udøvet som egentligt erhverv i Sønderjylland. At der også har boet en kniplerske i Adslev ses af følgende indførsel:
1760 Dom. 5te post Pascha begravet Knippel Karens Datter af Adtzlew, som længe havde været sengeliggende. P. æt. 18

Kvaksalveri
Om en mærkelig kur bærer følgende tilførsel vidne: 1760, den 5te lulu blev Søren Jørgensen Møller af Jexen. som formedelst vedholdende svaghed betjente sig afMyrebad den 1. Julii og nogle få timer derefter døde, begravet æt. 40 år, 7 måneder; 1 uge og 1 dag. S. J. synes at have taget bad i en myretue, eller måske har man indpakket ham i et myretueindhold. At kuren har været for kraftig, ses klart deraf, at han “nogle få timer derefter døde
Hvad for en vedholdende svaghed han har lidt af, kan ikke ses, men man ligesom mærker bag ordene, at det må have været noget meget slemt, før han har underkastet sig denne uhyggelige kur. Man kan gætte på, at det er en eller anden hudsygdom (bylder, skab, lupus eller lignende), siden der til ligtext er valgt et citat fra Jobs Bog (17. cap. 1).
Om andet Kvaksalveri, også med døden som afslutning, taler følgende indførsel: 1709, 3die påskedag, blev en fattig fremmed pige, som døde under cuur hos Jens Nielsen i Jexen, begraven.
Også i Adslev troede man, at pludselig opstået sindssygdom kunne skyldes, at en ond ånd tog bolig i patienten: I 1706 d. 23. MartU, blev den hesættede Anne Lars Datters barn begraven.

Et bryllup, der ikke blev til noget
En hel lille roman ligger bag følgende tilførsel: 1724 - Trolovede -Rasmus Pouelsen af Hørning og Maren Rasmusdaatter afAdslef cl. 22.
Martij. Dette er der jo intet mærkeligt i, men nedenfor er tilføjet:

De haffde icke brøllup thi hand blev ført i arest om løwerdagen som brøllup skulde have ståd om Søndagen, aarsagen var denne, han var anklaged at have været aarsag i hans Svigerfader Rasmus Jensens Død.

Helt godt må det ikke have set ud for Rasmus Poulsen, særlig da kirkebogen viser, at det forholder sig rigtigt med dødsfaldet, idet svigerfaderen Rasmus Jensen bliver jordet 3. søndag efter Trinitatis 1724, 65 År gammel. Bevaret er Skanderborg Rytterdistrikts Justitsprotokol, og af en mængde deri optegnede vidneforklaringer og en dom ses det, at det hele vel var en meget ubehagelig historie for Rasmus Poulsen, men at han dog slap bedre fra den uhyggelige anklage, end man ville have ventet, ligesom det ses, at fæstemøen Maren Rasmusdatter ikke er uden skyld.

Skønt trolovet og skønt bryllup var berarnmet, lod skøn Maren sig nemlig kurtisere - og vist endda ret kraftigt - af en anden ungkarl. Dette b1ev den vordende ægtemand - og vel ikke med urette - fortrydelig over, og han indfandt sig i svigerfaderens hjem og gav sin fortrydelse højrøstet lilkende. Faderen holdt med datteren, og det hele udartede til et kraftigt klammeri, der sluttede med, at svigerfaderen meget ublidt blev væltet omkuld i et dejtrug. Tre dage efter døde han, og hans broder Anders Jensen i Tåstrup anklagede derefter svigersønnen Rasmus Poulsen for at være årsag i Rasmus Jensens død.

Efter retsbøgemes vidtløftige vid neforklaringer at dømme synes dette dog ikke at have været tilfældet, men Rasmus Jensen blev dog alligevel idømt en bøde på 18 Rdl. til arvingeme og 8 Rdl. i sagsomkostninger. (Arvingerne var enken Kirsten Pedersdatter og børnene Anne Rasmusdatter gift med Claus Jensen i Skanderborg, Peder Rasmussen værende i Norge, og endelig den omstridte Maren Rasmusdatter).
At det påtænkte bryllup aldrig blev til noget er ganske rimeligt, og Maren giftede sig senere - 1727, 18. Søndag efter Trinitatis - med en mand fra en noget fjernere egn.

Ulykkelige hændelser nævnes oftere i kirkebogen

1715 d. 18. Januarii drucknede degenen til disse Sogne Hieronymus Olesen i Skanderborg Sø, da handpå Vei vilde have gået derover.
1740 Dom 9. post Trinit (9. søndag efter Trinitatis) dødde Michel Sorensens Datter Maren, som drucknede i dens MødningsJlou.
Dette gamle ord kendes ikke mere på egnen, men H. F. Feilberg (Ordbog over det jydske Almuesmål) har fra Hjelmslev og Ning Flerreder Mødding- Ib eller flow : Møddingspøl, Møddingssted).

Et kongebrev, der aldrig dukkede op

Til sidst en lille humørfyldt tilførsel, der skyldes den gamle Præst Christoffer Davidsen Wolther (1689-1705). 1705 Hellig tre Kongersdag var Jørgen Nielsens Brylop med sin trolovede Mætte Jensdatter, som gik på tompentå etc. Berobte sig på Kongelig tilladelse. Men ingen Kongebref fore viist. Effier løffte skall kome effier.

Men så giver Hr. Christoffer sig pludselig til at fortsætte på rim:
Naar Nyet tændis, och Nyet gaar ud
Som int er sket endnu.

Straks er man ikke rigtig med, men når man - stadig efter Feilbergs Ordbog - erfarer, at tomp er benævnelse for “en ko, der snart skal kælve”, så forstår man bedre både den besynderlige betegnelse for Maren Jensdatters gangart og grunden til, at Hr. Christoffer vier parret uden videre formaliteter, skønt de ikke foreviser - men kun påberåber sig - en kongelig tilladelse.
Man kommer til at holde af den gamle, gode præst, og man kan ligefrem se det lune smil i hans kloge, venlige øjne, da han konstaterer nærmest med tilfredshed, at hans menneskekundskab ikke har slået fejl, og at det er gået, som han nok tænkte sig, at de to forløbne mennesker intet kongebrev er kommet med eller vil komme med, selvom flyet tændes og går ud nok så tit.

Efter Kirkebogen døde Hr. Christoffer den 9. September 1705.
“Blev hand begraven d. 18. September. Ofver hannem prædickede hans Velærværdighed Frousten Magister Ni col Seidelin (Skanderborg)”.

Efterskrift
Her slutter Chr. Holtet sine betragtninger over kirkebogen, men P. Christian Nørgård, tidligere præst i Hørning, skriver i sin bog “79 præster
i Hørning Kommune 1536-2002” på side 25 blandt andet om Christoffer D. Walther:
Dette var ChristoJfer Davidsen Wallhers første og eneste embede, han blev ordineret den 30. august 1689 af biskop Grave. Han var gift med Karen Rasmusdatter Maarslet (måske enke efter præsten, der døde her i 1674), og sammen skænkede de i 1691 det meget smukke altersæt, kalken og disken, i gedigent sølv, som stadig bruges ved nadver i kirken.2


Kongebreve
Af Erna Bachmann

I ovenstående artikel om den skattekiste, som de gamle kirkebøger kan være, omtales et kongebrev, og det inspirerede os til at undersøge, om der i arkivets mange mapper skulle være et kongebrev. Det var der. Endda flere, de fleste i kopi, men et enkelt i original var fra 1748, endda forsynet med det kongelige segl. Originale kongebreve er sjældne, idet de skulle afleveres til præsten, der skulle foretage vielsen, og derefter ved oprydning blev kasseret. Det er altså en sjældenhed, som arkivet er i besiddelse af.
Et kongebrev er en dispensation, som tillader et par at blive viet, selvom betingelserne for ægteskab ikke er opfyldt. Der var tidligere en stribe betingelser, der skulle være opfyldt, for at man kunne gifte sig. Brudgommen skulle feks. være 25 år eller derover og bruden ikke under 18 år. Desuden var det vigtigt, at der “var lyst for dem” i kirken tre søndage, før brylluppet skulle finde sted. Opfyldte man ikke de betingelser, skulle der foreligge et kongebrev før præsten måtte foretage vielsen. Og det var altså det, som præsten i Adslev i det omtalte tilfælde så stortpå.

Teksten i arkivets eksemplar af kongebrevet er håndskrevet og lyder i oversættelse således:

(Side 1) Vi Frederik den Femte, de Venders og Gothers Hertug udi Slesvig, Holsten, Stonnarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorsti Giøre alle Vitterligt, at Vi allernaadgst have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tillade, at Søren Nielsen Hiernøe Borger og Skipper i Vor Kiøbstad Horsens og Anna Bodeline Michels Daatter Gylings, maa, uden foregaaende Trolovelse og Lysning af Prædikkestolen, hiemme i Huuset sammenvies, naar den paabudne Accise, efter Consumptions Forordningen ‘, er bleven betalt, og ellers intet befindes deres Ægteskab lovligen at kunde forhindre, Desligeste at Kirken og dens Betiente samt Skoelen, Fattige og andre Vedkommende, derover intet afgaar, Dog skal Bmdevielsen skee af én ved en ordentlig Meenighed beskikket Sognepræst som for sin Forretnings Rigtighed kand være Ansvarlig.-
(Side 2) Givet på Vort Slot Christiansborg udi Vores Kongelige Residentz Stad Kiøbenhavn, d. 27de Januari Aa 1748.
Under Vort Signet - Efter hans Kongelige Maj.ts Allemaadigste Ordre og
Befaling. Holstein -
Kongebrevet kostede 4 rigsdaler


Efter Danske Lov af /683 skulle manden være mindst 20 år og kvinden 16. men
aldersgrænserne og betingelserne er blevet ændret mange gange gennem tiden. I 1748 (det aktuelle kongebrev) var betingelserne, at der skulle kongebrev til
a. vielse uden forudgå ende trolovelse
b. vielse i en anden kirke end det sogn, hvor bruden hørte til
c. vielse i hjemmet i stedet for kirken
d. hvis en afparlerne var separeret/skilt
e. hvis ægtefællerne var for nært beslægtede
f hvis bruden var under 18 og brudgommen under 25 år
g. hvis man ville g4ie sig med afdød ægtefælles familiem cd/cm
h. sindssyge eller åndssvage i højere grad
i. ægteskab mellem personer, hvor den ene har været gt2 med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje
Idag udstedes kongebrevet af kommunen efter gældende lov, som er ægteskabsloven

‘Accise og Consumptionsforordningen: Idet her tilfælde bryllups- og stempelafgjfl til kongen. I andre tilfælde forbrugsafgfier, som producenter af “Kød, Malt, formalet Korn, Vin og Sko m. v. pålægges samt en Afgft af Kvæg, der græssed”.



Hørnings Posthistorie
Af Knud Greve Olesen, Hørning

Materialet til denne historie er indsamlet af Per Kudahl over en lang periode hovedsagelig fra 1983-87. Per har venligst udlånt dette materiale til videre bearbejdning. Materialet er indsamlet gennem Postmuseet, lokale samtaler, Lokalhistorisk Arkiv, Det danske Post- og Telegrafvæsen bind IV fra 1933, og et andet stort værk fra 1924, samt egne dokumenter. Der skal gøres opmærksom på at kursiv tekst er original tekst fra dokumenter.

Postvæsenets tidlige historie

Det starter med den initiativrige kong Christian IV, der var fader til det danske postvæsen. Chr. IV udsendte “Forordning om Post-Budde” af 24. december 1624, som skulle gælde allerede fra I. januar 1625. Kongens inspiration til at oprette et dansk postvæsen måtte være kommet sydfra, idet man allerede i middelalderen havde succes med postvæsener i bl.a. Italien, Tyskland mfl.
Kong Christian TV havde sikkert gjort sig forhåbninger om, at det danske postvæsen kunne blive en givtig forretning, idet han gjorde postvæsenet til et kongeligt monopol og ejendom.
I 1625 blev postruterne besørget én gang ugentlig. Der var “agende post” på hovedmten “Knbenhavn-Kolding-Hamburg”. Fra Kolding skulle udgå “gående post” på følgende ruter: “Kolding-Ribe”, “Kolding- Randers” og “Kolding-Ålborg via Viborg.

I forordningen af 1624, stk. 12-19, angives de forskellige hovedruter, og i stk. 21 fastsættes Budde-Løn oc Breffiie-Pendinge - Der var to hovedruter i Jylland. Den ene gik fra Kolding over Nørre Snede og Viborg til Aalborg. Den anden udgik fra Haderslev over Ribe og Varde til Ringkøbing. I hver købstad var der udnævnt en tilforordnet, der skulle tage sig af den indgående post. Honoraret var 1/3 af bærepengene og så var han “fri for al borgerlig tynge”. Brevbudene derimod skulle byerne selv aflønne.

Beregningen af brevtaksterne var i øvrigt en særlig affære. For eksempel blev der skelnet mellem “et enekelt Breef, som er et halfft Aarck” og “et dubbelt Breff, som er et heelt Aarck”. Taksten for et enkelt brev beløb sig fra tre til 16 skilling pr. rute, varierende efter rutens længde. Skulle brevet passere flere ruter for at nå sit bestemmelsessted, kunne det godt blive kostbart.

Forordningen foreskrev ligeledes, at postmestrene skulle indføre brevene i autoriserede protokoller med nummer, navn og takst. Under befordringen skulle brevene ledsages af et følgedokument (kane), der svarede til afgangskontorets protokol. Dette dokument skulle opslås uden lbr “posthuset”, så borgerne kunne se, om der lå breve til afhentning. Postvæsenet blev i starten drevet privat under statens - dvs. Kongens - kontrol, men i 1711 overgik Generalpostarntet, ja sådan hed det dengang, helt til statsdrift. Navnet blev i 1809 ændret til Generalpostdirektionen.
Foruden de gående og de ridende bude, der ikke kunne medtage meget andet end breve, oprettedes i 1711 de såkaldte “Agende Poster”. Disse kørte i åbne vogne og måtte medtage passagerer og pakker. Men der måtte ikke være breve i pakkerne. Postforordningeme af 1624 og 1694 undergik naturligvis visse forandringer i tidens løb, men det var først et stykke ind i (let 19. århundrede, der virkelig kom gang i udviklingen.

Landpostvæsenet

Inden gennemførelsen af omdeling og indsamling af breve i landdistrikter var der efierhånden adskillige steder ved privat foranstaltning indført omdeling ved private bude, sognebude eller rejsebude. Disse bude, der var gående, dannede hovedforbindelsesleddet mellem landboerne og Postvæsenet. Budene besørgede tillige indkøb af varer. I december 1848 til- stillede generalpostdirektør Danneskjold-Samsøe samtlige amtsråd og sogneråd følgende forslag til regulering afLandpostvæsenet:
Oprettelse af brevsamlingssteder ved postlandevej ene mellem de post- stationer, hvor vej længden var 4 mil eller derover, samt faste landpostruter i de distrikter, der lå afsides for postruterne. Det var således hensigten, at disse landpostruter skulle udgå fra et postkontor, eller når det ikke kunne lade sig gøre, et brevsamlingssted. Modtagelsen af forslaget var positiv med hensyn til oprettelse af brevsamlingssteder, men ikke overfor ideen med landpostbude. Da man fra Postvæsenets side anså det for uheldigt at påtvinge landboerne ordningen, oprettede man alene brevsamlingssteder. Det første blev oprettet i 1852.
I 1860 forsøgt man endnu en gang at udvide postbefordringen på landet med landpostbudgange, og denne gang blev det bestemt at indføre landpostruter efter principperne i forslaget af 1848 i de egne, hvor forholdene var gunstige og hvor befolkningen gav tilslutning hertil. Det førte til oprettelsen af de første landpostbudgange i Postvæsenets regi i 1860.
Disse budgange skulle udgå fra postkontorerne eller brevsamlingsstederne og følge en bestemt rute for sluttelig at vende tilbage til udgangspunktet. I hver landsby som landpostbudene passerede, blev der hos købmanden, på kroen, i skolen eller lignende steder indrettet udvekslingssteder, hvor budene afleverede post til beboerne i nærmeste omegn og modtog den iiiclleverede post fra området. Den direkte omdeling begyndte først i 1871 og var fuldt gennemført 1. juli 1907.
I det samme tiår - fra I 860-70 - blev der oprettet 36 landpostruter med 825 udvekslingssteder. Herefter fortsatte udviklingen af landpostruter med udvekslingssteder jævnt fra 1871 efter en bestemt 5-års plan, og i 1876 var der 619 landpostruter med 5054 udvekslingssteder.



Brevsamling i Hørning 1852-1 891
Det første brevsamlingssted i 1-Tøming blev oprettet den 1. april 1852, og ejeren af Hørning Kro, Albert Richter, blev ansat som brevsamler til en iirlig godtgørelse af 20 Rigsdaler. For denne godtgørelse skulle brev- samleren varetage arbejdet efter Generaldirektoratets vejledning. I alt fem gæstgivere på Hørning Kro nåede at ftingere som brevsamler inden brevsamlingsstedet blev flyttet til Hørning Station i oktober 1868.
Generalpostdirecteuren sendte i den anledning følgende skrivelse den 25. september 1868 vedrørende opsigelsen af H. H. Meyer, som på det tidspunkt forpagtede kroen.

Da det er bestemt, at Brevsamlingsstedet i HØRNING Kro ved Aabningen af Jernbanen mellem Fredericia og Aarhus skal flyttes til den Jernbanestation, som vil blive oprettet i Hørning, skal jeg have Contoiret anmodet om at opsige den med Kroforpagter Meyr under 2 7/3] Mai 1867 oprettede Brevsamlingseonlraet, saaledes, at Hr. Meyr fratræder Brevsamlerbestillin gen fra det nævnte Tidspunkt, som antages at blive i Begyndelsen af October Maaned d.A, men erholder den fulde Godig/ørelse af næste Maaned udbetalL Det i Brevsamlerens Værge beroende Exemplar af den ovennævnte Contraet vil være at indsende hertil, naar han erfratraadt Bestillingen, og Contoiret vil da ligeledes have at indsende de til Brevsamlingsstedet hørende Reqvisiter til Postvæsenets]. Sekretariat og Bogholdereontoir.

Fremdeles bemyndiges Contoiret til at søge afsluttet Contract, hvortil tre Blanketter følger vedlagt tillige med en “Vejledning for Brevsamlere “, med den Mand, som bliver ansat som Stationsforvalter i Hørning, om Varetagelsen af Brevsamlerforretningerne dersteds fra Aabn ingen af Jernbanen mellem Fredericia og Aarhus mod en aarlig Godtgørelse af 40 Rdl. De udfyldte og underskrevne Blanketter vil være at indsende til min Approbation. Det omhandlende Brevsamlingssted, til hvilket ny Reqvisiter med det første ville blive Contoiret tilsendt herfra, skal være underlagt Contoiret og foruden med dette tillige være i Forbindelse med det jyske Jernbanepostbureau.

Den 3. oktober 1868 blev jernbanestrækningen Århus-Fredericia indviet, herunder Hørning Station, og nu begyndte en ny æra. Toget havde tre daglige afgange i hver retning. Det sidste tog fra Fredericia kl. 21.04 kørte dog ikke længere end til Horsens, hvor det ankom kl. 22.40 og overnattede for at fortsætte næste dag. Med jernbanestrækningens åbning blev stationsforvalterne automatisk brcvsamlere i Hørning.
Udskiftningen af stationsforvaltere og dermed af brevsamlere var stor. Problemet var dårlige arbejdsforhold og for lidt i løn (godtgørelse). Som nu f.eks. brevsamler C. Holst, der på ansættelsesdagen den 1. april 1872 skriver til Generaldirektoratet for Postvæsenet i København, for at få forhøjet sin løngodtgørelse med 10 Rigsdaler fra 40 til 50 med baggrund i ønsket om at udvide brevsamlingsstedets eneste landpostrute fra Hørning til Harlev med yderligere landpostruter.
Ansøgningen, der skulle igennem Aarhus Postkontor, blev efterkommet på baggrund af statistiske opgørelser for ekspederede forsenilelser mellem Hørning og Århus og Det Jydske Jernbane Postkontor samt den Forventede stigning i forsendelserne. Fra regnskabsåret 1871/72 til 1872/73 steg forsendelsen af breve fra 7.714 til 11.068, forsendelsen af ekspresbreve fra 204 til 284, aviser fra 12.638 til 15.415 og penge- og
pak keforsendelser fra 348 til 450.
Allerede den 11. juli 1872 var brevsamler C. Tlolst atter i blækhuset iiied endnu en ansøgning på 10 Rigsdaler op til 60 Rigsdaler. Baggrunden lierlhr var denne gang, at posten udover at komme to gange om dagen nu også kom to gange om natten, hvilket gav ekstra arbejde for brevsamleren. Også denne ansøgning blev efterkommet.
Med tiltrædelsen af stationsforvalter H. Sørensen den 1. maj 1877 gik brevsamlingsstedet i Hørning nu ind i en mere stabil periode frem til
1902, hvor det overgik til postekspedition. Under hans ansættelse blev brevsamlingsstedet udvidet med landpostruterne Hørning-Solbjerg og
Hørning—Adslev, hvorefter Landpostvæsenet i Høming i 1882 omfattede følgende ruter:

1)Hørning-Harlev, ad Edslev, Tarskov Mølle, Taastrup, østlige del af Taastrup Mark, Harlev, Ludvigsholm, Harlevholm, Skibby og Aabo. Hertil blev ansat nuværende landpostbud P. Jensen til en årlig løn på 500 Kr.

2)Høming-Adslev, ad Hørning By, Dørup, Bodil Mark, Pinds Mølle, vestlige del Taastrup Mark, Kolden Mølle, Adslev, Bjertrup og Fregerslev. Hertil blev ansat landpostbud Christiansen til en årlig løn på 400 kr.

3)Hørning-Solbjerg ad Blegind, Solbjerg, Tiset, Maltgjøreriet og Ingerslev Mølle. Hertil blev ansat landpostbud Jens Rasmussen til en årlig løn på 400 kr.

Hørning Postekspedition 1891 og frem

Borgerne i Hørning brevsamlingsdistrikt - hvortil hørte byerne Solbjerg, Tiset, Blegind, Fregerslev, Hørning, Adslev, Dørnp, Bjertrup, Edslev, I larlev, Aabo og Taastmp udtrykte gennem et brev med underskriftsindsamling af 23. januar 1890 henvendt til Rigsdagen i København deres stærke savn af, at der ikke ved Hørning Station fandtes en regnskabsiførende postekspedition. Brevet var en ansøgning til finansudvalget om, at optaget postekspedition ved Hørning Station på finansloven for 1890-91.
Begrundelsen for ansøgningen var, at der i ovennævnte byer var flere mejerier og handlende samt otte vand- og to vindmøller, der alle drev handel med såvel foderstoffer, kul, tørv og købmandsvarer, og derfor et tilsvarende behov for at ekspedere værdisager. Finansudvalget sendte anrnodningcn til udtalelse ved Generaldirektoratet for Postvæsenet, der videreekspederede sagen til postinspektøren for Nørrejylland. Han udtaler, at Hørning er et af Jyllands største brevsamlingssteder med op til 30.000 breve årligt. Dog er antallet af værdisager, som særlig blev fremhævet af borgerne, ikke så betydeligt endda, kun ca. 1.600 stk. årligt. Sagen fortsatte nu til Indenrigsministeriet og derefter tilbage til Generaldirektoratet for Postvæsenet, som herefter underrettede postinspektøren for Nørrejylland om, at brevsamlingsstedet i Hørning ville blive indstillet til oprettelse som postekspedition fra finansåret, 1891-92.

Således blev initiativtageren til ansøgningen, fabrikant Chr. Kjærtinge, Lille Godthåb pr. Hørning, den 8. september 1890 tilskrevet fra Generaldirektoratet for Postvæsnet, at der i finanslovforslaget for 1891-92 ville blive forsøgt bevilliget det fornødne til oprettelse af postekspedition i Hørning. Finansloven blev godkendt og postinspektøren for Nørrejylland indstillede i brev af 6. juli 1891 til Generaldirektoratet for Postvæsenet, at der blev oprettet postekspedition i Hørning fra 1. august 1891.
Postekspeditionen havde på dette tidspunkt tilknyttet tre landpostruter, Hørning-Framlev, Hørning-Solbjerg og Hørning-Adslev. Bestyrelsen af postekspeditionen blev overdraget til jembanestationens forvalter, Hans Sørensen, og han blev således den første postekspeditør (bestyrer) i Hørning og modtog herfor en godtgørelse på 1125 kr. årligt.
Jernbanestastationsforvalter fungerede som postekspeditør frem til den 1. november 1972, hvor Postvæsenet flyttede fra Hørning Station til Andelsbanken, Stationsvej 3, hvor der i dag er opført en flot treetagers boligblok.
Da postekspeditionen flyttede, fulgte en del af DSB’s personale med. Det var bl.a. kontorassistent Ingrid Hedegaard og trafikekspedient Svend Erik Jensen, der samme dag blev henholdsvis assistent og postekspeditør.




Vestergården i Hårby — en ødegård
Tekst og fotos af Egil Jørgensen, Hårby

Hvis man ved en ødegård forstår en gård, hvor der ikke bor nogen, så har vii Hårby en ødegård. Godt skjult af Hårby Hygades enfitiniliehuse ligger der en forladt gård. Den sidste ejer døde for nogle Få år siden, og arvingerne solgte til en entreprenør, der ad åre har planer om at udstykke dele af den tilhørende jord.
Vestergård er en af de tolv gårde, der lå i Hårby ved udskiftningen i 1781. Det er sandsynligt, at den allerede på dette tidspunkt havde flere hundrede år på bagen. Ved udskiftningen fik alle gårde i Hårby et stykke jord, der startede ved gården og derfra gik mere eller mindre ud til Hårbys grænse. En typisk stjerneudstykning. Grænsen for Hårbys jorder gik den gang som nu i en linie syd for Hårby Skov til krydset ved hjelmslevvej/Den grønne Vej, videre bag skoven til Ryvejen, gennem Balleskov til en linie syd for skolens fodboldbaner over til Dalvejen, videre langs Dalvejen til Gildhøjvej og derfra tilbage til Hårby Skov.
Vestergård fik jord, hvor grænsen gik mellem det stadig eksisterende levende hegn og udstykningen i Siimtoften. På den anden side af den dengang ikke eksisterende Låsbyvej bredte marken sig ud til at omfatte en stor del af skoven mellem Den Grønne Vej og Ryvejen og videre helt ud til bygrænsen på den anden side af skoven. På det pågældende areal var der åbenbart ingen engjord eller græsnings jord, og derfor fik gården tildelt et lille stykke eng langs Stabelbækken nord for Højgård.
Skoven er senere delt op i mindre parceller, men der er stadig en bid skov tilbage. En del afjorden er senere solgt fra. Noget afjorden er tidligt solgt fra til en ny gård, Grønskovgård der kom til at Ligge på marken bag skoven. Noget jord er kommet til at ligge under nabogården Søndergård, så ved den sidste ejers død var der kun en skovpareel og jorden nærmest gården tilbage. Det resterende areal har i mange år været forpagtet ud og er det i skrivende stund stadig.

Gården, som den ligger i dag, består af et langt stuehus og to længer med kostald, svinestald og b. Ser man på udstykningskortet, ser man at Vestergård var sammenbygget med Søndergård i et 4-længet kompleks, hvor en del af sydlængen og hele vestlængen høne til Vestergård, medens resten af sydlængen samt øst- og nordlængen høne til Søndergård. På et senere tidspunkt er Søndergård udflyttet til sin parcel et par hundrede meter borte, men Søndergårds stuehus er stadig bevaret som et enfamiliehus.
Vestergård ligger, hvor den har ligget siden udskiftningen, men bygningerne er nyere. Omkring år 1900 var det en 4-længer giird, men den vestre længe brændte i 1919 og er ikke siden genopfort. Uûi’den er i dag 3- længet med et stuehus fra 1902 og to længer med kostald, svinestald og b.
Stuehuset er stærkt forfaldent, og længerne er ikke meget bedre. Ved stuehusets vestgavl står der en kæmpestor småbladet lind. l)en har en helt fantastisk stamme. En trækyndig person bør se på den med henblik på evt. fredning. I det levende hegn og i haven er adskillige gamle æbletræer. Ikke langt fra gården er der en mindre dam, skjult afbevoksningen. Nogle af de gamle frugttræer, linden og dammen kunne indgå som elementer i en fremtidig udbygningsplan. Mindre heldigt er det, at et større område bag gården er fuldt af bjørnekbo. Stor risiko for spredning, især vil det blive vanskeligt at bekæmpe, hvis det spreder sig ind i det levende hegn
 Søndergård solgt, men adgangsvejen til Vestergård kom fortsat til at gå gennem den oprindelige Søndergårds gårdsplads og have. Det er der ikke siden blevet lavet om på. De senere ejere af begge ejendomme har tilsyneladende kunnet leve med dette forhold uden større besvær.
Netop det jordstykke, der ligger mellem udstykningen i Siimtoften og Søndergård, og hvor Vestergårds resterende jord er centralt beliggende, er
i Frdge den nugældende kommuneplan (Hørning 2005) udlagt til evt. Fremtidig udbygning af Hårby. Her er der så opstået et problem: Det er iiieget svært at finde en fornuftig adgangsvej til en evt, udstykning på Vestergårds jorder, da adgangen gennem naboens have kun tillader adgang til en husstand. Der er ikke umiddelbart andre adgangsniuliglieder. I 2009 laver den nye Skanderborg Kommune en helt ny komniuneplan til afløsning af de gamle kommuneplaner fra de fire oprindelige kommuner. Om der stadig holdes fast i de tidligere udbygningsplaner [br Hårby er derfor vanskeligt at vurdere. Under alle omstændigheder tbreligger der endnu ikke godkendte lokalplaner. Hårbys beboere venter spændt på, hvad (ler kommer til at ske i denne sag. Finanskrise og generel reeession vil dog i iok forsinke eventuel le udbygningsplaner.



Top


En australsk familie med rødder i Veng og Nørre Vissing
Af Erna Bachmann

Lokalarkivet i Veng har i 2008 og 2009 brugt en del tid på at hjælpe en familie i Australien med at finde deres danske rødder.
“Jeg ankom til Veng kirkegård og gik lidt omkring og kiggede på gravene. De er så smukt vedligeholdt og blomsterne var så smukke. Der arbejdede to gartnere på kirkegården, og fordi jeg elsker blomster, stoppede jeg op ved dem og komplimenterede dem med det smukke sted. De spurgte mig, hvem jeg ledte efter, og jeg fortalte dem, at der var så mange grave med navnet Christensen, så jeg havde opgivet at finde den rette. Jeg beundrede blot den smukke have. Men den ene gartner, der kun talte en smule engelsk, ringede efter hjælp”.
Sådan skriver Jan Richard fra Armidale i Australien i en af de mails, der siden efteråret 2008 er blevet udvekslet mellem Veng Lokalarkiv og down-under.
Jan Richard — der trods navnet er af hunkøn - var på rejse i Danmark i 2008 for at se det land, som hendes tip-tip-tip... .-oldefar Hans Nielsen stammede fra. Hun havde kun få informationer med fra Australien, nemlig at han var født i Foerlev i 1831, og at han udvandrede til Australien i 1853. Hans mor var født i Veng i 1805 og hed Frederikke Louise Charlotte Christensdatter. Jeg fandt hende, hendes forældre og søskende i kirkebogen i Veng, og faderen Niels Pedersen, smed i Foerlev fandt jeg i Skanderup kirkebog. Jan Richard var ovenud begejstret. Faderen til Frederikke Charlotte Louise, Christen Christensen, havde været gartner på Sophiendal.
Familieskrønen fortæller imidlertid også ifølge Jan Richard, at 1-Jans Nielsen var uægte søn af “the Royal Danish family”. Jan Richard ville gerne, om vi kunne hjælpe med af be- eller alkræfte dette. Det er ikke lykkedes, men der er intet, der tyder på, at det har noget på sig. Skrønen kommer antagelig af, at Frederikke Louise Charlottes faddere var herskabet på Sophiendal og deres svigersøn, hertugen afRendsborg, som var gift med Anne Beate, baronesse af Holck og datter af de Woyda på Sophiendal. Så måske er det her, den royale forbindelse skal findes! Med de fornemme faddere kombineret med at hun får de samme navne som hustruen til amtmand de Woyda på Sophiendal mere end antyder, at gartner Christensen havde et meget venskabeligt forhold til herskabet.

Jan Richard søgte også efterkommere efter I Jans Nielsens søster, Eva Nielsen. Vi fandt i kirkebogen søsteren i Nørre Vissing, gift med murer Mads Pedersen. De boede hele livet på matr. nr. 33g, Ersholtvej 4. Eva Nielsen døde i 1899 og Mads Pedersen i 1917 efter en hjerneblødning.  Hans sidste tid tilbragte han i Them, men begge er begravet på Veng Kirkegård. I Eva og Mads’ ægteskab var der fire horn, men deres skæbne kunne vi i første omgang ikke efterspore, så vi henvendte os til UgeBladet i Skanderborg, der bragte en artikel med eflerlysningen. Der kom tre henvendelser, men alle endte blindt.

De fire børn født mellem 1858 og 1869 kan vi finde i Vengs kirkebog under dohte og konfirmerede, men så holder sporet op.
Vi finder det igen i folketællingen fra 1925, hvoraf det fremgår, at Urederikke Louise Charlotte, der nu har eftemavnet Hansen og er 67 år og enke, er bosiddende på matr.nr. 56a (Låsbyvej 120) i Nørre Vissing, som partikulier (rentier). På adressen finder vi også hendes datter Mathilde Petrea Hansen, født 29/2-1885 i Them, ugift dameskrædderinde. Her fremgår det også, at faderen — altså Frederikke Louise Charlottes afdøde mand — er Hans Aksel Wulff Hansen af Askiev i Ihem Sogn. Der bor også en 9-årig dreng Axel Wulff Hansen, født 3/8-1916 i Veng Sogn. Han benævnes som slægtning . Vi graver videre og finder ud af, at Axel er søn af Mads Peter Hansen, der i starten af 1900-tallet var vognmand i Nørre Vissing. Senere nedsatte han sig som depotbestyrer for Tuborg depotet i Skanderborg. Han havde adskillige børn, foruden Axel bl.a. Ejler Hansen, der af mange kendes fra sit arbejde som kørelærer i Skanderborg. Han og hans kone Minna boede på hjørnet af Østergade og Nørregade. Ægteparret havde en datter og søn, Jytte og Bent, som i dag bor i Stilling og Skanderborg. Der er nu med Veng Lokalarkivs mellemkomst skabt kontakt mellem de fjerne slægtninge i Australien og den skanderborggensiske gren af familien.
Hverken fra Danmark eller Australien er der lige nu aktuelle planer om at mødes. Familieme er ved at lære hinanden at kende via mails og billeder, der udveksles mellem de to kontinenter.
Tilbage til Hans Nielsen. Hvordan blev hans skæbne i Australien, og har han efterkommere her? Til det sidste skriver Jan Richard, at familien, der tæller “more than 100 members”, hvert år den 26. december mødes til et party på en flodbred i Vestaustralien nær Perth. De har for længst mistet forbindelsen med Danmark og taler ikke dansk, men de er stolte af deres afstamning og vil gerne i forbindelse med den danske gren af familien.
Jan Richard har skrevet Hans Nielsens historie, som Egil Jørgensen, Hårby har oversat til dansk. Historien er spændende med mange detaljer, men da den er på mange sider nøjes vi på dette sted med at gengive

Nekrolog fra “The Talbot Leader” den 11.juni 1921:
Hr. Hans Neilson, en gammel respekteret indbygger i Talbot-distriktet døde i sit hjem i Dunach sidste lørdag 90 år gammeL Efter at have slået sig ned i Dunaeh engagerede den afdøde Hr. Neilson sig i landbrug, og mælkeproduktion, og han blev kendt som fremavler af korthorns kvæg, og han vandt mange præmier ved dyrskuer inklusive Det Kongelige Dyrskue i Melhourne.
På et tidspunkt var han medlem af Talbot Amtsråd, men har nu levet et tilbagetrukket liv i mange år.
Den afdøde, hvis kone døde før ham for nogle år siden, efterlades af en søn og tre døtre, som sørger over hans død.

BOGSALG

Hørning Mølle — 11 sider        25 kr.

“79 præster i Hørning Kommune 1536-2002”
P. C. Nørgård— 168 sider        75kr.

“Erindringer og arvegods” 
P. C. Nørgård 72 sider              75 kr.

“HTSTORIENS SPOR i Veng og Mesing sogne
CD — 549 sider                       100 kr.

Årsskrifterne fra 1988-2008 —pr. stk. 10kr.

Årsskriftet for 2009 er gratis
Bøgerne, årsskrifterne og CD’en kan købes i Veng og Hørning Lokalarkiver eller på:  arkiv@hoerning-egnsarkiv.dk

“HISTORIENS SPOR i Veng og Mesing sogne” genoptrykkes nu i 2. oplag.

Første oplag blev hurtigt udsolgt. Et nyt oplag er bestilt og vil blive leveret inden jul. Andet oplag trykkes som digitalt tryk med blødt bind. Den endelige udsalgspris er ikke helt fastsat endnu (september 2009), men det forventes, at bogen kan sælges til samme pris som første oplag.
Bogen kan også købes som Cd’er for 100 kr.
Økonomisk har det for Støtteforeningens forlag HVEA (HørningVeng Egnsarkiv) været en god forretning med udgivelsen af bogen. Der har reelt været et overskud på 60.000 kr. på første oplag. Vi har investeret i nyt EDB-udstyr, samlingen af gamle matrikelkort fra udskifiningen sidst i 1700-tallet er forøget og Borgernes Hus i Veng har fået en fotostat af det gamle forsamlingshus i Hårby. Det samlede resultat af bogens første oplag er dermed blevet 37.000 kr., som Støtteforeningen har på en særlig konto i Nordea.

Bogen om Hørning i gamle dage blev udgivet i 1992, og den har været udsolgt i flere år. Nu har Støtteforeningen været i kontakt med forfatteren, Vagn Stadil Petersen, som har afleveret det materiale, han havde liggende ha dengang og stillet det til Støtteforeningens og Arkivets rådighed. Vagn Sladil Petersen er glad for, at nogen vil prøve at få bogen genopirykt, eventuelt i en udvidet udgave, og det vil Støtteforeningen nu arbejde videre med.
For at få det bedst mulige resultat har vi brug for hjælp til forskellige opgaver, som:


Renskrift af den oprindelige bog.
Finde fejl og mangler i den oprindelige bog.
Fremskaffelse af billeder mv.
Nye afsnit, feks. om butikseentrene.
Økonomien. Søge fonde mv.

Har du lyst, tid og energi til at være med i større eller mindre omfang hører vi gerne fra dig.
Henvendelse til Arkivet, tlf. 86 92 30 66  eller Kjeld Nielsen, tlf. 86 92 22 84.

Bestyrelsen for Støtteforerningen indgår i arbejdsgrupper i både Hørning og Veng (juli 2009)

Arbejdsgruppe Hørning
Kjeld Nielsen, Parketten 31, 2mf, 8362 1-Iørning                           8692 2284
Mona Justesen, Hørninggårdsvej 46, 8362 Hørning                         8692 2055
Fra bestyrelsen indgår Karl Otto Frost, Villy Kjær Larsen, Henry
Mikkelsen og Ester Huusmann (se tlf. og adresser næste side)


Arbejdsgruppe Hørning i gamle dage
Frivillige efterlyses, se side 59


Arbejdsgruppe Veng
Karen Marie Hansen, Egelundsvej 2, Veng, 8660                            8694 5529
Anna og Erik Rasmussen, Den Grønne Ve 5, Hårby, 8660              8652 2439
Jytta Pedersen, Stabelvej 3, Hårby, 8660                                        8695 0250
Aksel Mortensen, Ny Stillingvej, Mesing, 8660                                8657 1722
Judith Sørensen, Tåstrupvej 87, 8462 Harlev                                   8657 0160
Else Ratheke, Ringsporvej 2, Nørre Vissing, 8660                           8694 4496

Arbejdsgruppe på tværs
Flemming Schreiber Pedersen, Hårby Bygade 15, 8660                  8652 5810
Erik Kristoffersen, Låsbyvej 109, Veng, 8660                                 8694 3642




Det er ikke en betingelse for at indgå i en arbejdsgruppe, at man er bestyrelsesmedlem. Arbejdsgrupperne er åben for alle, så har du lyst til at være med i fællesskabet, så meld dig.