Forrige side Indhold Næste side

HØRNING BY

 i  l920erne.
ved Robert Kjærsgård Jensen.
Al omtale af begivenheder efter 1940 er på anden hånd, da jeg var bortrejst fra byen i tiden 1940 til 1972.

Byens udseende.

Hørning, der ligger midtvejs mellem Århus og Skanderborg, var i l920erne en typisk landevejsby med brolagt hovedgade og kirken og kroen på hver sin vejside.
Længere mod syd lå den gamle rytterskole, præstegården og kommuneskolen (Bakkeskolen), hvilket gav byen et hyggeligt præg. Byen ligger så at sige i to etager, idet stationsbyen ligger lavere end den gamle bydel (Gammel Hørning) vest for landevejen. Vejen, der forbandt de to bydele, gik i en sløjfe op over en jernbaneviadukt, der var ført vinkelret på skinnerne. Se kortet herover .
Før viadukten blev bygget i 1919 var der to jernbaneoverskæringer. Den ene lå umiddelbart nord for stationsbygningen, og herfra førte vejen stejlt opad mod landevejen, omtrent med forløb som den nuværende Stationsvej. Længere mod nord ved Sandagerkær fandtes endnu en overgang med ledvogterhus. Den første stationsbygning var en etplans bygning i træ. Senere blev der bygget en to etagers bygning, den der blev nedrevet i 1984. Omkring 1920 blev der etableret dobbeltspor. Som nævnt var byen opdelt i Gl. Hørning vest for landevejen og stationsbyen øst for. Stationsbyen voksede op efter at jernbanen kom til Hørning i 1868, dengang som enkeltsporet bane.
Jernbanens placering i nogen afstand fra den egentlige bybebyggelse i Hørning og på et næsten ubebygget område skabte grundlaget for udviklingen af et helt nyt bysamfund, således som det var tilfældet ved mange andre små byer i jernbanens nærhed. Stationsbyen i Hørning udviklede sig på samme måde som andre steder, d.v.s. at der først og fremmest kom en del erhversvirksomheder, der kunne have fordel af banens nærhed.
Der kom endvidere gæstgivergård, afholdshotel, maltgøreri og mange forskellige forretninger.
Af store virksomheder var der trælasthandel og korn og foderstofforretning. I l920erne bestod kommunen kun af Blegind og Hørning Sogn og havde næppe 1.000 indbyggere — et bondesamfund med flertal for partiet venstre.

Forrige side Indhold Næste side