Forrige side Indhold Næste side

Hørning under besættelsen 1940-1945

v/ Frede Jørgensen og Vagn Stadil Petersen,
Århus blev på mange måder den provinsby, der var hårdest ramt af besættelsens tunge byrder.
Værnemagten havde her store garnisoner og Gestapo havde jysk hovedkvarter i byen. Over Arhus havn foregik store udskibninger til Norge og Tyskland. Mandskab og ammunition til og fra Arhus rullede nat og dag med tyske troppetog. Det tyske transportkommandantur for hele landet havde sit hovedkvarter i Banegårdsgade. Dette betød, at byen var en vigtig nøglepost, hvis der blev foretaget allieret landgang i Jylland. Modstandsbevægelsen i Arhus opbyggede derfor en række modstandsgrupper, der skulle træde i funktion, hvis det kom til kamphandlinger mellem allierede og tyske tropper i Danmark.

Modstandsgrupperne, benævnt 5. kolonne, bestod af en gruppe for våbenopsamlinger, flere sabotagegropper og et antal nedlægningsg[upper.
Nedlægningsgrupperne skulle i tilfælde af kamphandlinger sørge for, at Arhus blev afbrudt fra omverdenen, såvel trafikmæssigt (jernbaner mm.), som telegraf— og telefon— mæssigt. Disse rupper skulle operere på strategisk vigtige knudepunkter i Århus og omegn, således at selvom besættelsesmagten reparerede forbindelserne et sted, så var der foretaget afbrydelser andre steder.
Hvis aktionerne var blevet iværksat, ville Århus være totalt afbrudt fra omverdenen i lang tid. Disse aktioner krævede store forberedelser, og mange steder blev der ligefrem gravet bomber ned under store kabelanlæg med lunter ført ind i nærliggende bygninget, således at man hurtigt kunne iværksætte afbrydelser af telefonnettet.

En nærmere omtale af 5. kolonnes aktiviteter er beskrevet i bogen: ‘‘5. kolonne’’ af Sven Hauerbaeh, udgivet 1945.
Hørning gruppen, der blev startet i 1943, fik til opgave at forberede afbrydelse af telefonkabelforbindelsen mod syd — Århus—Kolding—kablet samt ødelæggelse af tysk luftledning langs 01. Horsensvej ved Tranbjerg og ringforbindelse mellem to tyske loftledninger, ca. 20 sprængninger og 3 brud med
nedstryger og mejsel. Forberedelserne blev udført i mørke aftener, hvor der blev gravet huller ned til kablerne, således at disse hurtigt kunne saves over med en nedstryger. Hullerne blev herefter dækket med brædder og græstørv. De blev gravet i vejsiden ved Sønderskoven og Bering bro og vi måtte have vagtposter ud for at advare, hvis de tyske soldater, der gik vagt på banen, skulle opdage os. Ligelerles kom der jævnligt tyske biler på landeve1en. For at kunne udføre opgaverne og beskytte os selv modtog vi våben 6g sprængstof fra Arhus. Dette blev gemt hos de forskellige gruppemedlemmer og klargjort ved sene aftenmøder, Vi havde en mælkespand med håndgranater gravet ned i hønsegården.
Senere fik gruppen desuden kontakt til modstandsbevægelsen i Skanderborg og modtog ogs5 våben og sprængstof herfra. En del af dette blev gemt i olietonder, der om natten blev gravet ned i skrænten ved østskellet af stadion. Dagen efter kom en mand og spurgte en af gruppens medlemmer, om han gemte våben henne ved stadion, for hans dreng var kommet hjem og havde fortalt, at han sammen med andre drenge havde fundet nogle nedgravede tønder med våben, Næste nat havde vi travlt med at flytte tønderne til mere sikre steder, bl.a. private haver. Ved sabotageaktioner på egnen og sprængninger på jernbanen klarglorde gruppens medlen]rner sprængstoffet, som blev anbragt på aftalte steder og senere afhentet af sabotører fra Skanderborg.

Da det jo ikke kom til kamphandlinger på dansk jord, blev de nævnte afbrydelser ikke foretaget; men d. 4. maj 1945 fik vi andre opgaver at tage os af.
Bla. skulle vi kontrollere landevejstrafikken gennem Hørning ved at stoppe mistænkelige tyske og danske motorkøretøjer og indrapportere til Skanderborg, når der var nogle køretøjer, der krævede nærmere undersøgelser.
Senere fik gruppen bevogtningsopgaver ved Blegind forsamlingshus, hvor der var indkvarteret tyske flygtninge. I dagene efter den 4maj havde gruppen kvarter i Alfahus.
I dagene efter 4. maj ventede vi spændt på de engelske troppers ankomst, men forgæves, da de engelske styrker fulgte gl. Horsens landevejen.
Vi måtte til Solbjerg for at hilse på Montgomerys “ørkenrotter”.
Under besættelsen havde vi i lang tid tyske tropper indkvarteret t skolens gymnastiksal, kroen og biografen. I biografsalen var der i en periode indkvarteret Hippoliti, altså danske håndlangere for besættelsesmagten. I en periode beordrede besættelsesmagten udgangsforbud i aften  og nattetimerne, så al selskabelighed måtte foregå i dagtimerne.

Inden kroen blev overtaget af værnemagten, var der således ungdomsballer søndag eftermiddag.
Befolkningen måtte i vintermånederne underholde sig selv indendøre, hvis man ellers kunne få varme i kakkelovnen, der blev fodret med brunkul og våde tørv.
Den tyskkontrollerede danske radio var fyldt med propaganda; men vi lyttede ivrigt til de danske nyhedsudsendelser fra London flere gange om dagen og vi fulgte krigens gang på landkortet.
Det kunne ofte være svært at høre de engelske udsendelser, da de blev forstyrret af de tyske støjsendere. I mange hjem foregik aflytningen på meget lav styrke af frygt for, at forbipasserende Hipo—folk eller tyske officerer skulle høre, at man lyttede til engelsk radio.
Når der blev blæst luftalarm i Arhus, kunne vi ofte høre det; men vi skulle ikke i beskyttelsesrurn som i de store byer og kunne derfor altid få vores nattesøvn. I byerne måtte folk ofte tilbringe flere nattetimer i beskyttelsesrum og mange skulle møde til civilforsvarstjeneste på byens forskellige virksomheder.
Efter at vi havde fået tyske tropper til byen, blev livet mere utrygt. Hvis vi skulle besøge familie eller venner i andre byer, foregik det i reglen med tog; men vi måtte først hen på kroen for ar få en rejsetilladelse af den tyske kommandant.
I 1941 beordrede værnemagten, at alle personer over 15 år skulle have legitimatiooskort med billede. Man skulle altid have kortet på sig og de danske Hipo—soldater og det tyske vagtmandskab forlangte ofte at se kortet. Ikke alle tyske soldater var lige ivrige. Der er eksempler på, at når folk kom fra kortspil og blev afkrævet Ausweiss, så viste man blot et spillekort og soldaten nikkede og sagde: “Gut, gut”.
Nogle af officererne kunne være ret ubehagelige. F.eks. blev den stedlige gartner nægtet adgang til kirkegården. Han skulle såmænd blot lægge de kranse, som folk havde bestilt, på gravene. Efter henvendelse til kommandanten på kroen og en del diskussion, fik han dog lov til at udføre sit hverv.

Mange af byens jægere måtte aflevere deres jagtgevær, fordi værnemagten forlangte, at alle skydevåben skulle opbevares under tysk kontrol. En del af jagtvåbnene blev dog tilbageleveret efter krigen.

Der var ofte tyske vagtposter eller Hipo—folk på jernbaneviadukten, hvor de viste deres magt ved at standse folk for manglende cykellygte og undersøgelse af bagagen. En aften var det lige ved at gå galt, da byens taxa—vognmand Jens Peter Petersen og mekaniker Edvin Norup blev standset på jernbanevidadukten af tyske soldater. Soldaterne ville vide, hvorfor de kørte så sent og hvad de kørte efter. Edvin Norup forklarede, at han som mekaniker havde været ude at starte bilen, der var gået i stå for Jens Peter. Dette blev accepteret,  men hvad de ikke fik at vide var, at der under bagsædet lå gemt en del sprængstof og våben, som de to havde hentet ved Fregerslev sø, Det var i den mørke nat blevet sejlet over søen fra Vitved, hvor der i en landejendom var våbenlager. I dagene efter befrielsen afprøvede gruppen våbnene og der blev foretaget øvelser.
Selv om tiden under besættelsen ar utryg, så var der også positive oplevelser, bl.a det gode kammeratskab, der opstod mellem gruppens medlemmer.
Den 5. maj 1945 om aftenen blev gruppen hyldet ved en højtidelighed på Stadion og Hørning sangkor underholdt.
Den første egentlige aktion, der tandt sted i Hørning, var sprængningen af signalhuset på jernbanestatiOnen søndag den 22 april 1945 om formiddagen. Herom fortæller Frede Jørgensen fra et tidligere interview’ med Arhus Stiftstidende: “Vi havde fra modtandsbevægelsen i Skanderborg fået besked om, at vi skulle klargøre sprængladningerne og gemme dem på et sikkert sted, så folkene fra Skanderborg hurtigt kunne finde dem. Vi sad og gjorde sprængstofferne klar i lejligheden ovenover købmandsforretningen over for stationen, mens tyskeren patruljerede på gaden nedenfor. Da vi var færdige, fragtede vi bomberne ud til stadion og gemte dem i lokummerne til senere brug’. Men aktionen blev af uforklarlige grunde forsinket en halv tine, og Frede Jørgensen fortæller, at det var en grusom ventetid. “Jeg gik og rodede i min have og blev mere og mere nervøs. Til sidste kunne jeg ikke holde det ud og gik over til naboen for at snakke lidt. Men jeg var knap kommet i gang, før der lød et øresønderrivende brag.”Så røg stationen, sagde jeg og styrtede ud. Jeg nåede at se taget løfte sig og svæve væk”. Sprængningen på Hørning station skulle ødelægge det meget vitale signalhus; men eksplosionen var så kraftig, at også selve stationsbygningen tog alvorltg skade. Ingen blev dræbt ved aktionen; men en tysk soldat var ved at få signalhusets facade i nakken.

I de sidste par år inden befrielsen var der mere eller mindre konstant et par hundrede tyske soldater i Hørning. Tyskerne havde annekteret biografen, kroen og skolens gymnastiksal til indkvartering og blev en naturlig del af gadebilledet, selv om  de ikke blev mere velkomne af den grund.

Frede Jørgenscn fortæller, at han blev gode venner med et par af besættelsesmagtens soldater. Det foregik på den måde, at der pludselig en dag stillede en tysk officer og to menige ved Frede Jørgensens fars tømrerværksted. Officeren gav ordre til, at de to soldater skulle arbejde på værkstedet, idet de skulle lave trækufferter til de tyske officerer. Kufferterne skulle bruges til hjemsendelse af danske madvarer til officerernes familier i Tyskland. Tømrer Jørgensen var meget ked af det; men der var ikke noget at gøre.
 Da officeren var gået, forklarede de menige, at de ikke var tyskere, men franskmænd fra Elsass—Lothringen, som var blevet annekteret afTyskland. De ville gerne høre dansk og udenlandsk radio og tilbragte megen tid med det. Den ene af soldaterne kunne efterhånden tale dansk. De tyske garnisoner blev efter nogen tid forflyttet til Videbæk. Her fik de ordre om, at de skulle til Rumænien og kæmpe på østfronten. De to franskmænd stjal derefter nogle cykler og fik fat på civilt tøj. Om natten kørte de til Ry Klostermølle, hvor de holdt sig skjult i nogle dage. Herefter kørte de til Hørning, hvor de bankede på Frede Jørgensens dør den 26. september 1944. De var i eivilt tøj og havde deres uniformer på eyklens bagagebærer. Frede belærte dem om, at det var alt for risikabelt at køre rundt med uniformerne. De blev derfor gravet ned i tømrerværkstedet, for senere at blive gravet op og brugt af modstandsfolk i Aihus. Vi anbragte de to desertører i en ensomt beliggende lade ved Pindsmølle, hvor de opholdt sig i tre uger, inden de kunne sendes videre til Sverige. Vi kørte hver nat ud med mad til dem og formanede dem om at holde sig oppe på høloftet om dagen. En dag kom de dog ud for en pinlig situation, idet værnemagten foretog øvelser i området og brugte laden som hovedkvarter. De to desertører lå på loftet dybt begravet under høet. Der kom dog ingen op på loftet, så de slap med skrækken. Det første forsøg på at få dem til Sverige mislykkedes. De skulle have været udskibet fra Randers; men den samme aften holdt Gestapo razzia der, så de turde ikke løbe risikoen for at blive genkendt. Så gemte vi dem endnu et stykke tid og bestemte os til at sende dem til Sverige over København. Vi udstyrede dem med civilt tøj og falske pas, der fortalte, at de var færinger. Deres dansk var ikke godt nok til at narre tyskerne på anden måde. De kom sikkert afsted og jeg har haft lejlighed til at træffe den ene af dem efter krigen.

Det var ikke hver gang, man kunne stole på de historier, folk fortalte. En mand henvendte sig en aften i efteråret 1944 til et medlem af Frede Jørgensens gruppe. Han foregav at blive forfulgt af Gestapo og i en fart blev han udstyret med en DSB— uniform og sendt til Arhus. Næste formiddag kom der bud om, at manden var stikker. Den aften stillede vi os op i nærheden af jernbanestationen med skarpladte pistoler. Vi var overbeviste om, at Gestapu ville komme og vi var indstillet på at sælge os så dyrt som muligt. De kom heldigvis ikke, for det ville have været en yderst ulige kamp. Men vi var overbeviste om, at stikkeren havde fortalt om os. Han nåede det dog aldrig. Han var blevet skudt i Arhus samme formiddag.
Som alle andre steder i landet blev fredsbudskabet modtaget med jubelseener den 4. maj 1945 i Hørning. Vi var selvfølgelig spændte på, om tyskerne ville overholde kapitulationen; men de opførte sig pænt og holdt sig inden døre. Frede Jorgensen siger, at selv om krigen ikke var så slem ved Hørning, som den var i de større byer, er det forkert at påstå, at frihedskæmperne var en flok naive knægte, der ikke vidste, hvad de lavede, — Vi vidste det udmærket. Vi var klar over, at det ikke var ufarligt og at vi når som helst kunne risikere at blive taget af tyskerne. Men vi gjorde det alligevel og passede ekstra godt på os selv. Og vi havde gjort det effektivt, for der var ikke en af os, som blev taget under krigen.




Vagtværnet.
Da det danske politi blev taget af tyskerne den 19. september 1944, var der frit spil for tyveknægte og voldsmænd. I mange kommuner blev der derfor oprettet vagtværn, d.v.s. en form for patruljetjeneste i nattetimerne. I Hørning havde vagtværnet hovedkvarter i Alfa—hus, som kommunen ejede og benyttede til mødelokaler. Vagtværnet, der blev ledet af træhandler Christensen med skiftende mandskab, gik vagttjeneste hver nat, idet hver husstand skulle stille en mand. Der var 8 mand på vagt hver nat. Fire personer gik vagt to og to, medens fire personer spillede kort på Alfa—hus, Vi var udstyret med armbind, lommelygte og gummiknippel. Det var dog sjældent, der blev observeret noget ulovligt; men et indbrud i en gård i Fregerslev endte med, at tyvene, der var fra Skanderborg, blev fanget ret håndfast. De blev dømt ved retten i Skanderborg og deres møde med vagtværnet resulterede i, at de aldrig turde komme til Hørning mere. De enlige nattevandrere, vi mødte på vores patruljeture, var mest unge mænd på vej hjem fra pigebesøg. I en periode måtte vagttjenesten indstilles. Det danske Hipo—korps og tyske befalingsmænd havde generet vagtmandskabet, bla. ved at undersøge deres tasker, selv madkassen blev åbnet.

Byens udvikling og foreningslivet under krigen.
I tiden op til 1945 var befolkningstallet kun steget langsomt. Hørning var på dette tidspunkt stadigvæk en stationsby, hvor stort set alle kendte hinanden og alle vidste, hvad der foregik i byen. I byen og omegnen var der endnu mange landbrugsejendomme og gårde (se kortet bagest i bogen). Desuden var der en del håndværksmestre, der hovedsagelig levede af at udføre arbejde for byens befolkning. Dengang reparerede man tingene og man sendte bud efter håndværkerne når ens hus skulle repareres og males.
Nye industriforetagender var begyndt at komme til byen. Ved landevejen mod Skanderborg var man allerede før besættelsen i 1940 begyndt at bygge fabriksbygninger, sæbefabrikken og parketfabrikken, men det var stationsbyen, der havde de fleste virksomheder. I de sidste krigsår var der mangel på bygningsmaterialer og byggeriet gik i stå.
I 1949 begyndte der igen at komme gang i byens udvikling med kvarteret Damager som det første projekt og herefter kom byen jo ind i en hastig udvikling.
Under krigen blev foreningslivet så vidt muligt opretholdt. Der blev afholdt idræts— og foredragsvirksomhed, selv om det ofte kunne være svært at ftnde lokaler. Værnemagten havde jo i perioder beslaglagt byens samlingssteder.
Efter krigen blev krosalen igen byens samlingssted. Der blev afholdt foredrag, spillet dilettant og revyer.
Revyerne var til stor moro både for de medvirkende og publikum, hvilket fremgår af følgende episode fra en af årets revyer:
Vi skal forestille os scenen indrettet som redaktionslokale for Hørning Folketidende. Her korn byens borgere og afleverede stof tit redaktøren (Hans
Nielsen, bagermester) En af de medvirkende gårdejer Peter Data, Bjertrup, kom ind og afleverede nogle nyheder til redaktøren. Da han var færdig med sine replikker, kom redaktøren med en bemærkning helt udenfor manuskriptet, idet han, henvendt til Peter Dam, spurgte. om han havde hørt, hvordan det var gået på det sidste torskegilde på kroen, hvor Peter Dam fra Bjertrup var blevet så fuld, at man måtte køre ham hjem på en hjulbør.
Peter Dam, der ellers ikke var mundlam tabte fuldstændig mælet og salen brølede af latter. Historien var selvfølgelig opdigtet til lejligheden.

Ungdomsballerne på kroen havde også stor tilslutning og ligesom før krigen, gjorde man meget ud af k.rosalens udsmykning med dekorationer på væggene udført af byens unge hånd væ rkssve nd e.
Nu kom der også gang i byens sportsaktiviteter, Gymnastik og badminton blev udøvet i skolens gymnastiksal og på idrætspladsen ved Holmen i stationsbyen, blev der dyrket atletik og fodbold.
Allerede under krigen blev der arrangeret sportsuge og i 1944 var der et omfattende program med fodboldkampe, ringridning, gymnastikopvisning og folkedans mm, I de følgende år blev der hvert år afholdt sportsuger med mange forskellige aktiviteter.
Denne beretning har forhåbentlig givet læseren en forestilling om livet i Hørning i gamle dage og billederne har sikkert kaldt mange gode minder frem hos nuværende og tidligere hørningensere.










 












Forrige side Indhold Næste side